tirsdag, februar 19, 2008

Statsministerens ytringsfrihed

Tv 2 Nyhederne skriver, at talsmanden for Islamisk Trossamfund Kassem Ahmad har deltaget i en demonstration arrangeret af Hizb ut-Tahrir, den vel nok mest yderliggående islamistiske organisation her i Danmark.

Det bryder jeg mig aldeles ikke om, fordi han jo på den måde signalerer opbakning til denne anti-demokratiske forening. Det kan ikke undgå at have betydning for, hvordan man må opfatte ham fremover - med hensyn til hans troværdighed.

Men han er nu ikke den eneste i Kongeriget Danmark, der mangler troværdighed.

Hizb ut-Tahrir er her i Danmark en lovlig forening, så hvis den pågældende demonstration har været anmeldt til politiet, og dansk lov iøvrigt overholdt, så er de i deres gode ret til at demonstrere for deres synspunkter - og Kassem Ahmad i sin gode ret til at deltage.

Det er helt klart deres grundlovssikrede ret her i Danmark.

Ifølge artiklen skulle statsminister Anders Fogh Rasmussen have givet udtryk for skarp kritik af, at en talsmand for Islamisk Trossamfund deltager i netop denne demonstration:

"Gang på gang opfordrer Islamisk Trossamfund til dialog. Men det er selvfølgelig stærkt problematisk, at en fremtrædende repræsentant for Islamisk Trossamfund deltager i en demonstration, der signalerer opbakning til en antidemokratisk organisation som Hizb ut-Tahrir"

Det er jeg fuldstændig enig med ham i, som det fremgår ovenfor!

Helt fint at vores statsminister giver udtryk for sin holdning til tingene. Det er naturligvis ikke i modstrid med Kassem Ahmads grundlovssikrede ret til at give udtryk for hans holdninger, bl.a. ved at deltage i en lovlig demonstration. Sålænge statsministeren kun selv har brugt sin ytringsfrihed, og administrationen ikke på nogen måde truer Kassem Ahmad til tavshed og passivitet.

Det er akkurat lige så lovligt, som hvis statsministeren i sin tid havde kritiseret Jyllands Postens trykning af visse tegninger, uden at stille spørgsmålstegn ved avisens grundlovssikrede ret til at trykke dem.

12 kommentarer:

  1. Anders Fogh kritiserer ikke Kassem Ahmad for at give udtryk for sin holdning ved at deltage i demonstrationen (han kritiserer jo heller ikke nogle af de andre deltagere). Hvis han havde gjort det, havde det svaret til, at han i sin tid havde kritiseret Jyllandsposten, og det havde været uhørt og særdeles kritisabelt.

    Næ, Anders Fogh's kritik går på, at Kassem Ahmad siger et, når han demonstrerer sammen med Hisb-ut-Tahrir, og noget andet, når han optræder som talsmand for Islamisk Trossamfund. Han kritiserer, at manden taler med kløftet tunge! Og det er selvfølgelig noget helt andet.

    Forøvrigt har Kassem Ahmad jo nu erkendt, at det nok ikke var så skidesmart.

    Mogens, du lader som sædvanligt dine politiske (og religiøse) holdninger skygge for dit klarsyn. Du skulle prøve at tænke dig om, i stedet for bare at konsultere dine dogmer.

    SvarSlet
  2. Morten:

    Vrøvl, statsministeren kritiserer ikke kun, at Kassem Ahmad taler med to tunger. Han tager også klart stilling til hvilken af de to "tunger" der er den uacceptable, nemlig deltagelsen i den pågældende demonstration. Statsministeren giver i følge artiklen udtryk for en positiv holdning til dialog med Islamisk Trossamfund. Det må man vel gå ud fra han mener - medmindre han selv taler med to tunger!

    Min argumentation i indlægget holder derfor udmærket. Iøvrigt har integrationsministeren udtalt sig på en måde, der understøtter dette.

    Morten, du lader som sædvanlig dine politiske (og anti-religiøse) holdninger skygge for dit klarsyn. Du skulle prøve at tænke dig om, i stedet for bare at konsultere dine dogmer.

    SvarSlet
  3. Ja Mogens, læse kan du åbenbart heller ikke. Det fremgår da med al ønskelig tydelighed af det citat, du selv bringer, at problemet er, at en repræsentant for Islamisk Trossamfund, som er en demokratisk organisation, deltager i en demonstration, der signalerer opbakning til Hisb ut-Tahrir, som er en antidemokratisk organisation.

    Der står intet som helst om, at det generelt var kritisabelt at deltage i demonstrationen. Det kritiseres kun, at Kassem Ahmad deltog, FORDI han også er talsmand for Islamisk Trossamfund, som står for nogle helt andre (demokratiske) holdninger end Hisb ut-Tahrir.

