mandag, juli 06, 2009

Hjernemedicin til ungerne!

Nordjyske.dk skriver d. 5. juli, at der for øjeblikket sker en meget kraftig stigning i brugen af stærk hjernemedicin til børn under 10 år:

Børn under 10 år får i øget omfang ordineret stærk hjernemedicin - såkaldt antipsykotisk medicin - men ingen ved, om det virker.

Næ, men en del af disse børn ved sikkert, at der til gengæld er nogle alvorlige og meget ubehagelige bivirkninger ved de piller, der bliver tvunget i dem. Det er ikke sikkert de brokker sig højlydt over det, især ikke hvis forældrene tror ubetinget på de lægelige autoriteter, der siger til dem at det er bedst for børnene - måske uden at oplyse, at ingen aner om det virker efter hensigten (?). Børn under 10 år stoler vel på, at forældrene må være klogere end dem selv?

fredag, juli 03, 2009

Estrup, Rasmussen - og EU

Der må efterhånden være en del danskere, der kan se at Danmark under VOK-regimet har bevæget sig i retning af det jeg i lang tid har kaldt "uoplyst flertalsdiktatur".

Det er en mere præcis betegnelse end "bananrepublik" som Peter Mogensen kalder det. Men hans analyse af situationen er ellers OK.

De "forsvundne" papirer i Sundhedsministeriet er det seneste eksempel, og det er forhåbentlig dråben der får bægeret til at flyde over.

Det drejer sig ikke længere om at få en ny regering for at redde velfærden.

Det drejer sig om at få en ny regering for at redde demokratiet.

Efterfølgende ændringer af grundloven vil være nødvendig, for at forhindre at vores folkestyre igen bliver voldtaget.

Sandheden er, at Danmark ikke har været tættere på et diktatur siden Estrup.

Som bekendt blev der forsøgt et attentat på Estrup. Attentatmanden hed pudsigt nok: Rasmussen!

Hvis nogen siger, at det jo ikke er muligt at vælte regeringen, så længe den har flertal, så er det ikke rigtigt! Det er set før, at folketingsmedlemmer bliver løsgængere. Som regel på grund af deres samvittighed.

Der skal ikke så mange "afhoppere" fra blå blok til, for at man kan stille mistillidsvotum til regeringen - hvad man selvfølgelig skal gøre.

Om det sker, afhænger af hvor mange folketingsmedlemmer i blå blok, der er ægte demokrater.

Man kan også sige det på en anden måde:

Truslen mod det danske demokrati kommer ikke fra EU men fra den nuværende danske regering!

onsdag, juli 01, 2009

Frisk in'tiv

Rune Engelbreth Larsen har lige lagt hans bog "Matrix og ulydighedens evangelium" ud på nettet til gratis download!

Er det nu smart af en forfatter at gøre det? Jeg mener: manden skal jo leve af det.

Det tror jeg faktisk det er - også ud fra en økonomisk synsvinkel!

Som han selv skriver på hans hjemmeside Humanisme.dk så gør han det kun fordi bogen er udsolgt eller svær at få fat i.

Han går muligvis glip af en indtægt fra bibliotekerne, fordi folk downloader fra nettet i stedet for at låne den på biblioteket. Men det er jeg nu ikke sikker på nødvendigvis er tilfældet. Den åbne måde at kommunikere med sine læsere på, som REL praktiserer, kan meget vel betyde at der i det lange løb også bliver udlånt flere af hans bøger på biblioteket.

For mit eget vedkommende er det i høj grad internettet, der har henledt min opmærksomhed på REL. Når man ad den vej har et vist kendskab til en forfatters tankegang, så kan man også bedre vurdere selv, om det er en god ide at købe en ny bog af vedkommende. Jeg hører til dem, der ikke er tilbøjelig til at lægge så stor vægt på almindelige anmeldelser af bøger - fordi det ofte er sådan, at man selv har en helt anden opfattelse end anmelderne, når man har læst bogen.

Jeg er lige gået i gang med at læse REL's "Oplysning og tolerance". Om man kan låne den på biblioteket, ved jeg ikke. Men de bøger jeg låner på biblioteket, er også typisk dem jeg ikke føler mig sikker på, at jeg vil bruge penge på (eller som slet ikke kan købes).

