Det modsiger ikke, at der i evolutionens løb kan opstå et væsen, der danner sig sin egen opfattelse af godt og ondt, og heller ikke at denne skelnen kan være en betingelse for, at dette væsen netop er i stand til at overleve.
Det modsiger heller ikke, at menneskets begreb om godt og ondt historisk set har været stærkt knyttet til religion. Forklaringen på det er sikkert, at religionen hidtil har været den samlende faktor i de fleste menneskelige samfund, og at opfattelsen af hvad der er godt og ondt ikke kan være 100 pct. individuelt.
For dem der tror på en personlig Gud, altså en Gud der er mere eller mindre menneskelignende, opstår der nogle spørgsmål, som er ret så vanskelige at besvare. Et af dem er: hvorfor tillader Gud at der findes ondt i verden?
Det mest nærliggende svar på dette er efter min mening, at det er et fejlagtigt begreb om "Gud" man går ud fra.
Hvis vi nu istedet, som et tankeeksperiment, forudsætter Guds ikke-eksistens, og istedet tager udgangspunkt i det man kalder det "antropiske princip" og spørger om, hvordan universet nødvendigvis må være indrettet, for at vi selv kan eksistere, så er det relevant at se på f.eks. det fysikeren Max Tegmark skriver i sin artikel: "Hygge i 4-D" hvor han når frem til, at intelligensvæsener som os mennesker sandsynligvis kun kan opstå og eksistere i et univers med 3 rumdimensioner og kun 1 tidsdimension. Andre tænkelige universer udelukker efter hans mening af forskellige grunde intelligensvæsener:
Man kan altså ikke forudsige noget som helst om sin fremtid i en verden med flere eller færre tidsdimensioner, end vi har. Det indebærer, at det af alle tænkelige kombinationer af rum- og tidsdimensioner antagelig kun er vores (3+1), der giver naturen den kompleksitet, forudsigelighed og stabilitet, som intelligente væsner kræver.
Det fremgår, at et univers hvor intelligensvæsener er mulige, nødvendigvis er styret af naturlove, der gør det muligt for disse væsener til en vis grad at forudsige fremtiden. At det kun er muligt at forudsige fremtiden i begrænset omfang er temmelig sikkert lige så nødvendig en forudsætning, som kvantemekanikken viser.
At vores univers er "styret" af naturlove skal imidlertid forstås sådan, at vi med videnskabelige metoder kan vise, at universet rent faktisk opfører sig ekstremt regelmæssigt, i overensstemmelse med kvantemekaniske sandsynligheder. Derimod er "naturlovene" næppe noget der eksisterer i sig selv, og i den forstand styrer universet udefra. Det sidste er vel lige så mystificerende som forestillingen om, at Gud styrer universet udefra?
Men at naturens lovmæssighed er forudsætningen for vores egen eksistens, er ikke den eneste konsekvens af dette. En anden konsekvens er også, at naturens egen-dynamik er ufølsom i forhold til etiske begreber om godt og ondt. Et væsen som mennesket vil nødvendigvis befinde sig i en verden, hvori der også findes ondt.
Men en verden, som det er muligt for mennesket selv at lave om, og gøre til et bedre sted.
For mig er det her Gud kommer ind i billedet. Min opfattelse af Gud er vel nærmest en form for panteisme. Gud er god, fordi han har skabt (eller er?) et univers, hvor vi eksisterer som væsener, der selv er i stand til at skelne mellem godt og ondt.
At mennesker så alt for ofte gør ondt, i Guds eller Allahs navn, er så noget andet.
Men det bekræfter vel kun ovenstående refleksion - og viser at vi er nogle forvirrede skabninger?
Spændende indlæg, som jeg har en kort kommentar til:
SvarSletJeg opfatter det sådan, at Gud er selve universet og den hele eksistens, for det forekommer mig mærkværdigt, at det guddommelige skulle stå uden for skabelsen. Det er også her, at buddhisme og den moderne fysik møder hinanden, for i moderne fysik taler man - så vidt jeg ved - netop om, at alting synes at være forbundet, når vi kommer helt ned i materiens allermindste byggesten.
De forskellige former for religiøs anskuelse kan dog hver især have fat i en flig af sandheden:
Såkaldt primitive naturreligioner har fat i, at det guddommelige er altomfattende, idet Gud jo på sin vis er til stede i alt skabt - fra sten og træer til dyr og mennesker.
De polyteistiske religioner (græsk, indisk osv.) kan have fat i, at det guddommelige 'spalter sig ud' i forskellige arketypiske figurer, som skaber nogle af de dybeste lag i det 'kollektive ubevidste' (og her taler vi så Jung og Grof-sprog)
Og de monoteistiske religioner kan have fat i, at alt er ét. Jesus og Buddha på deres side henledte så opmærksomheden på, at dette ét er en uendelig kærlig kraft i universet.
Jeg ville spørge dig, om du kan finde den artikel frem, du på et tidspunkt bragte i et indlæg, om at tidens fremadrettede bevægelse egentlig er en illusion i menneskets bevidsthed.
Kan du ikke sende linket til raapil@raapil.dk?
Den var spændende, synes jeg.
Hej Raapil!
SvarSletDu tænker sikkert på min artikel "Illusionen om tid" fra den 20. april 2008:
http://tinyurl.com/6ym9z4
Du er velkommen til at kommentere den også!
Med hensyn til din bemærkning om buddhismen, så er det noget jeg også er opmærksom på. Den kaldes ofte for "ateistisk" hvilket efter min mening er lidt misvisende, fordi dette begreb knytter sig til vestlig historie. Buddha troede ganske vist ikke på de hinduistiske guder, men det er lige så vigtigt at han også modsagde materialismen (som der så vidt jeg ved var en strømning af i Indien på det tidspunkt?).
Jeg er ikke udpræget velbevandret i buddhisme eller indisk historie, men mit yndlingscitat fra den buddhistiske tradition er dette:
SvarSletDe er tåber, som tror at verden er en illusion. De er endnu større tåber, som tror at verden ikke er en illusion :)