    SvarSlet
  4. Ja Morten, læse kan du åbenbart heller ikke. Det fremgår klart af artiklen, og specielt af mit citat, at der er TO dimensioner i problemet:

    1) Det er generelt utroværdigt at tale med to tunger.

    2) I dette tilfælde bliver Kassem Ahmad særlig utroværdig, fordi det er en demonstration med Hizb ut-Tahrir det drejer sig om.

    Statsministeren giver klart udtryk for sin negative holdning til organisationen Hizb ut-Tahrir og deres demonstration.

    Hvilket også er i orden, og iøvrigt i overensstemmelse med holdningen langt ind i oppositionen - omend han ikke udtrykker sig lige så skarpt som Villy Søvndal!

    Statsministeren gør netop det rigtige, når han kritiserer direkte anti-demokratiske organisationer, hvad enten de er højre- eller venstreorienterede, religiøse eller ikke-religiøse. Særlig når man for øjeblikket er i gang med at undersøge, om der er grundlag for ligefrem at forbyde den (som den er i mange andre lande).

    At påstå, at statsministeren ikke har givet udtryk for kritik af Hizb ut-Tahrir og deres demonstration, er noget vrøvl. Det har han - heldigvis!

    SvarSlet
  5. Mogens, har du nogensinde indrømmet, at du har taget fejl?

    Jeg er helt enig i dine to dimensioner. Nr. 1 er intetsigende, for den giver jo ligesom sig selv - det kan vel ikke under nogen omstændigheder kaldes troværdigt at tale med to tunger, Nr. 2 er også ok, men den er bare ikke udtryk for en generel kritik af det at deltage i Hisb ut-Tahrir's demonstration. Der er tale om en specifik kritik af Kassem Ahmad's deltagelse, FORDI han samtidig er talsmand for en organisation, som står for noget, der er i modstrid med Hisb ut-Tahrir's holdninger.

    Hvis Kassem Ahmad havde deltaget i en demonstration for bedre løn- og arbejdsvilkår arrangeret af SOSU-assistenterne, havde der selvfølgelig ikke været noget problem (jeg går ud fra, at SOSU-assistenterne ikke går ind for at afskaffe demokratiet). Hvis arbejdsgivernes chefforhandler havde deltaget i samme demonstration, havde det været kritisabelt, og Anders Fogh havde måske sagt noget om det. Hvis chefforhandleren havde deltaget i Hisb ut-Tahrir's demonstration havde det ikke været noget problem (medmindre Hisb ut-Tahrir har udtrykt støtte til SOSU-assistenternes lønkrav?) - omend måske lidt mærkeligt.

    SvarSlet
  6. Om jeg nogensinde har indrømmet, at jeg har taget fejl?

    Helt sikkert. Hvis du har fulgt med på denne blog, så ved du det.

    Statsministeren har en særlig god grund til at kritisere Kassem Ahmad i denne forbindelse, men der ligger også en mere generel kritik af Hizb ut-Tahrir i statsministerens udtalelser, vil jeg bestemt mene. Det rimer også med den reaktion der har været fra tilhængere af Hizb ut-Tahrir. De opfatter det også sådan.

    Desuden har Foghs regering i et stykke tid været i gang med at undersøge, om foreningen kan forbydes. Det gør man vel kun, når det er en forening man helt klart har noget imod?

    SvarSlet
  7. Du blander tingene sammen Mogens. Selvfølgelig bryder Anders Fogh sig ikke om Hisb ut-Tahrir (hvem gør det?), og selvfølgelig må han gerne kritisere deres holdninger. Det er slet ikke det, vi diskuterer! Det han ikke må er, at kritisere at de giver udtryk for deres holdninger, for det har de som bekendt lov til. De har ytringsfrihed, men selvfølgelig må Anders Fogh og alle andre gerne kritisere de holdninger, de så giver udtryk for, sønder og sammen.

    Men Anders Fogh har ikke kritiseret Kassem Ahmad for at give udtryk for sine holdninger. Han har kritiseret ham for at udtrykke støtte til en antidemokratisk forening (noget han i sig selv har lov til), mens han i andre sammenhænge fungerer som talsmand for en demokratisk forening. Manden sender altså to modstridende signaler - han kan ikke både være for og imod demokrati - og derfor må han jo lyve i enten den ene eller den anden situation.

    Nå, det der er sket er jo nok, at Kassem Ahmad har været sur over genoptrykningen af Muhammedtegningerne (dum som han er) og har deltaget i demonstrationen uden at tænke nærmere over, at den var arrangeret af Hisb ut-Tahrir (dum som han er). Da han jo nu har indrømmet, at det ikke var så smart, er han måske blevet en smule klogere (mindre dum).