Det er med andre ord internettet, der får mig til at bruge penge på "Oplysning og tolerance". Fordi jeg føler mig helt sikker på, at det er en bog jeg skal læse.

Jeg kender ikke så meget til REL's andre bøger. Men at han lægger en af dem ud på nettet, kan naturligvis godt få mig til at se nærmere på det. Hvis jeg evt. finder ud af, at bogen ikke siger mig noget, og måske endda ikke gider at læse den færdig, så har jeg vel ikke snydt REL for nogen indtægt? Hvis jeg derimod finder den interessant, så er det bestemt ikke utænkeligt at jeg låner den på biblioteket. Mest fordi det trods alt stadigvæk er sådan, at det er nemmere at fordybe sig i en "rigtig bog".

Hvis mange andre har det på samme måde, så kan netto-effekten sagtens være, at udlånet af denne bog fra bibliotekerne stiger.

mandag, juni 29, 2009

Ideologisk bras

Liberalisme og frit marked er godt, når det f.eks. drejer sig om at produktudvikle og producere så mange fladskærme som muligt - så billigt som muligt.

Men det kan aldrig være et formål i sig selv at lave så mange hofte- og knæoperationer som muligt. Ikke desto mindre er det lykkedes VOK at pervertere det danske sundhedssystem på netop denne måde, ovenikøbet fremmet med en ekstra indsprøjtning på 900 millioner skatteyderkroner, der kunne have været sparet (ifølge rigsrevisionen).

Det skriver Politiken.dk om i en artikel idag.

Godt nok er jeg ikke enig med Poul Schlüter i at "ideologi er noget bras". Det handler mere om, at det går galt hvis man ikke udvikler sin politiske ideologi, så den passer til den konkrete virkelighed mennesker lever i. For eksempel som når kommunister har den tåbelige ide, at alt skal være statsejet, hvad enten det fungerer eller ej. Eller altså som når ultra-liberale har den skøre ide, at alt skal være privat, uanset hvad.

Jeg synes ellers det er nemt nok at se hvad forskellen er: hvis folk kunne få fladskærme gratis, betalt af staten, så ville det nok blive en dyr fornøjelse for skatteyderne. Derimod er der ingen, der brækker benene på sig selv, blot fordi det er gratis at blive behandlet på hospitalet!

Ideologi som sådan er ikke noget bras. Men det er Lars Løkke Rasmussens.

søndag, juni 28, 2009

Fem fluer med et smæk!

Man kan sige meget om DF, men helt dumme er de nu ikke!

På grund af den økonomiske krise er det nødvendigt at skaffe flere arbejdspladser, men helst uden at bruge for mange skatteyderpenge.

Derfor har DF's retspolitiske ordfører Peter Skaarup foreslået, at vi indfører et nyt strafsystem efter amerikansk forbillede - det såkaldte "three strikes and you´re out". Det skriver TV 2 Nyheder.

Det geniale ved dette forslag er, at det slår hele 5 fluer med et smæk:

  1. Det nedbringer kriminaliteten (om ikke andet, så fordi en stor del af befolkningen sidder i fængsel, og derfor naturligvis ikke kan begå ny kriminalitet).
  2. Det skaber en masse nye arbejdspladser i form af fængselspersonale. Der vil også blive skabt arbejdspladser i byggebranchen, men det er jo kun midlertidigt (indtil vi har fængsler nok).
  3. Ansatte i fængsler er overvejende uuddannede etniske danskere. Det er typisk DF-vælgere. Det giver sikkert DF endnu flere stemmer ved næste valg.
  4. Mange muslimer vil blive fjernet fra samfundet. Ifølge DF´s ideologiske fætter fra Holland, Geert Wilders, er det hele 70 pct. af de indsatte i danske fængsler, der har muslimsk baggrund.
  5. Problemet med integration af muslimer bliver løst, idet der slet ikke er nogen muslimer tilbage at integrere - ihvertfald ikke hvis de alle bliver udvist efter udstået straf.
Altså hele fem fluer med et smæk!

Og så er det endda ikke Søren Krarup, der smækker. Han foretrækker som bekendt at smække børn.

Porsche

Gad vidst, om det gik ud over motoren?

Fisk?

