- Patienten indtager pillen frivilligt.
- Patienten har selv en erkendelse af sin sygdom.
- Patienten ønsker selv at komme af med sin sygdom.
- Patienten indtager ikke pillen frivilligt.
- Patienten har ikke selv nogen erkendelse af sin sygdom.
- Patienten ønsker ikke selv at komme af med sin sygdom.
Sammenholder man de to ting på denne måde, så er det nærliggende at formode, at elementet af tvang i sig selv har stor betydning for hvordan medicinen rent faktisk virker. Nærmere bestemt at der er nogle alvorlige negative virkninger - også rent fysisk (på hjernen).
Min påstand er altså, at mens det kan være hensigtsmæssigt at bruge en bestemt medicin når patienten tager den frivilligt, så kan det samtidig være katastrofalt at tvinge den samme medicin i patienten.
Den påstand kan jeg ikke bevise, men man burde undersøge det videnskabeligt, synes jeg. Dog skal man nok ikke forvente at blive sponsoreret af et af de store medicinalfirmaer! (Det er nok mest derfor, at den slags undersøgelser mig bekendt ikke er blevet lavet).
Den eneste negative virkning af tvang, man reelt bekymrer sig om er, at det kan gøre patienten aggressiv - og dermed besværlig at have med at gøre. Man "glemmer" at se på patienten som et helt menneske, dvs. et menneske der har sin egen opfattelse af virkeligheden, hvad enten denne virkelighedsopfattelse er korrekt eller ej.
P.S. Hvis nogen af mine læsere skulle være vidende om videnskabelige undersøgelser af nævnte art, vil jeg meget gerne have en henvisning. Jeg har ikke selv kunnet finde det på internettet.
Hm. Nogle lidt forkerte påstande her: Mennesker, der stemples med "skizofreni" har som regel meget god indsigt i, at noget er ruskrivende galt, og de ønsker meget vel hjælp. Det, de fleste af dem (om ikke alle til at starte med) imidlertid ikke har indsigt i, er at de skulle lide af en organisk hjernesygdom, hvorfor de er meget lidt villige til at sluge nervegiftet, psykiatrien kalder for "medicin".
SvarSletSom mange andre med densamme problematik, opsøgte jeg selv og helt frivilligt hjælp. Dog ikke i psykiatrien, da jeg a) havde en vis, om end på tidspunktet ikke så konkret som i dag, viden om, at psykiatrien ikke lytter, men lukker munden på folk, og b) da det, grundet dyb mistænksomhed overfor det offentlige (kald det "paranoia", hvis du synes det er en urealistisk ting...), ganske enkelt var udelukket. M.a.o.: jeg regnede ikke med at få hjælp fra det offentliges/psykiatriens side, men nærmest det modsatte.
De fleste "skizofreni"stemplede bliver spottet som ganske ung. De aner hverken noget om psykiatrien, eller om "alternative" synsvinkler på deres problemer, og de har ikke råd til at opsøge "alternativ" hjælp.
"Manglende sygdomsindsigt" er et rent samfundsmæssigt og psykiatrisk konstrukt uden hold i virkeligheden. Og havde min "alternative" hjælper ikke haft nerver af stål - hvilket de færreste har - så var også jeg havnet som tvangsindlagt, uindsigtig "patient" på den lukkede.
Det ændrer nu ikke så meget for din konklusion. Jeg synes bare, det er vigtigt, at udrydde ammestuefortællingen om "manglende sygdomsindsigt". Mht. din konklusion så findes der noget, der hedder nocebo-effekt. Det går ud på, at du giver nogen en sukkerpille og fortæller dem, at de vil dø af den, og, voilà, de dør sgu af den...
Placebo- (såvel som nocebo-)effekten er meget virkelig. Strengt taget findes der ingen præparater, der i sig selv helbreder sygdomme. Det er altid kroppen selv, der helbreder sig. I samarbejde med sindet. Medikamenter kan kun slå symptomer ned (eller forstærke dem), eller styrke (svække) kroppens/sindets modstandskraft. Sindet, tro, spiller altså en overordentligt stor rolle.
