lørdag, juli 26, 2014

Skruelåg

Sad lige og ledte på nettet efter en smart åbner til diverse skruelåg, som min gamle mor kan bruge. Så slog det mig, at alle skruelåg egentlig burde være venstresnoede!


Skruer er normalt højresnoede, og det er der selvfølgelig den gode grund til, at det er nemmere at bruge mange kræfter ved at dreje en skruetrækker højre om. Men her er det til sidst i processen, at man evt. skal bruge mange kræfter. Ved et skruelåg er det imidlertid omvendt: Du skal ofte bruge en masse kræfter først, for overhovedet at få låget løst. Det ville være meget nemmere, hvis du kunne holde glasset/flasken med venstre hånd og skrue HØJRE om med højre hånd/arm.


mandag, juli 21, 2014

Palæstina/Israel

Hamas øger ikke just muligheden for fred i Mellemøsten, og er i den forstand et selvstændigt problem.


Men det er ikke Hamas, der er problemet med hensyn til Israel/Palæstina. Det egentlige problem er langt ældre end denne organisation, så Hamas er snarere et symptom på, at problemet i så mange år har fået lov til at forblive uløst.


Forståeligt, at mange reagerer på det der sker aktuelt, fordi der er så mange civile ofre. Men selv om nogen måske vil synes det lyder hårdt, så mener jeg faktisk det er på tide at flytte fokus væk fra den aktuelle konflikt, og over på ondets rod - det egentlige problem.


Holdes fokus på den aktuelle konflikt, så får vi blot en gentagelse af noget, vi har set alt for mange gange før. Og så snart den aktuelle konflikt har lagt sig, så vender alt tilbage til det gamle.


Og jeg er sikkert ikke den eneste, der næsten bliver fysisk dårligt tilpas ved at tænke på, at dette problem har stået uløst i så mange år?


tirsdag, juli 15, 2014

Økonomisk magi

Ronald Reagan gav store skattelettelser til de rigeste amerikanere. Det har været enormt skadeligt for det amerikanske samfund, og var (indirekte) med til at fremkalde krisen i 2008. Den økonomiske ulighed steg, mens statens underskud eksploderede. Reagans økonomiske politik var baseret på neoklassiske økonomers teorier. Disse teorier er forkerte.


Den franske økonom Piketty har påvist, at vi er på vej ind i en tilstand, hvor økonomisk vækst er stærkt tilbøjelig til at øge den økonomiske ulighed uden at gavne generelt. Skattelettelser til de rigeste forstærker denne tendens, og det er derfor det sidste vi har brug for!


Så vidt jeg har forstået det, så er det nye i den økonomiske beregning, der omtales så meget lige nu, en antagelse om, at en lettelse i topskatten får folk til at søge et nyt job med højere løn. Deres økonomiske model er så indrettet sådan, at dette job automatisk er der!


Undskyld mig, men giver de ikke på den måde en illustration af, at deres økonomiske model er forkert? Det er muligvis rigtigt, at under særlige omstændigheder kan en forøgelse af arbejdsudbuddet betyde, at der efter et stykke tid er flere jobs. For eksempel er der givetvis kommet flere arbejdspladser her i Danmark, efter at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Men det betyder aldeles ikke, at der skulle være en generel lov, der siger at "en forøgelse af arbejdsudbuddet giver flere jobs". Hvis det var rigtigt, så ville der i det hele taget aldrig være arbejdsløshed. Og her er der oven i købet tale om noget mere snævert og konkret, nemlig specifikt højtlønnede jobs. Dukker der flere af dem ud af den blå luft, blot fordi der er flere der gerne vil have sådan et job? Gælder det ikke netop for højtlønnede jobs, at der kun er dem, som arbejdsgiverne har brug for at udbyde? Kort sagt: man kan ikke søge et højtlønnet job, der ikke findes!

torsdag, juli 10, 2014

Pædofili

Pædofili er afskyeligt. Og det er forståeligt, at folk reagerer voldsomt på det. Men desværre er der en tendens til, at alt for mange "slår hjernen fra" når nogen bliver beskyldt for pædofili, og dømmer dem på forhånd. Man har lidt svært ved at respektere princippet om, at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Det skyldes selvfølgelig den følelsesmæssige reaktion, men det er absolut ikke i orden af den grund.


Måske det af denne grund ville være rimeligt helt at hemmeligholde den mistænktes identitet, indtil dommen er faldet - og fastholde hemmeligholdelsen hvis vedkommende bliver frikendt. Til gengæld skal folk, der er dømt for pædofili-forbrydelser ikke have adgang nogen som helst steder, hvor der er børn.


Afskyen for pædofili betyder givetvis, at man faktisk får sit liv ødelagt, selv om man bliver frikendt ved domstolene. Hvis éns navn altså er kommet frem.