onsdag, marts 28, 2007

Intelligent?

Tilhængerne af såkaldt "Intelligent Design" mener velsagtens at evolutionen som beskrevet af Darwin er ugudelig.

En video fra AlterNet viser, at det trods alt kunne have været endnu mere ugudeligt...

MG genopstår

Da den britiske bilproducent MG Rover gik konkurs med en kæmpe milliardgæld, troede de fleste, at det var slut med den lille frække MG. Men det legendariske bilmærke blev købt af kinesiske Nanjing Automobile Group, og nu kan den første 'genfødte' MG rulle ud af fabrikshallen.

Se en video fra Jyllands-Posten om det.

EU og helvede

Der findes vistnok folk, der synes at det går ad helvede til i EU.

Men deraf kan man nok ikke udlede, at de tror på eksistensen af et helvede!

En ateist kan selvfølgelig godt finde på at sige:

"Jeg er modstander af EU - det kører ad helvede til"

Eller måske:

"Det vil være ad helvede til, hvis der kommer til at stå noget om kristendommen i en fremtidig EU-traktat".

Enhver ved jo, at man i praksis ikke kan lægge noget religiøst i dette udtryk, det er blot et kraftudtryk, der ganske vist har en religiøs oprindelse, men den normale betydning på dansk er slet ikke af religiøs karakter.

Det viser to ting: At dansk kultur helt klart er præget af kristendommen, idet dagligsproget er påvirket af kristendommen; men også at disse effekter af religionen i vidt omfang netop er blevet tømt for det religiøse indhold.

Det betyder efter min mening, at det faktum at dansk kultur på den måde er præget af kristendommen, ikke i sig selv er et tilstrækkeligt argument for uden videre at sige, at denne religion skal være priviligeret. Selv om de fleste danskere er medlem af folkekirken, så er det almindeligt kendt at rigtig mange af disse borgere slet ikke er særligt religiøse. Hvor religiøs man er, er en sag for den enkelte (eller en sag mellem Vorherre og den enkelte, om man vil).

Nu kan ingen af samme grund vide, hvor troende medlemmerne af folkekirken så egentlig er. Men hvis den religiøse tro er stærk nok, så skulle det jo slet ikke være nødvendigt at folkekirken skulle have særlige privilegier - den skulle vel sagtens kunne klare sig alligevel. Frigøres folkekirken derimod fra staten, så kunne man måske slippe for, at regeringen forsøger at lukke kæften på præster der tillader sig at kalde en spade for en spade, ved at kalde regeringens udlændingepolitik det den er: umenneskelig.

Jeg vil vove den påstand, at præsterne i rigtig mange år har praktiseret en form for selvcensur på den måde, at man undgår at sige noget der kan have et politisk aspekt ved sig - også selv om det primært er et forsvar af kristne værdier, eller noget der følger naturligt af et kristent værdisæt.

Jeg er selv kristen, men har i mange år ikke kommet særlig meget i kirken. Den vigtigste grund til det er, at præstens prædiken efter min mening alt for ofte forekommer at være uden forbindelse med virkeligheden, altså handle om levende mennesker. Det anser jeg faktisk for netop at være i modstrid med kristendommens væsen, når det kommer til stykket.

Hvis folkekirken blev løsrevet fra staten, så vil det være tydeligere, at det er i modstrid med både religionsfriheden og ytringsfriheden, når regeringen forsøger at lukke kæften på en præst. Det kunne vel også tænkes at revitalisere folkekirken, snarere end at være skadeligt for den?

Dem der leder Danmark for øjeblikket påstår jo som bekendt, at de går ind for uindskrænket ytringsfrihed. Så hvorfor skulle præsterne ikke også have det? Statsministeren skal naturligvis have lov til at forsvare regeringens politik over for kritik, lige som han jo altid har haft ret til at give udtryk for, at et eller andet indhold i en eller anden avis er i modstrid med de holdninger regeringen har.

Han skal bare ikke have lov til at lægge pres på en eller flere præster, for at få dem til at holde kæft med det der ikke behager ham. Det samme skal naturligvis gælde regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, også de to præstefætre.

For nu at komme tilbage til EU, så er anledningen til denne post, at jeg har læst på DR Nyheder at paven i Rom fastholder den bogstavelige tro på eksistensen af et helvede, og at ikke-troende ender der. Om det gælder alle der ikke er troende katolikker fremgår ikke helt klart.