Det forklarer, hvorfor folk, der tvangsmedicineres, som regel ikke oplever "medicinen" som hjælpsom, mens mange "depressive" f.eks. sværger på deres lykkepiller, selv om forsøg har vist, at stoffernes reelle effekt dårligt kan slå placebo. Noget, der i øvrigt gælder for alle psykofarmaka.
Om en eventuel nocebo-effekt, ud over at man ikke føler sig hjulpet, er aktuel ved tvangsmedicinering, kommer an på, om man er bekendt med bivirkningerne. I de fleste tilfælde bliver man jo ikke oplyst om dem i en tvangsmedicineringssituation. Imidlertid er der altid folk i forsøgssituationer, der oplever bivirkninger, de er blevet oplyst om på forhånd, selv om de er i placebo-gruppen...
Det er ikke nogen forkert påstand, at en skizofren kan mangle erkendelse af at være syg. Det er noget jeg ved, fordi det har været tilfældet for min egen bror. På et tidspunkt for mange år siden havde vi som pårørende et stort problem med ham, fordi han ikke kunne tage vare på sig selv. Han lå hele dagen på sin sofa med ansigtet ind mod væggen, mens lejligheden groede til i skidt. Det var tydeligt for os andre, at han var syg - men senere, da han havde fået det bedre, gjorde han os noget paf ved at sige, at han aldrig havde haft det bedre end på dette tidspunkt (i lejligheden).
SvarSletDet er sådan noget, der virkelig kan gøre det svært for pårørende.
---
Men jeg er imod tvangsmedicinering alligevel. Iøvrigt synes jeg generelt man fokuserer alt for meget på medicin. Det er som om, der nærmest er blokeret for andre muligheder, samfundsmæssigt og politisk.
Nogen vil sikkert sige, at der ikke er videnskabeligt bevis på, at andre metoder virker - men så er problemet snarere, at andre metoder slet ikke bliver undersøgt ordentligt.
mogmich: "Nogen vil sikkert sige, at der ikke er videnskabeligt bevis på, at andre metoder virker - men så er problemet snarere, at andre metoder slet ikke bliver undersøgt ordentligt." Netop!
SvarSletAngående "sygdomsindsigt": Det essentielle problem her er, at man af psykiatrien (og omgivelserne ellers) bliver "bedt om" (hjernevasket til) at forstå, at man selv er syg. Dvs. at fejlen ligger hos én selv, at det er én selv, der er gal(t på den). Mens man i "psykosen" helt klart oplever en slags indsigt i, at noget i ens tilværelse (og altså ikke én selv som sådan) er helt galt, og at man er nødt til at gøre noget ved det. Indsigten kommer imidlertid til udtryk i symbolsk form, ganske ligesom i en drøm, mens man umiddelbart, siden man er vågen, tolker den bogstaveligt. Det er her, man skal have hjælp.
"Psykose", "skizofreni", er ikke en sygdom. Det er en reaktion på en "syg" verden. Et forsøg på, at rette op på "syge", destruktive kommunikationsmønstre, der har frataget én muligheden til at være sig selv. Det er et gennembrud snarere end et sammenbrud. Og det er et råb om at blive set og hørt som den, man egentligt er. En meget sund, selvbevarende reaktion.
Jeg er faktisk enig med din bror. Jeg har på en måde heller aldrig haft det bedre, end da jeg var "psykotisk". Mens det selvfølgeligt også var ekstremt angstprovokerende, så var det også ufatteligt "stort", eller hvordan man nu skal beskrive det ubeskrivelige, at opleve det korthus styrte sammen, som den dysfunktionelle kommunikation mellem mig og mine forældre havde tvunget mig til at bygge op, og være så i den grad oprigtigt i kontakt med mig selv, mit sande selv.
