fredag, december 19, 2008

Tuneserloven

Jeg sidder lige nu og følger med i folketingets debat om tuneserloven (på DR 2).

På et spørgsmål om, hvorvidt tuneseren ikke blot kan tage tilbage til Århus og myrde Westergaard, efter at han har været i Sandholm-lejren om morgenen, svarer Peter Skaarup fra DF:

"Nej, det er ikke muligt, fordi PET holder øje med ham!"

Er det ikke det samme som at indrømme, at forslaget er inderligt overflødigt i forhold til at beskytte Westergaard?

PET kan vel under alle omstændigheder holde øje med ham? Faktisk vil jeg mene, at det må være nemmere at holde øje med ham, hvis han forbliver i sin lejlighed i Århus, frem for at skulle holde øje med ham hver eneste dag på hans tur frem og tilbage til Sandholm-lejren.

Virkningen af denne lov er altså, at Westergaards sikkerhed netop bliver forringet!

Når begrundelsen for loven er falsk på denne måde, og den ikke tjener noget fornuftigt formål, så er der tale om chikane med det formål at "gøre tålt ophold utåleligt". Da det samtidig begrænser hans bevægelsesfrihed, er det helt klart grundlovsstridigt!

Hvis den lov vedtages, skal der rejses rigsretssag.

onsdag, november 12, 2008

Obama og Irak

"I don't oppose all wars. What I am opposed to is a dumb war. What I am opposed to is a rash war. What I am opposed to is the cynical attempt by Richard Perle and Paul Wolfowitz and other armchair, weekend warriors in this administration to shove their own ideological agendas down our throats, irrespective of the costs in lives lost and in hardships borne."

Barack Obama, 26. oktober 2002

mandag, november 10, 2008

Drop Dansk Folkeparti!

Som dansker føler jeg mig flov over, at vores regering ikke lever op til sit ansvar for at gøre noget for de irakiske flygtninge, der er en følge af den tåbelige krig, som vores uansvarlige statsminister Anders Fogh Rasmussen blandede os ind i.

Istedet danser man efter DF's pibe, og gør hvad man kan for at smide irakiske flygtninge tilbage til Irak.

Den kritik af Danmark, der kommer flere steder fra, er fuldt berettiget. Men selv kritik fra EU og FN har man som bekendt blot ignoreret.

Vi får se, om man så også har tænkt sig at ignorere den kritik der kommer fra USA's "næsten-præsident" Barack Obama?

Det kan man demonstrere ved at adlyde DF, når de siger: Drop kvoteflygtningene!

De danskere, der finder denne politik direkte afskyelig, må istedet sige: Drop Dansk Folkeparti!

fredag, november 07, 2008

Rahm Emanuel

Den person, som Barack Obama har valgt som sin kommende stabschef, Rahm Emanuel, er tydeligvis zionist.

Det skal nok få nogen på den danske venstrefløj til at se rødt, fordi de generelt er fjendtligt indstillet over for enhver zionist.

Men husk lige, at Yitzak Rabin også var zionist! Han blev som bekendt myrdet af en fanatiker, fordi han tillod sig at være med i Oslo-aftalen. Denne morder kan vi vel kalde ultra-zionist, og definere det som en israeler, der er imod nærmest enhver mulig løsning på konflikten.

Hvis man sætter skellet her, så tror jeg ikke der kan være tvivl om, at Emanuel (Rahm Emanuel!) ikke alene befinder sig på den rigtige side, men også at han har nogle kvalifikationer, der forhåbentlig kan bruges i forhold til at løse et af de største problemer, verden står med: Israel-Palestina konflikten. Som der står på Wikipedia:

One of his proudest moments during the Clinton administration "was an event that touched his political sensibilities and his personal ties to Israel: the 1993 Rose Garden signing ceremony after the Oslo Accords between Israel and the Palestinian Authority. Emanuel directed the details of the ceremony, down to the choreography of the famous handshake between Israeli Prime Minister Yitzhak Rabin and Palestinian Authority President Yasser Arafat."

Husk, at fred er noget der sluttes mellem fjender!

torsdag, november 06, 2008

Islamofobien i Danmark

TV 2 Nyhederne skriver idag, at Naser Khader beskylder integrationsdebattøren Bashy Quraishy for at være "landsforræder af værste skuffe" på grund af en video han har på Youtube.

Det er vildt overdrevet og fordrejet fra Naser Khaders side!

Jeg har set videoen, og synes at langt det meste af det, Quraishy siger her, faktisk er rigtigt. Man kan kritisere nogle enkelte punkter, men manden har ret i, at de islamofobiske holdninger i DF desværre har præget Danmark i uhyggelig grad. En seriøs debat om disse racistiske holdninger er påkrævet her i landet. Men desværre tør de fleste andre politikere ikke at tage tyren ved hornene, ligesom medierne også nærmest går uden om det.

Da TV 2 Nyhederne har valgt ikke engang at bringe et link til videoen, bringer jeg den her:

lørdag, oktober 25, 2008

Sandholm-lejren

I debatten om Sandholm-lejren er det forekommet, at nogen har sammenlignet denne lejr med tyske KZ-lejre under 2. verdenskrig.

En sådan sammenligning er naturligvis helt ude af proportion.

Forskellen i proportionerne betyder givetvis, at enhver RK-medarbejder uden tøven ville svare nej til et hypotetisk spørgsmål om, hvorvidt man ville være villig til at stå for driften af en KZ-lejr af "Auschwitz-typen". Naturligvis ville man ikke det. Heller ikke med den begrundelse, at fangerne ville have det noget bedre, hvis RK stod for driften - inden for de rammer den tyske stat nu har bestemt!

