Viser opslag med etiketten klima. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten klima. Vis alle opslag

søndag, august 09, 2009

Dr Michio Kaku

Hvis du ikke allerede kender til videnskabsmanden Michio Kaku så er det sandelig på tide!

Manden er højst interessant. Ikke blot er han ekspert i den såkaldte "string teori" men har også fornuftige synspunkter på mange andre ting, f.eks. klimaforandringerne. Han er også imod atomvåben - på en meget troværdig måde, idet han personligt har undladt at gøre karriere inden for netop dette område. Han har i det hele taget en spændende biografi, som du kan læse lidt om på Wikipedia.

Jeg har lige gennemset nogle videoer med et radio-interview, som virkelig er værd at lytte til. Det er som sagt kun radio, og ikke meget "video". Men det er så interessant og tankevækkende et interview, at man dårligt lægger mærke til det!

Videoerne ligger som en playlist på min YouTube konto: mogmich's Channel

Du starter playlisten ved at klikke på "Dr Michio Kaku Part 1" ude i højre side. Så skulle alle videoerne blive afspillet kontinuert i rækkefølge (1-10).

God fornøjelse!

torsdag, marts 05, 2009

Global teleologi

Evolutionsteoriens grundprincip, den naturlige udvælgelse, er helt klart et kausalt princip, idet arternes oprindelse forklares med "survival of the fittest" som værende selve årsagen. Altså den abstrakte, generelle årsag bag den biologiske evolution her på Jorden.

Det centrale er altså, at Darwins teori er en årsagsforklaring, en kausal forklaring.

En sådan forklaring står naturligvis som sådan i modsætning til det man kalder en teleologisk forklaring, dvs. en forklaring der indebærer hensigt og formål. Som f.eks. kreationismens påstand om, at hver enkelt art skulle være skabt direkte af Gud, i en af ham fuldstændig fastlagt hensigt.

Derfor er evolutionsteorien også kommet til at stå i diametral modsætning til disse religiøse forestillinger. Men det er ikke en rivalisering mellem alternative teorier, man blot kan vælge imellem. Af den enkle grund, at evolutionsteorien er i overensstemmelse med vore observationer af naturen, hvad Bibelens skabelsesberetning ikke er. Det betyder ikke, at evolutionsteorien "har bevist Guds ikke-eksistens" eller at Gud ikke er den universelle skaber. Det betyder kun, at hvis universet er skabt af Gud, så har han ikke skabt det som beskrevet i skabelsesberetningen, eller som ID-tilhængerne forestiller sig.

Men betyder det så, at teleologi slet ikke findes i naturen?

Lad os se på 3 tilfælde:

1) Et antal arbejdermyrer arbejder hektisk på at bygge en tue, der kan beskytte myrekolonien på en sådan måde, så kolonien kan overleve. Er denne adfærd teleologisk eller ej? Svaret er vel, at da myrers adfærd givetvis er meget tæt på 100 pct. instinktstyret, så er svaret nej. Myren har ikke noget formål med sin handling. Myretuen som helhed har blot været i stand til at overleve, dvs. den enkelte arbejdermyres adfærd er kun tilsyneladende formålsrettet (eller ihvertfald kun teleologisk i ekstremt ringe grad).

2) En fugl bygger en rede, så den kan beskytte sine æg og fodre sine unger. Her er adfærden velsagtens også overvejende kausalt bestemt, men det er lidt mere usikkert, da fugle har et nervesystem der er en hel del mere avanceret end en myre. En vis forskydning fra kun tilsyneladende teleologi til reel teleologi kan tænkes at være til stede (det er noget der skal undersøges videnskabeligt).

3) En chimpanse griber en kvist fra en busk, fjerner bladene og bruger derefter kvisten til at fiske termitter. Selv om denne beskrivelse holder sig til kausalitet, så vil de fleste vel formode, at en chimpanse er intelligent nok til, at den sagtens kan have et bevidst mål med handlingen, dvs. at handlingen faktisk er teleologisk i forholdsvis høj grad. Dens handling kan lige så godt beskrives således: "En chimpanse bliver sulten, og griber derfor en kvist, som den piller bladene af, for bedre at kunne bruge den til at fiske termitter".