Nu kan man "lægge låg på", igen, og da vil man have brug for "forstærkning" i form af neuroleptika (bedøvelse). Det ubevidste, hvortil ens sande selv blev forvist, har en enorm styrke, og det eneste man kan gøre, er at bedøve bevidstheden, så den ikke registrerer denne styrke længere. Og så kan man prøve, at bygge et nyt korthus op, gå ind i en identifikation som "psykisk syg", "skizofren", f.eks. Det er så, hvad både omgivelserne og psykiatrien betegner som "bedring". Eller også så kan man indlade sig på og udforske det ubevidste. Afkode dets sprog, bevidstgøre, og tage styrken i besiddelse. Da vil man i de fleste tilfælde have brug for en guide, én, der kan holde lygten, mens man læser og afkoder beskederne, vejviserne.
Udfordringen er såpas stor og presserende - prøv lige at klare en opgave, andre er flere år om at løse, på små fem, seks uger! -, at man ikke har overskud til hverdagstrivialiteter som støvsugning, eller at gå i bad. Somme tider dårligt til at spise. Og man risikerer selvfølgeligt også, at gå sig vild, og være meget længere undervejs. Når man ikke har nogen guide. Det er ikke altid nemt for omgivelserne. Men en sygdom er det derfor altså ikke.
Jeg har aldrig haft "sygdomsindsigt". Det er bl.a. derfor, jeg er kommet igennem og ud af krisen. Havde jeg købt psykiatriens og samfundets (bort-)forklaring om sygdomme, ville jeg nok i dag sidde på et være- eller bosted, dopet godt til, og næppe i stand til at komme med dristige kommentarer her. Blandt de mennesker, jeg kender, der har en "skizofreni"diagnose, er det faktisk kun dem, der ikke har købt psykiatriens sygdomsmodel, der er kommet sig helt fra krisen. Resten er måske, med lidt held, socialt recoveret, i en vis omfang rehabiliteret, men stort set gennemgående på førtidspension og afhængig af systemets tjenester ("medicin").
Sygdomsmodellen er meget belejligt for et samfund, der gerne vil opretholde illusionen om den egne ufejlbarlighed. Og især når det kommer til kriser af den størrelsesorden, der betegnes som "skizofreni", en størrelsesorden, der kræver systematisk dysfunktionalitet i individets omgivelser fra ca. dag ét af for at kunne opstå, så er den selvsagt også meget belejligt for den konkret involverede familie. Den er, som Loren Mosher siger, en "ingen-skyld-forsikring" for omverdenen/familien. Men den invalidiserer - både i bogstavelig og i overført betydning - altså mennesket i krise.
Meget af det du skriver her, kender jeg fra mig selv. For 35-40 år siden var jeg indlagt på "Hotel Psyk" (Statshospitalet i Aalborg). Jeg var endt i en angstpsykose efter at have været inde ved militæret som soldat. På et tidspunkt kom jeg på højskole fordi jeg havde fået det noget bedre. Men her kunne jeg virkelig mærke den negative virkning af den medicin jeg fik (Trilafon). Denne medicin tog ganske vist angsten, men den tog også alle andre følelser. Det betyder, at man kun på overfladen fungerer normalt. I virkeligheden er man en slags "robot" der slet ikke lever et egentligt liv sammen med andre.
SvarSletJeg spurgte min psykiater, om det var i orden at droppe medicinen, men fik at vide, at så ville behandlingssystemet ikke hjælpe mig!
Jeg gjorde det nu alligevel - altså droppede medicinen. Det var ekstremt ubehageligt for mig, men det lykkedes mig at komme ud på den anden side. Helt uden hjælp fra behandlingssystemet.
Senere er det faldet mig ind, at psykiateren måske i virkeligheden har vurderet, at jeg muligvis godt kunne klare at droppe medicinen - men at jeg i så fald måtte gøre det på eget ansvar?
Men det der så er forkert, efter min mening, er at man på den måde gør det til et enten/eller. Hvorfor skal man helt afskæres fra hjælp og støtte, fordi man vælger at droppe medicinen?
Andre i denne situation kan måske ikke klare det uden støtte. Men med hjælp og støtte (og uden piller) kunne de måske. Det er komplet umenneskeligt, at den mulighed ikke er der!
mogmich: Man skal jo ikke glemme, at der er en række ikke så ubetydelige fordele, både for psykiatrien selv, for farmaindustrien, og for samfundet som sådant, forbundet med at holde folk fast i medicinsk "behandling", der gør, at det bliver, mildest talt, uinteressant, at hjælpe folk igennem og ud af deres kriser, dvs. at gøre meget andet, end at medicinere.
