torsdag, december 17, 2009

immunitet

I forbindelse med de "præventive anholdelser" der har været ved klima-demonstrationerne, har jeg tænkt på følgende: Hvad ville der egentlig ske, hvis en af de anholdte viser sig at være et folketingsmedlem?

Man foretager åbenbart anholdelserne sådan, at man konsekvent ikke checker folks identitet før bagefter, altså efter at de er blevet frihedsberøvet (sat i de berømte bure).

I følge Grundloven må myndighederne ikke frihedsberøve et folketingsmedlem, medmindre et flertal i folketinget har ophævet vedkommendes immunitet. Hvis politiet gør det alligevel, så er det et klart grundlovsbrud - uanset hvad der står i alle andre love, incl. "lømmel-loven".

Det er ikke urealistisk at forestille sig, at det kunne have sket ved netop disse demonstrationer. Det drejer sig om et emne, som man må formode at de fleste politikere føler sig forpligtet til at tage stilling til, og derfor har der faktisk været flere folketingsmedlemmer med i disse demonstrationer.

Hvis et folketingsmedlem der ikke er særlig kendt i offentligheden tilfældigvis havde været imellem de ca. 1000 personer der blev afskåret fra resten af demonstrationen, ville vedkommende så få lov til at forlade stedet uden at blive anholdt? Hvis ikke, så begår politiet som sagt et klart grundlovsbrud.

Men måske det er at gøre politiledelsen dummere end den er? Selvfølgelig har politiet en eller flere computere med oplysninger om hvilke personer man ikke må anholde uden videre, bl.a. samtlige folketingsmedlemmer ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.