4) Hr. Hansen stiller sit vækkeur om aftenen, fordi han er lidt nervøs for at blive fyret af sin arbejdsgiver i den nærmeste fremtid, hvis han ikke møder punktligt på arbejde i morgen kl. 7. Desuden vil han ikke risikere, at familien så ikke kan få råd til at komme på den planlagte ferietur til Kreta næste sommer, hvis han blev fyret.

Den sidste begivenhed har jeg ikke udtrykkeligt identificeret som værende teleologisk. Men det er vel heller ikke nødvendigt. Vi mennesker handler i allerhøjeste grad teleologisk, og idag gør vi det i ekstrem grad i forhold til sociale relationer, hvoraf mange er objektiverede, først og fremmest i form af det økonomiske system vi lever i.

Vi mennesker er idag massivt omgivet af ting og forhold, der har en ting til fælles: de er frembragt af os selv med bestemte formål. Men samfundet er så komplekst, at det egentlige formål med en ting, ikke behøver at være identisk med producentens hensigt. En støvsuger er beregnet til at suge støv med, men fabrikanten producerer den for at tjene penge på den (profit).

Det sidste forhold er der ikke nødvendigvis noget forkert i, tværtimod: det kapitalistiske system har helt klart givet en enorm vækst i velstanden, som der har været brug for. Men der er som bekendt også nogle temmelig alvorlige dysfunktioner i dette system, som vi kan se ved den finansielle og økonomiske krise. Der er helt klart brug for nogle nye regulerings-mekanismer, der kan få systemet til at fungere mere hensigtsmæssigt.

At problemet består i at gøre det globale system mere hensigtsmæssigt slutter ringen i forhold til det, som er emnet i dette indlæg. Den krise menneskeheden står med idag, handler netop om, at det er blevet nødvendigt med global teleologi. Vi mennesker bliver nødt til at finde ud af, hvad vi vil med det hele. Som klimakrisen viser, så kan vi ikke vælge helt ud i den blå luft (!) men må forholde os til de objektive handlemuligheder der er. Darwins naturlige udvælgelse gælder stadigvæk, også for os mennesker. Forstået på den måde, at hvis vi ikke tackler disse problemer på en holdbar måde, så kan vi hurtigt komme til at tilhøre fortiden - som endnu en uddød biologisk art.

At evolutionen har været styret af et rent kausalt princip, betyder altså ikke, at teleologi er noget der ikke har med naturen at gøre. Der er snarere tale om, at:

Et kausalt system har af sig selv udviklet sig sådan, at der er opstået et element af teleologi, repræsenteret ved højerestående arters avancerede egenskaber. Med mennesket har dette element af teleologi fået afgørende betydning for hele planetens skæbne.

torsdag, januar 22, 2009

Trafik og klima

Socialdemokraterne har foreslået, at man hurtigst muligt påbegynder bygningen af flere motorveje, skriver Politiken.dk

Som stor tilhænger af en udbygning og styrkelse af den kollektive trafik, stejlede jeg lige umiddelbart over dette forslag. Men når man tænker nærmere over det, så er det muligvis ikke så dårlig en ide alligevel, af følgende grunde:

  1. Den økonomiske krise er så alvorlig, at der er brug for lynhurtigt at igangsætte noget, der kan forhindre en eksplosion i arbejdsløshedstallet.
  2. Forslaget handler om motorvejs-byggerier, der allerede er fuldt planlagt, dvs. byggeriet kan netop sættes igang med det samme (uden at blive forsinket af mange års planlægningsarbejde).
  3. Selv om en udbygning af den kollektive trafik er rigtig og nødvendig, så foreligger der (desværre) ikke på samme måde færdige planer for dette. Det faktum ændres jo ikke af, at den vigtigste årsag til dette er dårlig offentlig planlægning - at f.eks. statsministeren først her for nylig er kommet i tanke om, at det nok er nødvendigt at gøre noget for at undgå klimaforandringerne.
Men det er vigtigt at medtænke klima-problematikken i sådanne beslutninger. Derfor synes jeg det vil være en god ide at prioritere disse motorvejsbyggerier sådan, at de kolliderer mindst muligt med en fremtidig udbygning af den kollektive trafik. Altså starte med de motorveje, der sandsynligvis bliver behov for under alle omstændigheder, uanset kollektiv trafik. De to ting er jo ikke absolutte modsætninger, men skal kombineres på en fornuftig måde.

