Jeg er fuldstændig enig med ham i, at Ayaan Hirsi Ali selvfølgelig har krav på beskyttelse, og også at ytringsfriheden er under pres, når en sådan beskyttelse overhovedet er nødvendig. Det er den naturligvis af den årsag, at nogen kunne tænkes at pålægge sig selv censur, alene for at undgå at komme til at stå i hendes situation. Det er sikkert ret ubehageligt for hende.
Som statsministeren skriver:
For sagen er jo, at kampen er universel. Den går over grænser. Der går en lige linje fra Salman Rushdie over Ayaan Hirsi Ali til tegningesagerne i Danmark og Sverige. Det er den universelle kamp for ytringsfrihed. For retten til kritisk debat om alle emner – også religion.
Da statsministeren efter sigende også er stærkt optaget af spørgsmålet om klimaforandringer, går jeg ud fra, at han også går ind for ytringsfrihed på dette område. Eller rettere: At han går ind for at vi indfører nye regler, der beskytter folks ret til frit at informere offentligheden om den viden man evt. har om dette alvorlige emne.
Det skal også gælde embedsmænd og andre offentligt ansatte, da de jo ofte er dem, der netop sidder inde med sådan information. De skal først og fremmest beskyttes mod diverse pres og trusler fra den til enhver tid siddende regering - som jo godt kan tænkes at have politiske motiver til at holde sandheden tilbage.
Det er jo ikke særlig godt for os danskere, at en regering kan undertrykke ytringsfriheden så effektivt, at livsvigtige initiativer med hensyn til at undgå klimaforandringer bliver forsinket i flere år.
Som det fremgår af den nuværende medieomtale af Fogh-regeringens såkaldte "miljøpolitik".
(se mit tidligere indlæg: Ytringsfrihed og klima)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.