onsdag, marts 25, 2009

Perleugler i mosen

Med hensyn til spørgsmålet om, hvor dansk politi egentlig har fået udtrykket "perle" fra, så tror jeg faktisk jeg har opklaret det!

Det stammer fra en jagttur, som den tidligere fynske politibetjent Bendt Betjentsen engang har været på. Ved at skyde med spredehagl lykkedes det ham at få ram på en enkelt perleugle.

tirsdag, marts 24, 2009

Alt?

"Alt det, der kan gøres for at lette politiets arbejde, vil vi fra regeringens side støtte, alt."

(justitsminister Brian Mikkelsen - kilde: information.dk)

søndag, marts 08, 2009

Lægelige ulovligheder

Politiken.dk skriver, at i det danske sundhedssystem kommer patienter med job foran i køen.

Det er i og for sig ikke nogen nyhed - ihvertfald ikke for dem det er gået ud over.

Det nye er, at det nu kan dokumenteres i form af en undersøgelse fra Københavns Universitet.

Fremgangsmåden er i modstrid med både lægeløftet og dansk lovgivning. Da der mig bekendt ikke foreligger et direkte krav fra myndighederne om, at man skal diskriminere på denne måde, ligger ansvaret på de læger der træffer de ulovlige afgørelser. Det burde retsforfølges, som andre grove lovovertrædelser normalt gør.

En af lægerne i undersøgelsen, Jens Ole Laursen fra Sønderborg Sygehus, ved godt at det strider mod lægeløftet (om han er klar over, at det også er ulovligt, fremgår ikke). Han forsvarer fremgangsmåden med sin egen, klart politiske holdning:
»Men vi er en del af et samfund, som vi også må forholde os til. Patienten med arbejde har en nytteværdi over for samfundet og den familie, han forsørger«.
Denne holdning er tydeligvis dybt reaktionær og usympatisk. Han har naturligvis lov til at have den, men kun som privatperson. Den må ikke praktiseres som læge - af den simple grund, at det er ulovligt.

Iøvrigt behøver læger ikke at bekymre sig om hvem der går arbejdsløs. Hvis en person med job bliver arbejdsløs på grund af ventetiden i sundhedsvæsenet, så ansætter hans arbejdsgiver sikkert en anden person, der er ledig. Arbejdsløsheden bliver blot fordelt på den måde. Det vil jeg faktisk mene er positivt, fordi det modvirker tendensen til, at arbejdsløse efterhånden mister deres erhvervsduelighed.

En anden positiv virkning ved at rette sig efter loven er, at det kan tvinge regeringen til at opprioritere sundhedsvæsenet økonomisk, hvis erhvervslivet på et tidspunkt kommer til at mangle arbejdskraft. Det er 180 grader forkert at sige, at lægerne er nødt til at prioritere sådan, fordi der bliver brugt for lidt penge på sundhedsvæsenet. Det forholder sig lige omvendt: Regeringen kan tillade sig at bruge færre penge på sundhedsvæsenet, fordi man ved at det ikke går ud over den mest effektive arbejdskraft, nemlig den der allerede er i arbejde. Årsagen til at det ikke gør det, er netop denne ulovlige diskrimination, praktiseret af lægerne.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) ikke vil blande sig i det. Det er nemlig i pæn overensstemmelse med regeringens politik: En permanent opdeling af den danske befolkning i "de nyttige" og "de unyttige".

Det er den udvikling, lægerne aktivt medvirker til. På ulovlig vis.

At der måske er nogle af lægerne, der er for dumme til at se denne sammenhæng, kommer ikke sagen ved.

fredag, marts 06, 2009

Engle i kirken?

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har appelleret til landets folkekirkepræster om at de skal fortælle HA-rockerne, at skyderier er dårlig kristendom.

Man må gå ud fra, at hun gerne ser det efterkommet allerede på søndag, når de kommer i kirke.

frit efter Politiken.dk

Ibiza

I forbindelse med HA-rockeren, der er blevet sigtet for drabsforsøg, har DF's Peter Skaarup stillet krav om, at rockeren efter at have udstået sin straf, skal udvises til et sted uden for Danmark hvor han har særlig tilknytning. I dette tilfælde Ibiza.

