lørdag, september 12, 2009

Svend Auken

Svend Auken er ved adskillige lejligheder blevet kaldt "anti-amerikansk" af hans politiske modstandere. Om det er rigtigt, kan enhver bedømme ved lige at se denne video:




Den indeholder den eneste mindetale for en afdød dansk politiker, der nogensinde er blevet holdt i den amerikanske kongres!

Godt gået, Svend!

torsdag, september 10, 2009

Samvittighed

"Når man møder noget, der rammer ens samvittighed, så handler man på det og bryder muligvis loven"

(Søren Krarup)

onsdag, september 02, 2009

Flov fysik

Da Ole Wolf gjorde mig opmærksom på en historie om undervisningsminister Bertel Haarders kendskab til elementær fysik, troede jeg at det måtte være en joke. Selvfølgelig har han forstået et af de vigtigste principper i fysikken, nemlig at et tungt og et let legeme falder lige hurtigt i frit fald.

Men det var åbenbart ikke en joke, som det fremgår af en artikel i Politiken.dk

Virkelig flovt at Danmark har en undervisningsminister, der er så uvidende!

Det fremgår oven i købet af artiklen, at han heller ikke har forstået Arkimedes. Som "ny" forklaring angiver han følgende:

"Det er også noget vrøvl af en anden grund. Hvis jeg ligger og flyder rundt i vandet, så kan enhver jo se, at jeg har cirka samme vægtfylde som vand. Så det er noget vrøvl af to grunde"

Et objekt, der ligger og flyder i en vandoverflade vejer det samme som den mængde vand, objektet fortrænger. For eksempel stikker et isbjerg op over vandoverfladen fordi is har en lavere vægtfylde end vand, men isbjergets samlede vægt (masse) er den samme som vægten af vand med samme volumen som det volumen af isbjerget der stikker under vandoverfladen.

Men det har ikke meget med det første princip at gøre. Det drejer sig om, at den såkaldte inertimasse er identisk med den gravitationelle masse, når et objekt er i frit fald. Inertimasse kender vi i dagligdagen som den modstand et tungt objekt gør imod at blive bevæget, mens den gravitationelle masse er udtryk for tyngdekraftens virkning på objektet. Når et tungt og et let objekt falder lige hurtigt, skyldes det populært sagt, at tyngdekraften ganske vist trækker mere i det tunge objekt, men til gengæld er det tilsvarende sværere at sætte i bevægelse.

Princippet er et af de vigtigste i fysikken, og derfor er det selvfølgelig også kontroversielt, når en fysiker stiller spørgsmålstegn ved det. Men det forekommer faktisk idag, først og fremmest i forbindelse med kvantemekanik. Se f.eks. denne artikel:

Gravity, Quantum Objects, and Violations of the Equivalence Principle

update:
Om vendingen "stille spørgsmålstegn ved"

update:
"Haarder og Galilei i frit fald"

søndag, august 30, 2009

Brian taler usandt

Apartheid-Brian er nu begyndt at manipulere med offentligheden for at få skovlen under Per Ramsdal, præsten fra Brorsons Kirke.

Justitsministeren udtaler ifølge TV 2 Nyhederne følgende:

"Jeg kan se, at politiet gør alt for, at aktionen skal forløbe helt fredeligt. Irakerne truer dem med knuste glas og stole, og så tager de hjelmene på efter 40 minutter. Det er noget anderledes end det, som rigtig mange har udtalt sig om..." (min fremhævning)

Umiddelbart derefter siger Brian:

"Når jeg ser videoen, er der slet ingen tvivl om, at præsten sender en noget usandt billede ud til offentligheden..." (min fremhævning)

Læg mærke til, at han først taler om "rigtig mange" der har gengivet begivenhedsforløbet forkert. Hvem disse "rigtig mange" er, fremgår ikke klart, men det drejer sig ikke om præsten. Han har altid fortalt hvad han har set i kirken, og hans forklaring er i overensstemmelse med politiets video. Derfor er det også fint, at denne video er offentliggjort.

Det har hele tiden været muligt for enhver at følge med i hvad bl.a. Per Ramsdal har sagt om sagen, og har man gjort det, så ved man at han ikke har vildledt offentligheden. Hans beskrivelser kan måske godt siges at være følelsesmæssigt farvet af situationen, men det er jo også noget andet end justitsministerens iskolde og bevidste vildledning af offentligheden.

update:
Hører lige et lydklip i radioavisen, hvor Per Ramsdal umiddelbart efter begivenheden udtaler, at kampklædte betjente kom ind i kirken. Det er ikke korrekt, men PR har korrigeret det forlængst. Der er tale om en fejltagelse og ikke en bevidst løgn.

torsdag, august 27, 2009

Hårdhudet?


Meget kan man sige om Anders Gravers fra SIAD. Men han er ihvertfald ikke jøde, som det fremgår af dette billede fra en artikel på modkraft.dk

Hans forhud virker dog påfaldende slap. Hvad så forklaringen er på det?

update:
Af gode grunde fungerer den heller ikke så godt...

