Hvis der pludselig sker en stigning i antallet af borgere der lider af gigt, løser man så det problem ved at reformere tilskudsreglerne for gigtmedicin?
Nej vel? Man starter med at undersøge hvad stigningen skyldes, og forsøger derefter på at forebygge en yderligere stigning. Først og fremmest af hensyn til borgernes helbred - og sekundært for at spare langsigtet på udgifterne. Derimod er der ingen grund til at reformere tilskudsreglerne for gigtmedicin, hvis man kan undgå at alt for mange får gigt.
Hvis der pludselig sker en stigning i antallet af borgere der lider af en psykisk sygdom, løser man så det problem ved at reformere reglerne for tilkendelse af førtidspension?
Nej vel? Man starter med at undersøge hvad stigningen skyldes, og forsøger derefter på at forebygge en yderligere stigning. Først og fremmest af hensyn til borgernes helbred - og sekundært for at spare langsigtet på udgifterne. Derimod er der ikke nogen grund til at reformere førtidspensionen, hvis man kan undgå at alt for mange ender i den situation at der ikke er andre muligheder.
Konklusion: Formålet med en reform af førtidspensionen er en anden end den man foregiver. Det virkelige formål er at spare på de offentlige udgifter til det.
Hvad er egentlig værst: At sige rent ud at man vil spare på de offentlige udgifter som de blå partier gør. Eller bedrage folk så det står efter, ved at bilde dem ind at man vil forbedre vilkårene for de psykisk syge - mens man i virkeligheden først og fremmest vil spare på de offentlige udgifter.
Ville det ikke være lidt mere fornuftigt at lade være med at behandle borgerne som om de var umælende får, og så indrømme åbent at man på grund af økonomisk krise er nødt til at spare - men at man vil forsøge at gøre det på en måde, så resultatet bliver at flere psykisk syge kommer i arbejde?
Jeg tvivler stærkt på, at det vil blive resultatet af førtidspensions-reformen. Men så har regeringen da i det mindste spillet ærligt spil. Det gør man ikke nu - eller også er man virkelig dårlig til at få sit budskab ud.
mandag, februar 20, 2012
søndag, februar 19, 2012
Det psykiatriske felthospital
I forskellige diskussioner på internettet har jeg af og til givet udtryk for kritik af de psykiatere, der efter min mening har en alt for ensidigt medicinsk tilgang til behandlingen af psykisk syge.
Men jeg mener faktisk ikke det er hovedproblemet her i Danmark for øjeblikket. Det handler mere om de politisk bestemte rammebetingelser, som psykiatrien arbejder inden for.
Hvad der er galt med disse rammebetingelser kan jeg bedst forklare ved at drage en analogi med - et felthospital under en krig eller naturkatastrofe!
På sådan et felthospital gør man som regel det, at man deler patienterne ind i 3 kategorier:
1) De patienter der er så hårdt såret, så de sandsynligvis slet ikke kan reddes.
2) De patienter der muligvis vil kunne overleve uden behandling.
3) De patienter, der vil kunne reddes med den nødvendige behandling.
Formålet med denne inddeling er naturligvis, at man i en nødsituation med katastrofal mangel på ressourcer har mulighed for at indskrænke behandlingen til kategori 3.
Kun hvis man har ressourcer til det vil man behandle kategori 2 og 1 (i den rækkefølge).
En sådan behandling af folk er selvfølgelig kun etisk forsvarlig i en absolut nødsituation.
Hvis en læge på et sådant felthospital siger, at man sådan set godt kunne lukke betydeligt flere patienter ud i levende live, så vil det normalt betyde at man desværre mangler ressourcer og behandlingsmuligheder. Det vil næppe blive opfattet som en indrømmelse af, at lægerne ikke er dygtige nok. Eller en påstand om, at mange af patienterne i virkeligheden slet ikke er behandlingskrævende!
Det vil selv politikere og mediefolk her i Danmark sikkert kunne se, så længe det drejer sig om fysiske sygdomme. Men man er hovedrystende ude af stand til at forstå det, når "felthospitalet" behandler psykisk syge.
Sandheden er, at det vi har her i Danmark i dag er et "psykiatrisk felthospital" der bliver drevet som om vi befandt os i en akut nødsituation. Derfor overlades psykisk syge så ofte til sig selv uden hjælp - ikke fordi de er raske nok, men fordi der ikke er ressourcer til at behandle dem.
Det er sikkert rigtigt, at mange af dem faktisk godt kunne helbredes - men ikke af politiske kvaksalvere på Christiansborg, der rider med på en populistisk bølge af uvidenhed i den del af vælgerkorpset, der gudhjælpemig bilder sig ind, at det bare drejer sig om folk der ikke gider at arbejde!
Men jeg mener faktisk ikke det er hovedproblemet her i Danmark for øjeblikket. Det handler mere om de politisk bestemte rammebetingelser, som psykiatrien arbejder inden for.
Hvad der er galt med disse rammebetingelser kan jeg bedst forklare ved at drage en analogi med - et felthospital under en krig eller naturkatastrofe!
På sådan et felthospital gør man som regel det, at man deler patienterne ind i 3 kategorier:
1) De patienter der er så hårdt såret, så de sandsynligvis slet ikke kan reddes.
2) De patienter der muligvis vil kunne overleve uden behandling.
3) De patienter, der vil kunne reddes med den nødvendige behandling.
Formålet med denne inddeling er naturligvis, at man i en nødsituation med katastrofal mangel på ressourcer har mulighed for at indskrænke behandlingen til kategori 3.
Kun hvis man har ressourcer til det vil man behandle kategori 2 og 1 (i den rækkefølge).
En sådan behandling af folk er selvfølgelig kun etisk forsvarlig i en absolut nødsituation.
Hvis en læge på et sådant felthospital siger, at man sådan set godt kunne lukke betydeligt flere patienter ud i levende live, så vil det normalt betyde at man desværre mangler ressourcer og behandlingsmuligheder. Det vil næppe blive opfattet som en indrømmelse af, at lægerne ikke er dygtige nok. Eller en påstand om, at mange af patienterne i virkeligheden slet ikke er behandlingskrævende!
Det vil selv politikere og mediefolk her i Danmark sikkert kunne se, så længe det drejer sig om fysiske sygdomme. Men man er hovedrystende ude af stand til at forstå det, når "felthospitalet" behandler psykisk syge.
Sandheden er, at det vi har her i Danmark i dag er et "psykiatrisk felthospital" der bliver drevet som om vi befandt os i en akut nødsituation. Derfor overlades psykisk syge så ofte til sig selv uden hjælp - ikke fordi de er raske nok, men fordi der ikke er ressourcer til at behandle dem.
Det er sikkert rigtigt, at mange af dem faktisk godt kunne helbredes - men ikke af politiske kvaksalvere på Christiansborg, der rider med på en populistisk bølge af uvidenhed i den del af vælgerkorpset, der gudhjælpemig bilder sig ind, at det bare drejer sig om folk der ikke gider at arbejde!
Abonner på:
Opslag (Atom)