onsdag, juli 11, 2012

Projekt "2F"

Fra en pålidelig kilde har jeg fået oplyst, at regeringen er ved at forberede en hemmelig køreplan for de kommende finanslovs-forhandlinger. Planen kaldes internt for "Fair Finanslov" men forkortes "2F" da den ikke er beregnet på offentliggørelse. Indholdet i planen er foreløbig således:

  1. Taktikken fra skattelovs-forhandlingerne genbruges, da det kan konstateres at den var yderst succesfuld. Det lykkedes at få gennemført en skattereform der er betydeligt mere blå (økonomisk ansvarlig) end den tidligere VK regering var i stand til at virkeliggøre.
  2. Der lægges ud med en proforma tilnærmelse til Enhedslisten. Folk bibringes det indtryk, at vi tager dette parti alvorligt. Det er især nødvendigt, da partiet for øjeblikket er ret populært. Statsministeren anbefales at lægge ud med at invitere Johanne på kaffe og kage.
  3. Der indledes på skrømt forhandlinger med Enhedslisten om finansloven. Forhandlingerne trækkes med overlæg i langdrag (1-2 uger?) så offentligheden får det indtryk, at de er seriøse: Man fortsætter dem, selv om man tydeligvis står et stykke fra hinanden. Det er i denne forbindelse vigtigt, at de borgerlige partier også får dette indtryk.
  4. De indrømmelser man efterhånden giver Enhedslisten under forhandlingerne lækkes til pressen løbende - helst på en sådan måde, at journalisterne tror det er frugten af deres egen professionelle dygtighed. Det er naturligvis særlig vigtigt, at de borgerlige partiers opmærksomhed henledes på de indrømmelser der er helt uspiselige for dem.
  5. Når tiden er moden sørger vi for at give offentligheden det indtryk, at en færdig finanslov er lige på trapperne. Det er afgørende, at de borgerlige partier bibringes det indtryk, at det bliver en finanslov der er helt utåleligt RØD.
  6. I sidste øjeblik droppes forhandlingerne med Enhedslisten, og de borgerlige partier inviteres/lokkes til forhandlingsbordet for at forhandle om en helt anden finanslov, der er lige så blå som vi selv er - og kemisk renset for de mest røde fingeraftryk fra Enhedslisten.
  7. Skulle der være problemer bagefter på grund af forløbet at forhandlingerne, iværksættes der forskellige initiativer for at skyde skylden over på Enhedslisten. Om nødvendigt trækkes "kommunist-marxist - ekstremist" kortet efterfølgende.
Der tilbagestår nu at få disse punkter uddybet, så vi kan igangsætte forhandlingerne på rette vis, og Danmark kan få en Fair Finanslov ...