Samtidig skal man selvfølgelig sætte skub i netop planlægningen af fremtidens kollektive trafik. Det er mange års forsømmelse der skal indhentes.

tirsdag, august 19, 2008

En ikke-udtalelse fra Venstre?

Svend Auken har som bekendt haft et læserbrev i New York Times, hvor han tillader sig at præsentere folk for den sandhed, at dansk klima- og miljøpolitik er blevet kraftigt forringet i løbet at de år, som Fogh har været statsminister. Han (Fogh) siges vistnok at have skiftet holdning til dette spørgsmål, men sandheden er nok, at han også i denne sag har udvist en katastrofal mangel på dømmekraft og forudseenhed - i modsætning til f.eks. Danmarks tidligere miljøminister Svend Auken.

Det ved man egentlig godt i Venstre, og af mangel på saglige argumenter, bruger man det tarvelige kneb at angribe Svend Auken for at "skade Danmark" med sit læserbrev, som TV 2 Nyheder skrev i går den 18. august:

"Aukens indlæg i New York Times vækker opsigt i regeringspartiet Venstre. Partiets miljøordfører, Eyvind Vesselbo, mener, at Svend Aukens læserbrev kun bidrager til at undergrave danske klimainteresser i USA.

"Han sviner jo Danmark til. Han skader Danmarks image ved ikke at fortælle, at Danmark er i front på alle de områder, hvor USA arbejder på at komme i front. Vi kan godt diskutere de her ting hjemme i Danmark, men det er simpelthen for groft, at han på denne måde skader Danmarks image,"

siger Eyvind Vesselbo til Ritzau."

Hr. Vesselbo: Klimaet her på Jorden er et globalt problem, hvis du ikke skulle have opdaget det. Det har Fogh godtnok opdaget - derfor gør han en global indsats for at vildlede andre lande om dansk klima- og miljøpolitik. Velsagtens i den tro, at almindelige danskere ikke opdager, hvad der foregår.

Svend Auken bruger sin ytringsfrihed til netop det den skal bruges til. Det er Fogh, der skader Danmarks image ved (endnu engang) at fylde folk med løgn.

TV 2 Nyhederne har i dag, den 19. august en artikel om nøjagtig samme emne, bortset fra at Vesselbos udtalelse ikke er med.

Hvis det er fordi Vesselbo er blevet forkert citeret fra Ritzaus bureau, så bør man vel gøre opmærksom på det?

Forklaringen kan vel også være, at TV 2 er specielt flinke ved regeringspartiet Venstre?

update:
Svend Aukens brev i New York Times

torsdag, april 10, 2008

Svalen

Det danske ordsprog:

"Enlig svale gør ingen sommer"

Er desværre mere rigtigt, end det nogensinde har været.

fredag, februar 29, 2008

Anders, Bush og klimaet

Det forlyder, at statsminister Anders Fogh Rasmussen under sit besøg i USA blandt andet skal diskutere det alvorlige emne: klimaforandring.

Præsident Bush har som bekendt (også) skiftet holdning i dette spørgsmål. Fremover skal der tages hensyn til klimaet alle steder hvor det er muligt.

Det fremgår klart af denne paneldiskussion, venligst stillet til rådighed af det amerikanske TV-selskab ONN:

fredag, januar 25, 2008

Det største problem?

Politiken.dk oplyser, at Bjørn Lomborg nu igen vil til at løse verdens største problemer.

Undtagen det største af dem.

Det der forhindrer, at de andre problemer kan løses.

Nemlig det ret så alvorlige problem, at magtstrukturerne som de er i dag, udelukker en løsning på de andre problemer - inklusiv klimaforandringerne.

At beskæftige sig med disse magtstrukturer er ikke nødvendigvis politisk i almindelig forstand. Det kan godt lade sig gøre at undersøge sociale magtstrukturer på en videnskabelig måde.

Derfor er en undersøgelse af, hvilke objektive muligheder der er for at løse verdens vigtigste problemer uvidenskabelig når den ikke medtager en videnskabelig analyse af disse magtstrukturer.