Makværk!

En 15-årig dreng er ifølge Politiken.dk blevet dømt for racisme, fordi han havde lavet plakater der advarer imod, at muslimer ville dræbe alle, der ikke lever op til islams regler.

Men i overskriften til artiklen står der: "Plakater vendt mod muslimske ekstremister har nu givet en ung bornholmer en plet på straffeattesten" (min fremhævning).

Sig mig engang: Er han ikke netop blevet dømt for racisme, fordi plakaten giver indtryk af, at alle muslimer er farlige, og altså netop ikke kun ekstremister?

Nu har jeg ikke set plakaten selv, men det forekommer mig at være det mest sandsynlige.

Artiklen er skrevet ud fra ritzau som kilde, men det fremgår ikke om det er dette bureau, der er ansvarlig for denne fordrejning. Under alle omstændigheder er det journalistisk makværk.

torsdag, august 20, 2009

Dansg

I omtalen af det såkaldte "Burkaudvalg" skriver DR Nyheder:

... Dansk Folkeparti kritiserer til gengæld burkaudvalget for at være en syltekrukke. Et forbud bør vedtages hurtigst muligt, mener partiet, der efter sommerferien vil fremsætte et lovforslag om burkaforbud i Folketinget.

A hva! burkaforbud i Folketinget?

Det troede jeg ikke var aktuelt. Folketingets præsidium har så vidt jeg husker tilkendegivet, at mens et muslimsk tørklæde er i orden, så er burkaen det ikke ...

Det kan selvfølgelig også tænkes, at det skal forstås sådan at DF vil fremsætte et lovforslag i Folketinget om burkaforbud ??

... Den danske sprog er en svær en!

Birthe og Ghandi

I forbindelse med politiets rydning af Brorsons kirke skulle kirkeminister Birthe Rønn Hornbech ifølge Politiken.dk have udtalt følgende:

»Punkt et var der brosten i kirken ifølge Ekstra Bladet. Punkt to kalder jeg det vold, når man overtræder straffeloven ved at stoppe trafikken...«

Det fremgår af artiklen, at bemærkningen om brostenene er vildledende, men det er ikke det der er min pointe her. Det er derimod påstanden om, at det er en voldelig handling at stoppe trafikken, sådan som demonstranterne gjorde. Det er ikke alene indlysende forkert, men også komplet uansvarligt af en minister at forsøge at bilde folk sådan noget vås ind. Tænk hvis den holdning blev almindelig hos magthaverne? Så kunne virkningen vel nemt tænkes at være, at flere demonstrationer bliver voldelige - ud fra den logik, at når man alligevel bliver anset for at være voldelig, og behandlet derefter, så kan man jo lige så godt være det.

Jeg synes bestemt, det er ekstremt vigtigt at skelne mellem civil ulydighed og voldelig adfærd. Som kristen kan man vel også mene, at det er noget betænkeligt med en kirkeminister, der tillader sig ikke at skelne mellem ulovligheder, der indebærer vold mod andre mennesker, og dem der ikke gør (juridisk set er det godt nok ulovligt at stoppe trafikken).

Men bortset fra det, så behøver man nu ikke at være kristen, for at se sådan på det. Man kan også være hindu, sådan som Mahatma Ghandi.

Mon kirkeministeren også mener, at Mahatma Ghandi var en voldelig mand?

fredag, august 14, 2009

Kynisme

I forbindelse med politiaktionen i Brorsons Kirke udtaler Helle Thorning-Schmidt ifølge DR nyheder følgende:

- Det er klart, at vi alle sammen er følelsesmæssigt påvirket af de billeder, vi ser ved Brorsons Kirke i dag. Men vi bliver nødt til at holde fast ved, at i Danmark er det loven, der gælder, og det betyder, at hvis man ikke har opnået asyl i Danmark, så skal man ikke være i Danmark. Derfor støtter vi aktionen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Teknisk set er det rigtigt, at når de ikke har fået asyl, så overtræder de loven. Men det er som bekendt ikke ulovligt at give dem asyl på humanistisk grundlag. Det betyder ikke bare, at det er overladt til integrationsministerens (regeringens) skøn, men også at enhver har ret til at have en mening om, hvorvidt de burde have asyl på humanistisk grundlag - og at give udtryk for denne mening.

Det har et politisk parti naturligvis også ret til. Så konklusionen må være, at den nuværende ledelse i Socialdemokratiet synes at disse mennesker bliver behandlet helt OK.

Hvis man ikke er enig i det, så er det ikke Socialdemokratiet man skal stemme på ved næste valg.

søndag, august 09, 2009

USA idag?

Amerikanerne har som bekendt altid haft problemer med alt for nem adgang til skydevåben.

Det er så hvad det er - men nu har de også virkeligt alvorlige problemer med overvægt!