onsdag, april 08, 2009

Anagram

Jeg har hørt, at man for øjeblikket
KLASKER ØL hjemme hos
LARS LØKKE

onsdag, april 01, 2009

Ang. Nato

Som det måske er mine læsere bekendt, så er AFR's kandidatur til posten som Nato's generalsekretær omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri. Ikke kun på den måde, at han ikke rigtig vil snakke om det selv, men også på den måde at Nato's officielle webside absolut ikke vil have uvedkommende til at snage i emnet. Se f.eks. denne artikel:

NATO website makes Fogh biography security risk

Organisationens sikkerhedssystem er dog ikke just perfekt. Det er ihvertfald lykkedes mig at få adgang til AFR's (hemmelige) ansøgning til jobbet. Det følger her i dansk oversættelse:

"Jeg vil hermed ansøge om stillingen som Natos generalsekretær og i det følgende gøre rede for hvorfor netop min profil egner sig til denne post.

Nato er jo som bekendt en forsvarsblok og jeg har i min egenskab af dansk statsminister siden 2001 styrket mine erfaringer på dette område ved at føre en rendyrket blokpolitik.

På det udenrigspolitiske felt har jeg demonstreret handlekraft ved bl.a. at tilsidesætte FN-afgørelser og ser mig selv som en person der kan profilere det snævre Nato-samarbejde på bekostning af FN, som naivt forsøger at tage hensyn til alle.

Under mit lederskab øges muligheden for at få Osama Bin Laden ud af hulerne i det nordvestlige Pakistan, da jeg besidder et indgående førstehåndskendskab til hvordan hulemænd tænker og agerer. Hvis det så i samme ombæring anses for passende at dræbe og internere et større antal civile vil jeg udadtil selvfølgelig udtrykke min bekymring, men i det skjulte bidrage til dets gennemførelse. Jeg har tidligere vist mine evner på dette felt ved fx at stille landingspladser og andre logistiske redskaber til rådighed i et lignende tilfælde.

Verden behøver heller ikke frygte invasion fra fremmede magter i universet. Når jeg (igen) har ydet mit bidrag til at starte nye krige bliver jordkloden simpelthen uinteressant for marsmænd . Der bliver ganske enkelt ikke noget at komme efter…"


Jeg går ud fra, at hans ansøgning kun bliver holdt hemmelig, fordi man formelt aldrig "ansøger" om jobbet. Men da det vel på indeværende tidspunkt må siges at være almindeligt kendt i offentligheden, at han er kandidat, så synes jeg ikke det gør noget at røbe indholdet af hans ansøgning.

Den indeholder jo heller ikke nogen usandheder, hvilket vel taler til hans fordel?

---
kilde: hemmelig