SvarSletSamfundet i sin helhed er ikke nær så meget interesseret i at høre, hvad kriseramte mennesker måtte have at sige om det, som det er interesseret i at lukke munden på dem. (Samfundet ved nemlig udmærket godt, hvad kriseramte mennesker ville sige om det, hvis de kunne/fik lov.) Fordelene for farmaindustrien ligger på hånden. Og for psykiatrien drejer det sig om dens eksistensberettigelse. Gav man offentligt til kende, at folk faktisk kan komme sig, men at der skal noget helt andet til end piller, eller medicinsk behandling generelt, så ville det jo nærmest være dødsstødet for psykiatrien. For, meget andet end at skrive recepter og, i nogle tilfælde, betjene on/off-knappen på elektrochokapparatet, kan psykiatere i deres egenskab som læger jo ikke. De får lidt psykologi med på vejen igennem deres uddannelse, men ikke nok til at kunne tilbyde ordentligt terapi. Hvis de vil tilbyde den, må de tage en terapeutuddannelse ved siden af. Og så sidder de pludseligt ikke længere dér som psykiatere, men altså som terapeuter. En anden, ikke-medicinsk profession altså. Indrømmer man, at denne har langt større betydning for folks velbefindende end pillerne (eller strøm), så er det jo ensbetydende med, at man erkender lægestandens forholdsvise inkompetence på området. Og psykiatrien står i forvejen svagere end alle andre medicinske specialer, fordi der ikke er noget videnskab til at bakke dens påstande op.
Dertil kommer at man ingen andre steder finder så mange udtalte narcissister, som i de hjælpende professioner. Narcissister er folk, der har brug for andre, der har brug for dem, og på den måde hele tiden kan bekræfte, hvor vigtig og dygtig narcissisten er. Får de ikke den bekræftelse, knækker filmen for dem. Men hvis man kan holde de andre tidsubegrænset fast i et afhængighedsforhold til sig selv, f.eks. ved at fortælle om per definition kroniske hjernesygdomme, der kræver livslang opfølgning af psykiatrien (i form af "medicin"), så er den hjemme. Og da er manglen på videnskab så en fordel. Fordi man i mangel på den kan sige til folk: "Tro det(, eller lad være)." På det punkt fungerer psykiatrien lidt som en religion, eller en sekt. Men i modsætning til almindelige religioner satser den ikke på en eller anden åndelig størrelse som Gud, men på videnskaben. Efter mottoet: "Vi kan ikke videnskabeligt bevise det, men i må tro på vores videnskabelighed." Paradoksalt, ja.
Det er et samspil af alle disse og flere faktorer, der gør, at det egentligt ikke er i nogen andres interesse, end de kriseramte menneskers egen, at de virkeligt får hjælp. Noget, der har ført så langt, at man risikerer alvorlige konsekvenser, hvis man som hjælper går imod establishmentet. Det er så anerkendt i dag, at "psykisk syge" skal medicineres, at en hjælper risikerer at miste sin licens og blive retsforfulgt, hvis vedkommende ikke medicinerer og der går det mindste galt. Pyt med alle de mange mennesker, der dør af "medicinens" bivirkninger, og pyt med, at mange tager deres liv som direkte følge af den traumatisering det er, at blive tvangs"behandlet". Men hvis der bare er én, der bryder loven eller endda begår selvmord mens vedkommende var i behandling, men altså ikke medicineret, så klapper fælden. De færreste behandlere er villige til at tage denne risiko.
Og ja, selvfølgeligt er det umenneskeligt, at fratage andre deres selvbestemmelsesret, deres fysiske og åndelige frihed, alene for at tilfredsstille egne egoistiske (politiske, økonomiske osv.) behov. Men det kan vel ikke være meget anderledes i en kultur, der sætter egoets interesser så langt over livet og mennesket, eller det menneskelige, som vores gør det.