søndag, april 06, 2014

Globalt demokrati

Det er ikke lav produktivitet, der er Danmarks vigtigste problem. Den er større end den nogen sinde har været.


Vi deltager heller ikke i noget der ligner en sports-konkurrence, hvor hele holdet skal anstrenge sig til det yderste for at vi kan ligge på førstepladsen med hensyn til produktivitet. Det behøver vi ikke at gøre - og derfor behøver vi ikke at ofre alle andre værdier og målsætninger for at blive nr. 1 i produktivitet.


Men det betyder ikke, at vores produktivitet er ligegyldig. Hvis den går hen og bliver alt for lav i forhold til andre lande, så kan vi ikke opretholde Danmark som vi gerne vil have det. Konkurrencen med andre lande betyder, at der er grænser for hvor lav den må blive - lidt på samme måde som en kapitalist risikerer at gå konkurs, hvis hans virksomheds produktivitet bliver for lav i forhold til konkurrenterne. Globaliseringen betyder altså, at nationalstaterne mere eller mindre er nødt til at opføre sig som om de var "kapitalister". Det princip, der hidtil kun har været dominerende i det økonomiske system, er begyndt at dominere det politiske system også - på globalt plan.


Det betyder, at globaliseringen indtil videre udgør en trussel mod demokratiet. Det gør den fordi demokratiet er begrænset til den enkelte nationalstat. En eller anden form for globalt demokrati er nødvendig, hvis demokratiet i det hele taget skal overleve. Det kan slet ikke bevares som noget udelukkende nationalstatsligt.


Mens liberalismen hænger sammen med nationalstatsligt demokrati, så hænger demokratisk socialisme sammen med globalt demokrati. Derfor har alle hidtidige forsøg på at skabe et socialistisk samfund slået fejl - fordi de ikke har været demokratiske, og fordi de har været baseret på en enkelt stat.


Det betyder ikke, at et globalt demokrati forudsætter socialisme, men kun det omvendte: Socialisme forudsætter globalt demokrati. Globalt demokrati er altså en vigtigere målsætning end socialisme. Socialisme kan og skal kun indføres på grundlag af et globalt demokrati.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.