DR Nyheder skriver, at den kinesiske stat (=kommunistpartiet) har forbudt billeder af grise i det statslige TV - for ikke at fornærme landets muslimske befolkning!
Det drejer sig vel at mærke generelt om billeder af grise, og ikke kun billeder der tydeligt har til hensigt netop at fornærme muslimer - f.eks. ved at afbillede Muhammed med grisetryne eller lignende.
Godt nok mener jeg, at ytringsfriheden ikke kan være total, og at det f.eks. kan være forståeligt at man har visse begrænsninger i et demokratisk land som Indien - for at undgå voldelige konflikter mellem hinduer og muslimer. Men det forekommer mig, at det kinesiske styre har lidt for let ved uden videre at klare potentielle problemer af den type, ved et alt for vidtgående indgreb i kinesernes ytringsfrihed. Det kan de selvfølgelig først og fremmest fordi de ikke har demokrati i landet. Så vidt jeg ved, er der sådan set sket en udvidelse af den almindelige kinesers ytringsfrihed i de senere år - men kun på bestemte områder. De har stadigvæk ikke ytringsfrihed der hvor den virkelig har betydning, nemlig retten til at kritisere den centrale regering som sådan. Men det er netop først og fremmest den slags ting man har ytringsfriheden til, og ikke at svine(!) religiøse mindretal til.
Hvis man sammenligner med Muhammed-krisen her i Danmark, så forstår jeg godt at en muslim bliver dødeligt fornærmet af at modtage et hade-brev hvor Muhammed afbildes som en gris, og man kan efter min mening diskutere om det skal være lovligt. Men diskutere sådan noget kan man jo kun i et demokratisk land som Danmark, hvor vi har ytringsfrihed.
Derimod vil jeg tro, at langt de fleste muslimer her i landet nærmest ville finde det latterligt, hvis nogen foreslog et generelt forbud mod at vise billeder af grise. Det vil selvfølgelig aldrig blive vedtaget i folketinget, det siger sig selv.
Det det kommer an på i den forbindelse, er om man har til hensigt at fornærme folk, ved at kæde tingene sammen på en bestemt måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.