lørdag, maj 03, 2014

Skattely og Nets

I en TV-udsendelse om skattely, der blev sendt for et stykke tid siden fremgik det, at Jyske Bank tilbød kunden et specielt kreditkort, der ikke kunne spores. Kunden kan bruge dette kort overalt, uden at nogen kan se det. Vedkommende kan altså her i Danmark hæve penge, der er anbragt ulovligt i et andet land. Uden at skattevæsenet kan finde ud af det. Og det kan skattevæsenet ikke, af den gode grund at informationen slet ikke er der. På systemets computere, altså Nets.


Det viser, at man godt kan have absolut sikkerhed mod misbrug af disse informationer, nemlig ved at de slet ikke er der! Det passer ikke, når diverse "eksperter" påstår at man aldrig kan have absolut sikkerhed. Det er kun rigtigt, når informationen overhovedet er der, dvs. står på en eller anden computer hos Nets.


Men hvorfor er det kun skattesvindlere, der kan få sådan et kreditkort?


Hvad med at give Nets besked på, at samtlige Dankort skal skiftes ud med kort, der ikke kan spores? Det er som sagt teknisk muligt allerede. For at komme skattesvindel til livs kunne man så muligvis lave det sådan, at for at hæve penge der står på en udenlandsk konto, så skal man bruge et kort, der kan spores. Altså bare det omvendte af det vi har i dag.


Der er ingen grund til, at man skal kunne spore almindelige borgeres brug af deres betalingskort. Det behøver man kun at kunne der hvor der er en særlig risiko for, at transaktionerne på kortet kan være forbundet med kriminalitet. For eksempel når man her i landet hæver penge, der står på en udenlandsk konto.


1 kommentar:

  1. Eftersom der er både computere og mennesker involveret, kan et menneske bygge en sporing, med god eller ond vilje.

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.