Det har han naturligvis lov til at mene, og også at give udtryk for det i det såkaldte "offentlige rum". Det samme har en dansk katolsk præst lov til. Hvis den danske regering forsøger at få ham til at holde kæft med det, så er det et brud på både religionsfrihed og ytringsfrihed. Men det er der nu heller ikke så stor risiko for, fordi den katolske kirke er så heldig ikke at være knyttet til den danske stat, i modsætning til folkekirken.

Men pavens udtalelse viser efter min mening samtidig, hvor vigtigt det er, at der ikke er en henvisning til specielt kristendommen i EU-traktater og lignende. Af den grund at det jo ville betyde, at en EU-traktat implicit påstår, at rigtig mange millioner EU-borgere kan regne med at komme i helvede når de dør engang. Det ville da være lidt mærkeligt at have i en traktat, skulle jeg mene.

For ikke at sige, at det ville være ad helvede til!

tirsdag, marts 27, 2007

Mr. Bean

Rowan Atkinson gør det igen. Træder ind i rollen som den kejtede Mr. Bean. Ny biograffilm har netop haft premiere i London.

655.000 døde irakere?

Mange mennesker er ikke tilbøjelige til at tro på oplysningen om 655.000 døde irakere, som det fremgår af en ofte citeret undersøgelse.

Det er vel egentlig forståeligt, at man forholder sig skeptisk, simpelthen fordi tallet er uhyrligt. Men ikke desto mindre er undersøgelsen foretaget med videnskabelige metoder der ellers har været anerkendt i andre forbindelser.

BBC har en audio der forklarer nærmere om det.

update:
Newsvine (se Gideon Polyas kommentar).

søndag, marts 25, 2007

EU 50 år

Ifølge Politiken.dk er paven i Rom skidesur over, at kristendommen udelades fra erklæringerne i forbindelse med Romtraktatens 50-årsdag.

Jeg er enig med dem der siger at kristendommen er et vigtigt element i Europas historie, og også for mange europæeres identitetsfølelse. Men den kære pave glemmer da vist, at nogle af de vigtigste europæiske værdier faktisk er tilkæmpet under meget kraftig modstand fra især den katolske kirke. Det drejer sig bl.a. om demokratiske rettigheder og de værdier der knytter sig til videnskab. Hvis paven påstår at alle europæiske værdier udspringer direkte af kristendommen, så pynter han sig sandelig med lånte fjer, for at sige det pænt. Skal man sige det mindre pænt, så forsøger han at forvanske historien.

Hvis vi engang skal stemme om en europæisk traktat, hvor kristendommen er særligt fremhævet, så vil jeg stemme imod den alene af den grund. EU er i dag et sekulært samarbejde og skal blive ved med at være det. Hvis religion skal nævnes, så er det som en menneskeret, altså retten til at dyrke den religion man tror på - og retten til ikke at tro på nogen religion.

Det svarer præcist til indholdet i den såkaldte Bruxelleserklæring som jeg lige har skrevet under på. Jeg er selv kristen, men kan ikke se nogen som helst modstrid mellem kristne værdier, og det der står her. Når der ikke er det, hvorfor skulle jeg så have noget imod at en muslim eller en ateist kan skrive under på det samme?

Hvis du mener det samme, så skriv under!

lørdag, marts 24, 2007

eBuzz

Politiken.dk har jeg lige læst om en interessant søgemaskine ved navn eBuzz.

Den søger på danske nyhedskilder og ikke mindst på et stort antal danske blogs.

Jeg har lige afprøvet den kort, og er ret imponeret må jeg sige. Den er helt utrolig enkel og overskuelig i brug, og lynhurtig.

Jeg har bestemt indtryk af, at det er guf for enhver dansk blogger, og lægger derfor et link til den i sidebaren her på bloggen.

Den kan dog ikke erstatte en feedreader til de blogs man i forvejen kender, og gerne vil have opdateret med det samme. Men den ser ud til at være et glimrende redskab til automatisk søgning i junglen af blogs - der er jo efterhånden så mange, så det er ret uoverskueligt.

Frustrerede soldater

I en artikel på Politiken.dk nævnes, at nogle hjemvendte danske soldater kalder oppositionens krav om tilbagetrækning for "dybt uansvarlig".

Skudt forbi!

Ansvaret for det problem ligger hos en dansk regering, der med snævert flertal i folketinget beslutter at sende danske soldater i en folkeretsstridig krig mod et andet land.