Af hensyn til princippet om lighed for loven.

torsdag, marts 05, 2009

Global teleologi

Evolutionsteoriens grundprincip, den naturlige udvælgelse, er helt klart et kausalt princip, idet arternes oprindelse forklares med "survival of the fittest" som værende selve årsagen. Altså den abstrakte, generelle årsag bag den biologiske evolution her på Jorden.

Det centrale er altså, at Darwins teori er en årsagsforklaring, en kausal forklaring.

En sådan forklaring står naturligvis som sådan i modsætning til det man kalder en teleologisk forklaring, dvs. en forklaring der indebærer hensigt og formål. Som f.eks. kreationismens påstand om, at hver enkelt art skulle være skabt direkte af Gud, i en af ham fuldstændig fastlagt hensigt.

Derfor er evolutionsteorien også kommet til at stå i diametral modsætning til disse religiøse forestillinger. Men det er ikke en rivalisering mellem alternative teorier, man blot kan vælge imellem. Af den enkle grund, at evolutionsteorien er i overensstemmelse med vore observationer af naturen, hvad Bibelens skabelsesberetning ikke er. Det betyder ikke, at evolutionsteorien "har bevist Guds ikke-eksistens" eller at Gud ikke er den universelle skaber. Det betyder kun, at hvis universet er skabt af Gud, så har han ikke skabt det som beskrevet i skabelsesberetningen, eller som ID-tilhængerne forestiller sig.

Men betyder det så, at teleologi slet ikke findes i naturen?

Lad os se på 3 tilfælde:

1) Et antal arbejdermyrer arbejder hektisk på at bygge en tue, der kan beskytte myrekolonien på en sådan måde, så kolonien kan overleve. Er denne adfærd teleologisk eller ej? Svaret er vel, at da myrers adfærd givetvis er meget tæt på 100 pct. instinktstyret, så er svaret nej. Myren har ikke noget formål med sin handling. Myretuen som helhed har blot været i stand til at overleve, dvs. den enkelte arbejdermyres adfærd er kun tilsyneladende formålsrettet (eller ihvertfald kun teleologisk i ekstremt ringe grad).

2) En fugl bygger en rede, så den kan beskytte sine æg og fodre sine unger. Her er adfærden velsagtens også overvejende kausalt bestemt, men det er lidt mere usikkert, da fugle har et nervesystem der er en hel del mere avanceret end en myre. En vis forskydning fra kun tilsyneladende teleologi til reel teleologi kan tænkes at være til stede (det er noget der skal undersøges videnskabeligt).

3) En chimpanse griber en kvist fra en busk, fjerner bladene og bruger derefter kvisten til at fiske termitter. Selv om denne beskrivelse holder sig til kausalitet, så vil de fleste vel formode, at en chimpanse er intelligent nok til, at den sagtens kan have et bevidst mål med handlingen, dvs. at handlingen faktisk er teleologisk i forholdsvis høj grad. Dens handling kan lige så godt beskrives således: "En chimpanse bliver sulten, og griber derfor en kvist, som den piller bladene af, for bedre at kunne bruge den til at fiske termitter".

4) Hr. Hansen stiller sit vækkeur om aftenen, fordi han er lidt nervøs for at blive fyret af sin arbejdsgiver i den nærmeste fremtid, hvis han ikke møder punktligt på arbejde i morgen kl. 7. Desuden vil han ikke risikere, at familien så ikke kan få råd til at komme på den planlagte ferietur til Kreta næste sommer, hvis han blev fyret.

Den sidste begivenhed har jeg ikke udtrykkeligt identificeret som værende teleologisk. Men det er vel heller ikke nødvendigt. Vi mennesker handler i allerhøjeste grad teleologisk, og idag gør vi det i ekstrem grad i forhold til sociale relationer, hvoraf mange er objektiverede, først og fremmest i form af det økonomiske system vi lever i.

Vi mennesker er idag massivt omgivet af ting og forhold, der har en ting til fælles: de er frembragt af os selv med bestemte formål. Men samfundet er så komplekst, at det egentlige formål med en ting, ikke behøver at være identisk med producentens hensigt. En støvsuger er beregnet til at suge støv med, men fabrikanten producerer den for at tjene penge på den (profit).

