Som kristen dansker er det lidt svært at forstå, hvordan nogen kan bilde sig ind, at man med vold og tvang kan omvende nogen til ens egen religion. Selv opfatter jeg min egen tro som et indre, personligt forhold der slet ikke kan være andet end frivilligt.
Sådan opfatter Taleban i Afghanistan det tydeligvis ikke, som det fremgår af en artikel på
BBC NEWS om de sydkoreanske gidsler:
"We were beaten with a tree branch or kicked around. Some kidnappers threatened us with death at gunpoint to force us to follow them in chanting their Islamic prayer for conversion," said Jae Chang-hee.Den eneste måde man kan forstå en sådan "omvendelse" på, er vel under forhold der svarer til det Richard Dawkins (fejlagtigt) påstår skulle gælde nærmest generelt for al religion: Nemlig at børnene simpelthen bliver hjernevasket til den samme religion som forædrene. Så kan det jo godt være, at den pågældende religion kan spredes på denne måde.
Men at dette netop ikke gælder generelt for al religion, er vigtigt at være opmærksom på.
Søren Krarup mener vistnok, at dette afspejler en forskel på islam og kristendom, men det stiller jeg mig nu lidt tvivlende over for. Faktisk mener jeg, at de kristne der har travlt med at fremstille det sådan, mere eller mindre pynter sig med lånte fjer: Den frihed vi har f.eks. her i Danmark til individuelt og personligt at tage stilling til religiøse spørgsmål, er først og fremmest et resultat af
liberalismen, hvis ideal om personlig og individuel frihed i høj grad er noget der er opnået under modstand fra religiøse kredse og institutioner.
Man kan vel også sige, at arbejderbevægelsens modstand mod kirkelig magt har forstærket denne udvikling?
Jeg kan ikke se, hvorfor man som venstreorienteret skulle benægte værdien af denne personlige frihed, blot fordi den er "et produkt af kapitalismen" med mindre man har en mere totalitær opfattelse af hvad socialisme er.
Derfor synes jeg iøvrigt også, at Enhedslisten har gjort det rigtige ved at opstille Asmaa Abdol-Hamid: Den personlige frihed til at tro på det man nu tror på religiøst, udelukker ikke at man kan have progressive politiske synspunkter. At sige det modsatte betyder jo netop at medvirke til at cementere religiøse autoriteters magt - hvilket ikke ligefrem er det, der er brug for i dag.
Der er brug for præster og imamer - men ikke præster og imamer med for meget politisk magt!
