tirsdag, februar 09, 2010

Elementært

I artiklen "Presset svækkes mod spindoktor" skriver DR Nyheder:

Jacob Winthers skyld i lækagen skulle kunne dokumenteres af en række hidtil hemmelige lydbånd. Men nu kan DR fastslå, at båndene ikke indeholder lydoptagelser med spindoktoren selv.


Nej, det kan DR aldeles ikke fastslå med sikkerhed. Det fremgår af artiklen, at DR ikke selv har hørt de pågældende bånd. Man har oplysningerne fra "... en fortrolig kilde med dybt kendskab til sagen..."

Man må naturligvis stille sig selv følgende spørgsmål:

1) Hvornår har den pågældende kilde haft lejlighed til at høre båndene?
2) Hvis kilden ikke har hørt båndene selv, befinder vedkommende sig så i en position der gør det muligt at vide med sikkerhed, at Jacob Winther umuligt kan være på båndet. For eksempel viden om, at J.W. befinder sig et andet sted på tidspunktet for optagelsen?
3) Har kilden selv en interesse i at presset svækkes mod spindoktoren?

Hvis punkt 3 er tilfældet, så er det i sig selv en grund til at være skeptisk over for kilden. Hvis vedkommende oven i købet slet ikke har hørt båndet (punkt 1) så er der god grund til at stille spørgmål ved troværdigheden.

Så vidt jeg kan se, så må man uafhængigt af denne kilde undersøge om J.W. har befundet sig et andet sted, og derfor ikke kan være på båndene.

Før man har gjort det, kan man ikke "fastslå" noget som helst!

1 kommentar:

  1. At det viser sig at være en medarbejder på DR, der har lavet optagelsen, men uden DR-ledelsens vidende (og imod DR's regler) passer vel i og for sig godt nok med mit ræsonnement?

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.