I dette ekstreme tilfælde er det tydeligt for enhver, at man pådrager sig et medansvar ved at stå for driften af en sådan KZ-lejr. Ved at stå for driften er man med til at opretholde selve eksistensen af lejren, og det er det forhold der giver medansvaret. Man er heller ikke politisk neutral i dette tilfælde.

Det er altså ikke holdbart at sige helt generelt, at det er forsvarligt at påtage sig driften af en lejr, fordi man kan gøre noget godt for folk inden for de rammer magthaverne har dikteret (i den sammenhæng er det irrelevant, om magthaverne er demokratisk valgt).

Spørgsmålet må så være, hvornår det er forsvarligt af RK at påtage sig driften af en lejr?

At RK skal være upolitisk og neutralt betyder også, at man ikke blot skal tage regeringens affejning af kritik til efterretning, især ikke når den kommer fra FN. Denne kritik har man ikke alene lov til at vurdere selv - det har man pligt til (helt uafhængigt af regeringen).

Når der igennem længere tid har været dokumenteret og skarp kritik af lejren, fra bl.a. FN, så er det ikke forsvarligt af RK fortsat at stå for driften.

Gør man det, påtager man sig et medansvar - og man er ikke politisk neutral.

fredag, oktober 24, 2008

Styrtom

Politiken.dk oplyser, at en mand lige har overlevet at få hele 60.000 volt igennem sig:

"En mand slap heldigt fra en arbejdsulykke i landsbyen Styrtom ved Aabenraa, hvor han fik 60.000 volt gennem kroppen og faldt til jorden fra omkring fem meters højde."

Pudsige bynavne, vi har her i Danmark. Gad vidst om banken i Pengeløse er gået konkurs her fornylig?

onsdag, oktober 08, 2008

Kafkask

Her i Danmark bliver psykisk syge mennesker efterhånden behandlet helt uansvarligt.

Politiken.dk har idag en barsk historie om sindssyge der opbevares i vore fængsler:

"Kriminalforsorgen kalder situationen »bekymrende« og fastslår, at problemet er isoleret til Region Hovedstaden, der lader de varetægtsfængslede sindssyge vente i Københavns Fængsler.

»Når vi søger dem overført, får vi at vide, at der ikke er plads på de psykiatriske afdelinger. Så bliver de skrevet på venteliste«, siger souschef Tove Brøchner fra Kriminalforsorgen."

At der ikke er plads på de psykiatriske afdelinger skyldes nok primært, at området er stærkt underfinansieret fra statens side (læs: VOK regner ikke psykisk syge mennesker for en skid).

En anden grund kunne jo tænkes at være, at folk samtidig bliver holdt tilbage på psykiatriske afdelinger, selv om de er raske nok til at komme ud i deres egen bolig. Det gør de, fordi der ikke bliver bygget de boliger, man ellers har lovet:

"Borgmestre i slagsmål om psykisk syge".

Selv om det sidste umiddelbart handler om hvilken borgmester der har ansvaret, så er baggrunden de rammer kommunerne har at arbejde under, dvs. det overordnede ansvar ligger hos regeringen.

Men det er da ret bizart: nogle bliver mere tossede i hovedet end de behøvede at være, fordi de ikke kan komme på en psykiatrisk afdeling - mens andre bliver mere tossede samme sted fordi de ikke kan komme ud fra en psykiatrisk afdeling!

Det er faktisk helt kafkask!

(det udtryk bliver ofte brugt forkert, men her passer det - læs Franz Kafka).

tirsdag, oktober 07, 2008

Lene Samuelsen?

Hende der Lene Espersen (K) er nu ikke så køn som folk påstår. Se blot billedet af hende på TV 2 Nyhederne idag!

Eller også er der en enkelt medarbejder på TV 2 der er tilhænger af LA?

update:
Til gengæld er Margrethe Vestager lige dukket op (siden jeg postede ovenstående).

torsdag, oktober 02, 2008

Videnskabelig vildledning

Information.dk havde igår en artikel, hvori det nærmest påstås, at folks politiske holdninger skulle være rent biologisk (genetisk?) determineret!

Den videnskabelige undersøgelse, der omtales kan såmænd være god nok, men det er den i så fald kun inden for det fag, det nu drejer sig om. Det kan også være udtryk for elendig videnskabs-journalistik fra mediernes side, selvfølgelig.

I de senere år er der imidlertid fremkommet flere og flere af den slags vildledende "videnskabelige" artikler, har jeg lagt mærke til. Nogle af dem er endda nærmest ufrivilligt komiske, som f.eks. denne artikel fra Scientific American:

"Is testosterone to blame for the financial crisis?"

Det er så langt ude, så man må spørge sig selv, om udgiverne af "Scientific American" har en politisk-økonomisk interesse i at bortlede folks opmærksomhed fra de primære årsager til den finansielle krise, som naturligvis er af samfundsmæssig karakter, og handler om magtforhold (politisk og økonomisk).

At forklare den finansielle krise med, at mængden af testosteron går op og ned, svarer til at forklare morgentrafikken med, at stemplerne i bilernes motorer bevæger sig op og ned, pga. eksplosioner i brændstoffet! Det er selvfølgelig ikke løgn, men det er normalt en irrelevant forklaring. Morgentrafikken skyldes, at folk skal på arbejde!