torsdag, december 31, 2009

Visioner

Danskerne synes ikke, at statsministerens politiske visioner er klare nok. Derfor forventer mange, at han kommer med glasklare visioner i sin nytårstale.

Mon ikke det bliver noget med:

Vi skal være verdens bedste til ALT!

Det er i hvert fald betydeligt klarere end det der med "mellem de 5 bedste til ..." og "mellem de 10 bedste til ..."

torsdag, december 17, 2009

immunitet

I forbindelse med de "præventive anholdelser" der har været ved klima-demonstrationerne, har jeg tænkt på følgende: Hvad ville der egentlig ske, hvis en af de anholdte viser sig at være et folketingsmedlem?

Man foretager åbenbart anholdelserne sådan, at man konsekvent ikke checker folks identitet før bagefter, altså efter at de er blevet frihedsberøvet (sat i de berømte bure).

I følge Grundloven må myndighederne ikke frihedsberøve et folketingsmedlem, medmindre et flertal i folketinget har ophævet vedkommendes immunitet. Hvis politiet gør det alligevel, så er det et klart grundlovsbrud - uanset hvad der står i alle andre love, incl. "lømmel-loven".

Det er ikke urealistisk at forestille sig, at det kunne have sket ved netop disse demonstrationer. Det drejer sig om et emne, som man må formode at de fleste politikere føler sig forpligtet til at tage stilling til, og derfor har der faktisk været flere folketingsmedlemmer med i disse demonstrationer.

Hvis et folketingsmedlem der ikke er særlig kendt i offentligheden tilfældigvis havde været imellem de ca. 1000 personer der blev afskåret fra resten af demonstrationen, ville vedkommende så få lov til at forlade stedet uden at blive anholdt? Hvis ikke, så begår politiet som sagt et klart grundlovsbrud.

Men måske det er at gøre politiledelsen dummere end den er? Selvfølgelig har politiet en eller flere computere med oplysninger om hvilke personer man ikke må anholde uden videre, bl.a. samtlige folketingsmedlemmer ...

tirsdag, december 01, 2009

Stakkels måne!

Det er bestemt ikke ualmindeligt at være fuld mere end 1 gang i december måned, i hvert fald hvis man medregner nytårsaften - altså den 31. december.

Men i år gælder det samme pudsigt nok også for Månen!

Man kan nu godt have lidt ondt af Månen. I lighed med ensomme mennesker har den slet ikke lyst til at være normalt fuld nytårsaften. Den har noget der ligner den nedtrykte sindstilstand mennesker er i når de har "The Blues". Når det er Månen kaldes det imidlertid "Blue Moon".