Copenhagen Consensus ikke nogen videnskabelig konference, men en politisk konference - med klar politisk slagside.

Hvad enten Bjørn Lomborg er klar over det eller ej.

mandag, november 19, 2007

Kapitalisme og klima

Lyttede lige til det sædvanlige skænderi mellem Eyvind Vesselbo og Svend Auken omkring klimaforandringerne (på TV 2 "Go' morgen Danmark").

Eyvind Vesselbo kom denne gang ikke med en masse vildledende talmagi for at få seerne til at tro, at Fogh-regeringen altid har ført en ordentlig miljøpolitik. Måske fordi det trods alt er gået op for de fleste, at dette er regulært løgn. Under den nuværende regering er miljøpolitikken nærmest blevet bombet tilbage til stenalderen, eller rettere sagt: Bombet tilbage til en standard der måske ville have været forsvarlig på Adam Smiths tid, altså dengang det kapitalistiske system ikke producerede nær så mange miljøproblemer. Dengang handlede det om f.eks. luftforurening fra kulafbrænding i de engelske fabrikker. Et alvorligt problem dengang, men ikke desto mindre et problem der kunne løses efter at virkningerne allerede havde vist sig. Der var med andre ord ikke et uomgængeligt behov for en stat, der var i stand til at forholde sig til de mere langsigtede virkninger af den kapitalistiske produktionsform. Man kunne nøjes med en minimalstat i forhold til den slags ting - selv om dette udtryk vistnok er opfundet af Anders Fogh Rasmussen på et langt senere tidspunkt, hvor det allerede er blevet en anakronisme.

Svend Auken forsøgte at forklare, at den nuværende regerings hidtidige miljøpolitik betyder, at udgangspunktet i dag er langt ringere end det havde behøvet at være. Det har Svend ret i - og det har han bl.a. fordi han selv som miljøminister var ikke så lidt mere fremsynet.

Eyvind Vesselbo kom med den sædvanlige plade med at "nu skal vi se fremad" og alt det man siger, når man gerne vil bortlede opmærksomheden fra en ubehagelig fortid. Selv om han vistnok ikke sagde det direkte, så opfattede jeg det sådan, at han forsøgte at give det indtryk at Auken kun talte om fortiden af personlige grunde - altså for at sole sig i, at han har været en af de bedste miljøministre vi har haft.

Det er ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om, at det i dag er et spørgsmål om overlevelse, at vi har politiske beslutningstagere, der er tilstrækkeligt fremsynede med hensyn til de problemer der kan tænkes at opstå som følge af en grundliggende kapitalistisk produktionsmåde, dvs. det frie (globale) marked.

Her forekommer Fogh-regeringen mildt sagt ikke at være kvalificeret. Men danskerne er åbenbart relativt ligeglad med klimaforandringerne - siden man stemmer på politikere der er inkompetente på dette område.

FN's nye klima-rapport handler på en måde ikke kun om klima. Den handler indirekte også om, at en verdensomspændende organisation som FN er absolut nødvendig, fordi det er her vi har folk der er i stand til at se ud over deres egen næsetip.

torsdag, oktober 18, 2007

Fri information!

Ifølge Politiken.dk mener professor i offentlig forvaltning ved Århus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen ikke, der er foregået noget ulovligt eller unormalt i forbindelse med den nuværende regerings tidligere behandling af miljøsager.

Hvis professoren har ret i det, så synes jeg bestemt der er noget der trænger til at blive lavet om i lovgivningen. Konsekvensen er jo, at befolkningen ikke aner hvor tåbelig og uansvarlig regeringens miljøpolitik er, fordi man ikke har adgang til videnskabelig data, der rent faktisk findes.

Sådan set behøver det ikke at blive gjort til et spørgsmål om den enkelte videnskabsmands eller embedsmands ytringsfrihed i forhold til offentligheden. Hvad med at vedtage en lov, der siger at alt materiale der vedrører f.eks. klimaforandringer, skal lægges ud på internettet, så enhver borger kan se på det?

Det er jo ikke i modstrid med, at regeringen kan fastholde den politik man nu har. Det betyder kun, at man kan få sværere ved at forsvare den i en demokratisk og åben debat.