Det sidste forhold er der ikke nødvendigvis noget forkert i, tværtimod: det kapitalistiske system har helt klart givet en enorm vækst i velstanden, som der har været brug for. Men der er som bekendt også nogle temmelig alvorlige dysfunktioner i dette system, som vi kan se ved den finansielle og økonomiske krise. Der er helt klart brug for nogle nye regulerings-mekanismer, der kan få systemet til at fungere mere hensigtsmæssigt.

At problemet består i at gøre det globale system mere hensigtsmæssigt slutter ringen i forhold til det, som er emnet i dette indlæg. Den krise menneskeheden står med idag, handler netop om, at det er blevet nødvendigt med global teleologi. Vi mennesker bliver nødt til at finde ud af, hvad vi vil med det hele. Som klimakrisen viser, så kan vi ikke vælge helt ud i den blå luft (!) men må forholde os til de objektive handlemuligheder der er. Darwins naturlige udvælgelse gælder stadigvæk, også for os mennesker. Forstået på den måde, at hvis vi ikke tackler disse problemer på en holdbar måde, så kan vi hurtigt komme til at tilhøre fortiden - som endnu en uddød biologisk art.

At evolutionen har været styret af et rent kausalt princip, betyder altså ikke, at teleologi er noget der ikke har med naturen at gøre. Der er snarere tale om, at:

Et kausalt system har af sig selv udviklet sig sådan, at der er opstået et element af teleologi, repræsenteret ved højerestående arters avancerede egenskaber. Med mennesket har dette element af teleologi fået afgørende betydning for hele planetens skæbne.

søndag, marts 01, 2009

En sommerfugl

Kristian ovre på bloggen "Ydmyghed" har været så flink at sende en sommerfugl til mig. Meningen med den er at man sender den videre til en anden blogger, som man synes er særlig god. Tusind tak for den!

Hvis jeg ikke lige havde fået den af Kristian, så tror jeg faktisk jeg ville have valgt at sende den til ham, fordi jeg synes hans indlæg på "Ydmyghed" altid er værd at læse. Jeg er som regel enig med ham, men selv når jeg ikke er det, synes jeg at jeg bliver klogere. En god blogger kan inspirere en til at reflektere konstruktivt, også selv om man ikke er enige. Når det er tilfældet, så har man heller ikke nogen grund til andet end at formulere sig venligt. Nu opfatter jeg også en personlig blog som noget man ligesom besøger som en gæst, og ikke blot endnu et "diskussions-forum".

En anden blog, der har noget af det samme, er Raapils. Så derfor giver jeg sommerfuglen videre til ham!

update:
Se raapil unblogged

Lamarck?

Scientific American har en interessant artikel om noget der ligner "nedarvning af erhvervede egenskaber" (Lamarck). Den hedder:

Could Living in a Mentally Enriching Environment Change Your Genes?

Overskriften forekommer at være misvisende, fordi det ikke handler om ændringer i generne, men om det man kalder "epigenetic expression of genes" dvs. andre faktorer, der populært sagt kan slå et gen til eller fra. Disse faktorer kan ændres som følge af dyrets omgivelser, og det nye er så, at denne ændring tilsyneladende kan nedarves. Men det er altså ikke selve generne der ændres.

Ved nærmere eftertanke mener jeg imidlertid, at det alligevel kan virke i retning af en ændring i generne, ihvertfald hvis påvirkningen fra omgivelserne varer ved i flere generationer. Hvis det gen der bliver undertrykt på denne måde er overflødigt eller defekt, så vil det ikke have betydning for overlevelsesevnen, at genet enten 1)forsvinder som følge af en mutation 2)ændres ved mutation 3)bliver til et isoleret gen i cellen (så vidt jeg har forstået det, findes der ofte overflødigt DNA-materiale i celler?).

Hvis min ide er rigtig, så betyder det faktisk, at mekanismen alligevel kan have betydning for evolutionen. Det forudsætter blot, at ændringen i omgivelserne er lidt mere vedvarende.

En af de ting, der muligvis kunne forklares på denne måde, er den observation at mange fugle tilsyneladende er i stand til lynhurtigt at tilpasse sig klimaforandringer. Altså langt hurtigere end gen-mutationer kan forklare.