torsdag, oktober 18, 2007

Fri information!

Ifølge Politiken.dk mener professor i offentlig forvaltning ved Århus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen ikke, der er foregået noget ulovligt eller unormalt i forbindelse med den nuværende regerings tidligere behandling af miljøsager.

Hvis professoren har ret i det, så synes jeg bestemt der er noget der trænger til at blive lavet om i lovgivningen. Konsekvensen er jo, at befolkningen ikke aner hvor tåbelig og uansvarlig regeringens miljøpolitik er, fordi man ikke har adgang til videnskabelig data, der rent faktisk findes.

Sådan set behøver det ikke at blive gjort til et spørgsmål om den enkelte videnskabsmands eller embedsmands ytringsfrihed i forhold til offentligheden. Hvad med at vedtage en lov, der siger at alt materiale der vedrører f.eks. klimaforandringer, skal lægges ud på internettet, så enhver borger kan se på det?

Det er jo ikke i modstrid med, at regeringen kan fastholde den politik man nu har. Det betyder kun, at man kan få sværere ved at forsvare den i en demokratisk og åben debat.

Det ville efter min mening være en forbedring af demokratiet, selv om jeg i den forbindelse også mener, at man skal tage hensyn til alle de borgere, der ikke bruger internettet. Derfor skal det stadigvæk være folkevalgte politikere, der træffer de politiske beslutninger - og har ansvaret for dem.

Så kan vælgerne jo straffe en regering, der i så mange år har ført en direkte uansvarlig miljøpolitik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.