Formanden for Danmarks Fiskeriforening mener ikke, at fiskerne kommer til at tjene mere selv om kvoterne bliver sat op - skriver dr.dk

Nej, det er sgu da klart, hvis det er det her man får i nettet!

fredag, juni 26, 2009

KU = Konsekvent Usolidarisk

Nu lufter også KU tanken om, at folk på overførselsindkomst ikke skal have stemmeret - ifølge TV 2 Nyhederne

Det samme ektremt reaktionære synspunkt har ved forskellige lejligheder også været fremsat af VU'ere.

Synspunktet deles ikke af moderpartierne. De konservatives politiske ordfører Henriette Kjær udtaler således:

"Vi i den konservative folketingsgruppe tager stor afstand fra de holdninger der gives udtryk for på KU's hjemmeside og det bliver aldrig vores politik at visse mennesker i det danske samfund ikke skal have stemmeret"

Fint nok. Men mon ikke en del konservative politikere har haft den samme holdning, da de selv var medlem af KU i deres ungdom? Eller for den sags skyld stadig mener det?

Man kan så påstå, at det eneste der betyder noget i praksis, er om man kunne finde på at gennemføre reformer i den retning. Men er det nu også rigtigt? Har det ikke noget at sige, hvilken ideologi et parti har?

Det synes jeg det har! Fordi det faktisk er den grundlæggende ideologi, der definerer hvilke hensigter man har, og hvilken politik man sandsynligvis vil føre - når man har mulighed for det.

Sagen er nemlig den, at når hverken V eller K går ind for at fratage folk på overførselsindkomst deres stemmeret, så er det først og fremmest fordi der netop er for mange stemmer at tabe på det. Hvis K åbent gik ind for det, så ville partiet selv ryge under spærregrænsen og ud af folketinget. Eller ihvertfald opleve en drastisk tilbagegang ved næste valg.

Det er ikke så meget værdier, der bestemmer det - men politisk opportunisme.

Ligesom når en snedig rad som Fogh finder ud af, at det bedst kan betale sig ikke at gå direkte efter at afvikle velfærdsordningerne. Det taber man stemmer på ved valgene. Istedet fører man en politik, der gradvist og umærkeligt undergraver det velfærdssamfund, socialdemokraterne (først og fremmest) har fået opbygget. For eksempel ved at smøre privathospitalerne med 900 millioner kr. ekstra oven i hatten. Det var ganske vist ikke Fogh, der gjorde det, men vores nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

PET og asylsøgerne

Jeg er i øjeblikket ved at tygge mig igennem PET-kommissionens rapport.

Ud fra det jeg har fået læst indtil nu, kombineret med medieomtalen, forekommer det åbenbart at forholde sig sådan, at den danske offentlighed blev direkte vildledt til at tro, at man ikke blev registreret af PET alene på grund af lovlig politisk aktivitet. Hvem der har ansvaret, og om ansvaret "kun" er politisk og ikke juridisk, kan jeg ikke tage stilling til endnu. Men vildledt blev vi - også i en grad, så det sætter spørgsmålstegn ved det demokrati, der jo netop skulle være det man forsvarede. Ganske vist var man dengang i konflikt med Sovjetunionen, der jo mildt sagt var mindre demokratisk - men legitimerer det, at man selv undergraver (eller ihverfald omgår) det danske demokrati?

Problematikken er bestemt ikke uaktuel idag. Den kolde krig er heldigvis overstået, men idag har vi jo "krigen mod terror". Den vigtigste forskel mellem de to ting er, at mens den kolde krig var en klar trussel mod selve vores eksistens, så har islamistisk terror aldrig været det. Det der skete 11. september 2001 i USA var aldeles forfærdeligt, men det var ikke nogen trussel mod USA's eksistens.

At påstå, at international terrorisme er lige så farligt som atomoprustningen under den kolde krig er demagogi og vildledning. De fornuftige argumenter der i sin tid var for at registrere og overvåge folk, er netop ikke tilstede idag i samme omfang. Alligevel har man som bekendt givet PET udvidede beføjelser til dette - uden nogen nævneværdig kontrol.

