Det modsiger ikke, at der i evolutionens løb kan opstå et væsen, der danner sig sin egen opfattelse af godt og ondt, og heller ikke at denne skelnen kan være en betingelse for, at dette væsen netop er i stand til at overleve.
Det modsiger heller ikke, at menneskets begreb om godt og ondt historisk set har været stærkt knyttet til religion. Forklaringen på det er sikkert, at religionen hidtil har været den samlende faktor i de fleste menneskelige samfund, og at opfattelsen af hvad der er godt og ondt ikke kan være 100 pct. individuelt.
For dem der tror på en personlig Gud, altså en Gud der er mere eller mindre menneskelignende, opstår der nogle spørgsmål, som er ret så vanskelige at besvare. Et af dem er: hvorfor tillader Gud at der findes ondt i verden?
Det mest nærliggende svar på dette er efter min mening, at det er et fejlagtigt begreb om "Gud" man går ud fra.
Hvis vi nu istedet, som et tankeeksperiment, forudsætter Guds ikke-eksistens, og istedet tager udgangspunkt i det man kalder det "antropiske princip" og spørger om, hvordan universet nødvendigvis må være indrettet, for at vi selv kan eksistere, så er det relevant at se på f.eks. det fysikeren Max Tegmark skriver i sin artikel: "Hygge i 4-D" hvor han når frem til, at intelligensvæsener som os mennesker sandsynligvis kun kan opstå og eksistere i et univers med 3 rumdimensioner og kun 1 tidsdimension. Andre tænkelige universer udelukker efter hans mening af forskellige grunde intelligensvæsener:
Man kan altså ikke forudsige noget som helst om sin fremtid i en verden med flere eller færre tidsdimensioner, end vi har. Det indebærer, at det af alle tænkelige kombinationer af rum- og tidsdimensioner antagelig kun er vores (3+1), der giver naturen den kompleksitet, forudsigelighed og stabilitet, som intelligente væsner kræver.
Det fremgår, at et univers hvor intelligensvæsener er mulige, nødvendigvis er styret af naturlove, der gør det muligt for disse væsener til en vis grad at forudsige fremtiden. At det kun er muligt at forudsige fremtiden i begrænset omfang er temmelig sikkert lige så nødvendig en forudsætning, som kvantemekanikken viser.
At vores univers er "styret" af naturlove skal imidlertid forstås sådan, at vi med videnskabelige metoder kan vise, at universet rent faktisk opfører sig ekstremt regelmæssigt, i overensstemmelse med kvantemekaniske sandsynligheder. Derimod er "naturlovene" næppe noget der eksisterer i sig selv, og i den forstand styrer universet udefra. Det sidste er vel lige så mystificerende som forestillingen om, at Gud styrer universet udefra?
Men at naturens lovmæssighed er forudsætningen for vores egen eksistens, er ikke den eneste konsekvens af dette. En anden konsekvens er også, at naturens egen-dynamik er ufølsom i forhold til etiske begreber om godt og ondt. Et væsen som mennesket vil nødvendigvis befinde sig i en verden, hvori der også findes ondt.
Men en verden, som det er muligt for mennesket selv at lave om, og gøre til et bedre sted.
For mig er det her Gud kommer ind i billedet. Min opfattelse af Gud er vel nærmest en form for panteisme. Gud er god, fordi han har skabt (eller er?) et univers, hvor vi eksisterer som væsener, der selv er i stand til at skelne mellem godt og ondt.
At mennesker så alt for ofte gør ondt, i Guds eller Allahs navn, er så noget andet.
Men det bekræfter vel kun ovenstående refleksion - og viser at vi er nogle forvirrede skabninger?