    SvarSlet
  8. Jeg blander ikke tingene sammen, men ser det i sammenhæng med den generelle debat, og statsministerens øvrige tilkendegivelser. Blandt andet at han har rost Villy Søvndals efterhånden berømte blog-indlæg!

    Der er ingen tvivl om, at Foghs holdning til Hizb ut-Tahrir er yderst negativ, og ud fra det må hans kritik af Kassem Ahmad også fortolkes som en kritik af Hizb ut-Tahrir. Det ligger implicit i det hele, vil jeg bestemt mene.

    Vi er åbenbart enige om, at statsministeren selvfølgelig godt må kritisere Hizb ut-Tahrirs holdninger, når blot han respekterer deres ret til at give udtryk for dem...

    Det må jo så gælde, uanset om han i dette tilfælde har kritiseret dem eller ej?

    Men det samme må vel også gælde for de holdninger, som en avis giver udtryk for?

    Statsministeren kunne sagtens have kritiseret Muhammed-tegningerne, uden at komme i konflikt med grundloven.

    Når han påstod noget andet dengang, så var det bevidst løgn og bedrag!

    SvarSlet
  9. Jo Mogens, du blander tingene sammen, men lad nu det ligge.

    Selvfølgelig kunne statsministeren have kritiseret Muhammed-tegningerne. Han kunne have sagt, at de var dumme og platte og sårende for muslimer. Og han kunne have kritiseret JP's generelle holdning til de fremmede, som den kommer til udtryk i deres skriverier. MEN han kunne ikke have kritiseret JP's publicering af tegningerne, for han kan som statsminister i et demokratisk land med udstrakt ytringsfrihed ikke blande sig i, hvad en avis vælger at trykke (medmindre de overtræder lovgivningen). Og det var jo en fordømmelse af trykningen af tegningerne - og helst også en straf til redaktionen (halshugning havde vel været passende) - der blev efterspurgt fra muslimsk side. Heldigvis ser det ud til, at mange danske muslimer langt om længe har forstået, at de aldrig kan få en sådan fordømmelse - Hisb ut-Tahrir (Kassem Ahmad) er selvfølgelig en undtagelse - så Muhammed-krisen 2.0 forhåbentlig ikke bliver til noget.

    SvarSlet
  10. Vi er fuldstændig enige om, at man skal skelne imellem, om statsministeren kritiserer tegningerne, eller om han kritiserer avisens trykning af dem - på en sådan måde, at avisen nærmest må opfatte det som et pålæg om ikke at gøre tilsvarende fremover.

    Men det var netop det, statsministeren ikke gjorde. Han gav folk det indtryk, at det ville være et brud på avisens ytringsfrihed, hvis han som statsminister overhovedet udtalte sin mening om tegningerne. Det er det, der er det manipulerende ved hans fremgangsmåde.

    SvarSlet
  11. Her er nogle citater fra statsministerens interview på Al Arabiya:

    "Ja, vi har ytringsfrihed – men selvfølgelig har alle et ansvar for ikke at stimulere konflikter. Alle har ansvar for at udvise respekt for f.eks. religiøse følelser. Og jeg har gjort det klart, at jeg personligt – jeg ville aldrig fremstille religiøse figurer på en måde, der kunne såre andres følelser."

    "Hvad vi imidlertid har indset, er, at folk med en anden religiøs og kulturel baggrund godt kan opfatte det som en krænkelse. Men det var virkelig ikke meningen - og det er grunden til, at jeg helt klart har givet udtryk for min personlige mening om, at vi skal være opmærksomme på dette. Og at jeg personligt aldrig ville fremstille religiøse figurer på en måde, der ville såre andres følelser."

    "Jeg fremkom med et par meget vigtige pointer i min nytårstale til det danske folk. Jeg gjorde det klart, at den danske regering fordømmer ethvert udtryk og enhver handling som krænker folks religiøse følelser, og jeg gjorde det klart, at vi fordømmer alle udtryksmåder, der forsøger at dæmonisere folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund."

    Heraf fremgår det altså meget tydeligt - det må du, som er så god til at læse mellem linierne, da også kunne se - hvad statsministerens mening om Muhammed-tegningerne er.

    Jeg synes personligt, han opfører sig som et skvat og kryber for muslimerne og deres tåbelige religion, men vi ved jo begge, hvad hinanden mener om den sag, så den må vi hellere lade ligge.

    SvarSlet
  12. De udtalelser du citerer, er nogle statsministeren kom med langt henne i forløbet, efter at sagen var fuldstændig eskaleret.

    De står netop i modsætning til udtalelser han var kommet med tidligere i forløbet, og som var en medvirkende årsag til eskalationen.

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.