Samtidig har der i de senere år været en tendens til, at afgrænsningen mellem de forskellige magtsfærer er blevet mere udflydende. For eksempel er det desværre blevet almindeligt, at fremstående politikere, der reelt repræsenterer den udøvende magt (regeringen) blander sig i domstolenes arbejde. Det er der flere eksempler på, som det fører for vidt at komme ind på her.

Nu er højtstående ledere inden for politiet så også begyndt at udtale sig politisk, og komme med "gode råd" til borgerne om, hvad det er klogt at engagere sig politisk i - og hvilke ting, man helst ikke skal blande sig i. Jeg tænker på vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen, der ifølge Politiken.dk har udtalt:

"Jeg synes faktisk, at de nu bør trække følehornene til sig og lade være med at bilde de afviste asylansøgere ind, at de har en fremtid i Danmark. De sælger en vare, som de ikke kan levere. Og dermed er de med til at optrappe situationen"

Hans arrogante udtalelse er vel at mærke møntet på alle borgere, der tillader sig at bruge deres demokratiske ret til at engagere sig i dette politiske spørgsmål - altså også f.eks. Svend Auken!

---
For at gøre en lang historie kort:

Hvis regeringen skulle komme med en højtidelig erklæring om, at ingen borgere vil blive registreret og overvåget, alene fordi man er lovligt engageret i dette politiske spørgsmål ...

... Vil man så kunne stole på en sådan erklæring?

Svaret er nej - man kan ikke vide, om regeringen samtidig giver PET tilladelse til, eller måske ligefrem pålæg om, at registrere samtlige danskere der er lovligt engageret i spørgsmålet - alene fordi de er det.

Sagt på en anden måde: Hvis du så meget som melder dig ind i Facebook-gruppen "kirkeasyl" så ender du måske i PET's registre!

Der er ikke nogen sikkerhed for, at PET kun registrerer og overvåger i forbindelse med noget, der har med terror at gøre. Tværtimod er organiseret kriminalitet i forvejen med i de såkaldte "terrorlove". Det drejer sig ikke om, at vi risikerer en glidning i retssikkerheden - den glidning er allerede sket. Den startede helt tilbage under den kolde krig.

torsdag, juni 25, 2009

Iran, Gaza og medierne

At medierne i den vestlige verden følger begivenhederne i Iran er en virkelig god ting. Det er også en god ting, at der er alternative medier som twitter, når den normale informationsstrøm bliver undertrykt (selv om man skal være skeptisk over for informationen fra twitter).

Men hvorfor har der så ikke været et lignende engagement fra vestlige mediers side, da Israel smadrede Gaza fornylig?

Er der ikke en mærkværdig skævhed i mediedækningen af forskellige begivenheder?

Margaret Kimberley fra "Black Agenda Report" har nogle tankevækkende betragtninger:

The scenes of Iranians protesting in the hundreds of thousands speak to the hearts of people all over the world. Anyone who fights for democracy has to applaud when people in any nation band together to make demands on their political system.

Yet Americans must always be cognizant of the outright lies and manipulations that may cause them to act in error, even if they do so with good intentions. The potential pitfalls in reacting to Iran’s current political crisis are many and demand close attention.

The corporate media behave in a fashion that requires us to question everything they present to us as fact. People who work for peace and justice must show skepticism when the media tell them who deserves their attention and advocacy efforts. They are quite selective when they decide who deserves our sympathy.

In December 2008 Israel began what can only be described as a massacre in Gaza. More than 1,400 Gazans were killed so that Israel might inflict collective punishment on a civilian population, a direct violation of the Geneva Conventions. They were not even allowed to flee and save their lives, instead even hospitals and ambulances were targets in Israel’s efforts to kill as many Gazans as possible...

... Just as they prevented civilians from fleeing, the Israeli government did not permit the world’s news organizations to enter Gaza. The American media conducted incomplete coverage of the crisis without even pointing out that the Israeli government prevented them from doing their jobs. They didn’t exhort their readers and viewers to remind Israel that “the world is watching” them. There was no campaign to use Twitter as a tool to protest the killings and defend the Gazans right to live.


Hendes betragtninger er omhyggeligt afbalancerede synes jeg. Det handler om mediernes prioritering - hun siger ikke, at det der foregår i Iran er ligegyldigt.

---
kilde: "Freedom Rider: Selective Sympathy for Iran"