tirsdag, januar 03, 2006

Fanden er intelligent!

Diskussionen om såkaldt "Intelligent Design" handler først og fremmest om, at det ikke har noget med videnskab at gøre, uanset hvad tilhængerne påstår.

Det er religion, og ikke nogen "videnskabelig teori".

Derimod er det efter min mening ikke rimeligt uden videre at affeje det som overtro. At sætte lighedstegn mellem religion og overtro er udtryk for en manglende respekt for troende mennesker og deres - intelligens.

Men som kristen synes jeg, der er noget andet, der er forkert ved tankegangen, og som nærmest gør den til en kristen vranglære: Bibelen taler ganske vist om, at Gud er alvidende, men det er vel ikke nødvendigvis det samme som intelligens? Intelligens er et temmelig moderne begreb, som man efter min mening er tilbøjelig til at overdrive betydningen af, for ikke at sige: dyrke som en afgud! For eksempel er der nogen der mener det ville være et fremskridt hvis man kunne designe sine egne børn til at blive mere intelligente - ved hjælp af genmanipulation.

Derimod taler bibelen om, at Gud er kærlighed, så hvorfor ikke holde sig til det?

Og så lige noget helt andet: når man ser på verden, så er der noget der tyder på, at også Fanden er rimelig intelligent, så intelligens er nok ikke nødvendigvis noget godt.

Hvis man erstatter begrebet Gud med "Intelligens", så kan man vel egentlig ligeså godt slå det sammen med begrebet Fanden eller Satan - der er sådan set ikke nogen grund til at skelne.

Det ville måske også gøre det muligt for den amerikanske præsident for en gangs skyld at tale sandt til folk, når han kalder sig troende?

Måske det er derfor han er tilhænger af "Intelligent Design".

mandag, december 26, 2005

Kramper

I et indlæg om porno på internet faldt jeg over følgende citat:

Night after night [Phil] sat at the computer, eyes scratchy with fatigue, back aching and tense, his right hand sometimes cramping from clicking the mouse from site to site to site.

Han bruger åbenbart ikke Firefox. Der er nogle funktioner, der kan mindske problemet lidt - tror jeg nok.

Godt nytår!

lørdag, december 24, 2005

Julehilsen

En lille julehilsen til alle dem der ikke er hundrede procent enige med mig i alt hvad jeg har givet udtryk for her på bloggen indtil nu:

http://www.wallys-speed-shop.com/aliendissing.html

torsdag, december 22, 2005

Løgneren

Hvis du har lyst til at se en video, hvor den amerikanske præsident fylder offentligheden med direkte løgn, så findes den på:
Information Clearing House.

Livets byggeklodser ved ung stjerne

Rumteleskopet Spitzer har afsløret, at nogle af de grundlæggende ingredienser til selve livet findes i en skive af gas og støv, der ligger omkring en ung stjerne. mere:
Tycho Brahe Planetarium

onsdag, december 21, 2005

Saddam

Saddam Hussein har tydeligvis ikke meget tilovers for domstolen!

Han er åbenbart ikke bange for at få en tillægsstraf for "foragt for retten" eller sådan noget?

Kritik er ikke censur!

Hvis en avis her i Danmark offentliggør en artikel, der kritiserer regeringens økonomiske politik, så har statsministeren naturligvis lov til at modsige artiklen og forsvare regeringens politik. Hvis han mener, at artiklen direkte vildleder læseren, så har han vel også lov til at sige, at avisen slet ikke burde have trykt den?

Det opfattes ikke som utidig indblanding i medierne eller censur, men er tværtimod et naturligt element i det demokratiske system her i Danmark. Den censur grundloven taler om, er mig bekendt også noget med forhåndscensur af medierne, hvilket er noget ganske andet.

Men en regering har vel ikke kun en økonomisk politik. Statsministeren har vel også en holdning til andre ting, for eksempel Danmarks forhold til andre lande og deres kultur?

Jeg mener at kunne huske ganske svagt, at han i gamle dage talte om værdier - eller rettere: at vi skulle have en debat om værdier. En af de værdier man kunne diskutere, kunne f.eks. være tolerance og respekt for anderledes tænkende.

Hvis en avis her i Danmark offentliggør en artikel, der er i modstrid med de politiske holdninger regeringen har med hensyn til Danmarks forhold til andre lande og deres kulturmønster, så har statsministeren naturligvis lov til at modsige artiklen og forsvare regeringens politik. Hvis han mener, at artiklen kun har til formål at provokere folk på en destruktiv måde, så har han vel også lov til at sige, at avisen slet ikke burde have trykt den?

Det har ikke det fjerneste med censur at gøre, så når statsministeren forholder sig passiv her, så må konklusionen naturligvis være, at hans og regeringens respekt for muslimer og deres tro kan ligge på et meget lille sted.

Rart at vide, når Danmark har soldater i Irak, og er udsat for terrortrusler fra ekstremistiske muslimer.

tirsdag, december 20, 2005

Josef Stalin ville lave en hær af aber

Den sovjetiske diktator Josef Stalin forsøgte i 1920'erne at lave en uovervindelig hær ved at krydse afrikanske kvinder med aber.

Det viser hidtil hemmelige dokumenter fra Moskva, som avisen The Scotsman har fået kendskab til.

Stalin bad forskeren Ilia Ivanov om at skabe mutant-hæren. Ivanov var på daværende tidspunkt i gang med at skabe en super-hest ved at krydse zebraer og heste. Dog uden succes.

Uovervindeligt og ukueligt
Ifølge aviser fra Moskva, sagde Stalin til Ivanov:

- Jeg vil have et nyt, uovervindeligt menneske, som ikke kan føle smerte, som er ukueligt og ligeglad med kvaliteten af den mad, det spiser.

Den britiske avis The Sun skriver, at Stalin blandt andet ville have sine mutanter til at bygge jernbaner.

Laboratorie i Georgien
I den georgiske by Suchumi har håndværkere fundet en stribe abeskeletter, der menes at stamme fra Ivanovs eksperimenter.

Ifølge Sky News havde Ivanov et research-center i Guinea, hvor han forsøgte at gøre afrikanske kvinder gravide med abesæd.

Alle graviditetsforsøg var rene fiaskoer. Det samme var næste stade i Ivanovs eksperiment, hvor han forsøgte at gøre hungorillaer gravide med menneskesæd.

Ivanov blev arresteret i 1930 og døde to år senere.

---
kilde: DR Nyheder

søndag, december 18, 2005

UFO ?

I nyhedsgruppen dk.videnskab på usenet fandt jeg dette link til en video, der skulle forestille en UFO:

http://www.lookatentertainment.com/v/v-1783.htm

Selvfølgelig kan det være rent fup, det er det jo nok ofte. Men prøv lige at downloade videoen og kør den sidste del (ca. 1/5) billede for billede...

Objektet bliver ikke alene udtværet i bevægelsesretningen, der optræder tilsyneladende to objekter!

Hvordan en "flyvende tallerken" muligvis ser ud ved stor hastighed, kan du forøvrigt læse en interessant artikel om i tidsskriftet "Gamma" fra Niels Bohr Instituttet (nr. 138).

USA aflytter FN

Dokumentation for omfattende amerikansk aflytning af FN-diplomater blev idag offentliggjort i den engelske avis "The Observer".

Læs et par hyggelige julehistorier om det på: Essays & Articles