Det ville efter min mening være en forbedring af demokratiet, selv om jeg i den forbindelse også mener, at man skal tage hensyn til alle de borgere, der ikke bruger internettet. Derfor skal det stadigvæk være folkevalgte politikere, der træffer de politiske beslutninger - og har ansvaret for dem.

Så kan vælgerne jo straffe en regering, der i så mange år har ført en direkte uansvarlig miljøpolitik.

Konsekvent ytringsfrihed

Jeg har lige læst Anders Fogh Rasmussens artikel: Ytringsfrihed på hans blog.

Jeg er fuldstændig enig med ham i, at Ayaan Hirsi Ali selvfølgelig har krav på beskyttelse, og også at ytringsfriheden er under pres, når en sådan beskyttelse overhovedet er nødvendig. Det er den naturligvis af den årsag, at nogen kunne tænkes at pålægge sig selv censur, alene for at undgå at komme til at stå i hendes situation. Det er sikkert ret ubehageligt for hende.

Som statsministeren skriver:

For sagen er jo, at kampen er universel. Den går over grænser. Der går en lige linje fra Salman Rushdie over Ayaan Hirsi Ali til tegningesagerne i Danmark og Sverige. Det er den universelle kamp for ytringsfrihed. For retten til kritisk debat om alle emner – også religion.

Da statsministeren efter sigende også er stærkt optaget af spørgsmålet om klimaforandringer, går jeg ud fra, at han også går ind for ytringsfrihed på dette område. Eller rettere: At han går ind for at vi indfører nye regler, der beskytter folks ret til frit at informere offentligheden om den viden man evt. har om dette alvorlige emne.

Det skal også gælde embedsmænd og andre offentligt ansatte, da de jo ofte er dem, der netop sidder inde med sådan information. De skal først og fremmest beskyttes mod diverse pres og trusler fra den til enhver tid siddende regering - som jo godt kan tænkes at have politiske motiver til at holde sandheden tilbage.

Det er jo ikke særlig godt for os danskere, at en regering kan undertrykke ytringsfriheden så effektivt, at livsvigtige initiativer med hensyn til at undgå klimaforandringer bliver forsinket i flere år.

Som det fremgår af den nuværende medieomtale af Fogh-regeringens såkaldte "miljøpolitik".

(se mit tidligere indlæg: Ytringsfrihed og klima)

Ytringsfrihed og klima

Statsministeren er som stort set alle andre danskere tilhænger af ytringsfriheden.

Men han er en særlig ivrig tilhænger af ytringsfriheden, glem ikke det!

Om nødvendigt er han parat til at sende Danmark med i folkeretsstridige krige for at forsvare den (Irak).

Ytringsfrihed er blandt andet, at det her i Danmark er lovligt når en avis frivilligt afslører sin egen perfide og ondskabsfulde tankegang ved at håne og ydmyge et religiøst mindretal.

At dette skal være lovligt går jeg selv 100 pct. ind for, fordi danskerne er modne nok til ikke at komme op at slås i gaderne på grund af sådan noget (etniske danskere og danskere af muslimsk herkomst).

Derimod har jeg forståelse for, at det i andre lande kan være nødvendigt at begrænse ytringsfriheden på lige bestemt dette punkt. Det afhænger af tilstandene i et land og landets historie. For eksempel regner de fleste mennesker et land som Indien for at være demokratisk, også selv om de har visse begrænsninger i retten til at ytre hvad som helst om tilhængerne af en anden religion. Det har de for at undgå voldelige sammenstød mellem tilhængerne af de forskellige religioner, især hinduer og muslimer.

En sådan begrænsning i ytringsfriheden i Indien ligger efter min mening inden for demokratiets rammer, fordi demokrati netop i høj grad handler om at fredeliggøre sociale konflikter, altså at konflikter løses uden vold.

Et andet land, hvor det hele tiden har været tydeligt, at man ikke bare kan demokratisere det oven fra og ned, uden at tage hensyn til landets karakter og historie, er Irak.

Dem der ikke hele tiden har vidst det, er ganske enkelt uvidende.

Desværre styres verden for øjeblikket af uvidende mennesker af denne type. Danmarks statsminister er en af dem, selv om det heldigvis er begrænset hvor stor skade manden kan gøre - af naturlige årsager.

Men vi må se at komme af med denne farlige mand. Det er ikke kun et spørgsmål om "hvem der er bedst til det der med velfærd" men også et spørgsmål om at beskytte sådan noget som... ytringsfriheden!

Her tænker jeg ikke på indholdet i diverse jyske gyllespredere, men på sådan noget som embedsmænds og andre offentligt ansattes mulighed for at gøre folk opmærksom på vigtige forhold, uden at risikere at blive fyret, fordi sandheden ikke lige passer den siddende regering.

Indtil for nylig har Fogh-regeringen gjort hvad den kunne for at bremse og tilbageholde informationer der angår emnet klimaforandringer. Man har tilsyneladende skiftet holdning til dette spørgsmål, pudsigt nok efter at amerikanerne også så småt er ved at skifte holdning. Men tingene er blevet forsinket af regeringen, fordi den reelt har kunnet få folk til at holde kæft med deres viden om problematikken. Det gælder også folk der har haft videnskabelig indsigt i tingene, f.eks. Eigil Kaas:

I regeringens klimastrategi fra februar 2003 fik ministeriet eksempelvis indføjet, at en del af den globale opvarmning kunne skyldes "ændringer i solaktiviteten og vulkaner". Den teori fik en specialbevilling på finansloven 2004.

- Der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig mente. Det var jo ikke kun mit eget, men også mine medarbejderes job, der stod på spil, fortæller Eigil Kaas til Politiken.

Han er tidligere forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut og i dag professor i meteorologi på Københavns Universitet.


Der er behov for at ændre nogle ting her i Danmark, så folk også har ytringsfrihed der, hvor der virkelig er brug for den. Ytringsfriheden er nemlig ikke bare et frit i luften svævende ideal, men også noget som det er hensigtsmæssigt at have. For at kunne kontrollere magthaverne - også de demokratisk valgte magthavere.

---
kilde: DR Nyheder

torsdag, september 13, 2007

Nordpolens is

Ifølge siden PhysOrg.com er isen ved Nordpolen blevet målt til kun at være halvt så tyk som i 2001...

fredag, august 31, 2007

Mærkelige skyer


Det er utroligt, så fantastisk skyformationer kan se ud. På siden:
"Bored To Death" kan du se nogle utrolige eksempler. Interessante billeder - også selv om man ikke lige keder sig!

torsdag, august 23, 2007

Fogh og klimaet

Statsministeren lader sig fotografere på Arktis' svindende havis med tyske og amerikanske toppolitikere - men klimapolitikken er uden substans, mener Verdensnaturfonden og Inuitorganisationen ICC. Regeringen vil ikke være med til at frede den arktiske undergrund

mere: information.dk BETA

fredag, juni 01, 2007

Sabotage!

Det ser ud til, at skiderikken i Det Hvide Hus lykkes med at sabotere forsøg på at gøre noget ved klimaforandringerne. G8-mødet kommer nok til at ende resultatløst, på grund af de forslag USA har stillet - hvilket naturligvis er selve formålet med dem. Ethvert fornuftigt menneske må efterhånden være blevet klar over, at udtalelser fra Bush-administrationen helt principielt aldrig kan tages for pålydende. Der er altid en skjult agenda.

USA's klimapolitik bliver i bedste fald først ændret, efter at Bush & co. er smidt på porten.

I værste fald bliver det om nogle år til et spørgsmål om at placere ansvaret for noget, der til den tid - med rette - vil blive betragtet som en forbrydelse mod menneskeheden. En forbrydelse af så ufattelige dimensioner, så 2. verdenskrig blegner ved siden af. Sagen er jo, at vi idag ved at det vil få katastrofale følger ikke at gøre noget ved CO2-udledningen.

Dem der modsætter sig, at det bliver gjort noget ved det, må have ansvaret. Blandt andet USA's nuværende præsident.

kilde: Politiken.dk

tirsdag, maj 29, 2007

CO2-udslippet

Nye undersøgelser viser, at det globale CO2-udslip overstiger de værst tænkelige scenarier fra FN's klimapanel. Vi er ikke blevet så gode til at udnytte energien, som forskerne forventede.

mere: Ingeniøren