De danskere, og de politikere, der altid har været imod det uansvarlige angreb på Irak, har naturligvis deres demokratiske ret til at kritisere lortet. Man skal ikke acceptere det af hensyn til soldaterne.

Hvis en dansk regering gerne vil undgå at stå med dette ansvar i forhold til soldaterne, så lader den være med at beslutte sådan noget med snævert flertal i folketinget, efter kraftige advarsler fra oppositionen om, at man risikerer netop det vi står med i dag. Det fremgår klart af debatten i folketinget (se links i sidebaren).

Det fragår selvfølgelig ikke, at det jo rent faktisk er et problem i sig selv, at det danske militærs arbejde forstyrres af dette. Men det er så en grund mere til, at vi kun bør sende soldater når:
  • Det er i overensstemmelse med folkeretten.
  • Der er et meget stort flertal i folketinget for det.
  • Der er en bred accept i befolkningen af det.
Hvis disse betingelser er opfyldt, så vil der næppe være den slags problemer, som disse soldater forståeligt nok beklager sig over.

onsdag, marts 21, 2007

Bombetrussel mod svensk atomkraftværk

Svensk politi har afspærret det svenske atomkraftværk Forsmark.

mere: Politiken.dk

Danmark vært for klima-topmøde

Danmark bliver vært for FN’s afgørende klimatopmøde i 2009, hvor en 'ny Kyoto-aftale' skal falde på plads, erfarer Ritzau.

mere: Politiken.dk

tirsdag, marts 20, 2007

Børn af ældre mødre

Jo ældre mødrene er, des færre problemer får børnene med lærere, klassekammerater og indlæring i skolen, viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet.

mere: DR Nyheder

onsdag, marts 07, 2007

Marsliv i søgeren

I 2013 skal en europæisk robot sendes til Mars for at lede efter tegn på liv - bl.a. ved at se på om molekyler er højre- eller venstrehåndede.

mere: Tycho Brahe Planetarium

torsdag, marts 01, 2007

Gamle mødre

I forbindelse med nyheden om den 61-årige danske kvinde, der lige har født et barn ved kunstig befrugtning, har den mest almindelige reaktion tydeligvis været en skarp afstandtagen, også fra politikere.

For politikernes vedkommende kunne den hurtige reaktion måske skyldes, at det i dag nærmest er sådan at en politiker skal sørge for at markere sig i medierne mens en nyhed stadig er varm. Især visse politikere fra Dansk Folkeparti er ret dygtige til dette. Der er så bare det ved det, at den politiske stillingtagen til et eller andet problem måske ikke er særlig gennemtænkt på den måde, og man kan jo godt mene at det netop burde være politikernes opgave: At holdningerne ikke afhænger for meget af hvad vej vinden blæser, fordi en øjeblikkelig folkestemning godt kan være ret overfladisk.

Men lige bestemt i dette spørgsmål tror jeg egentlig snarere, at politikernes hurtighed har samme årsager som for mange andre mennesker: Der er tale om en spontan reaktion baseret på følelser, der nok ligger forholdsvis dybt i os - nemlig en reaktion mod noget der forekommer direkte naturstridigt, kunstigt og måske direkte inhumant. Jeg vil vove den påstand, at når man uden videre går ud fra, at det er skadeligt for barnet, så er det fordi udgangspunktet er denne følelsesmæssige reaktion.

Det er klart, at hvis børn rent faktisk lider skade af at vokse op med en lidt ældre mor, så skal det være forbudt ved lov - det går jeg ud fra de fleste af os er enige om. Et af de mest almindelige argumenter i den forbindelse er, at når moderen er noget ældre, så risikerer man at barnet mister sin mor i en alt for tidlig alder, hvilket rigtignok ikke er godt for barnet. Men så er der jo det modargument, at menneskers levealder netop er stigende, og at folk i vore dage ofte er sundere og friskere i en langt højere alder, end det har været almindeligt tidligere.

Jeg har ikke selv taget endelig stilling til problematikken, men nogle kilder påstår faktisk, at der findes videnskabelige undersøgelser der viser, at børn ofte trives bedre med forældre der er lidt oppe i alderen, frem for helt unge forældre. Hvis det forholder sig sådan, så kan der vel godt være fornuft i at give kunstig befrugtning til kvinder der ikke længere kan få børn naturligt. Grænsen her i Danmark er så vidt jeg har forstået det 45 år, så denne grænse kunne måske godt diskuteres - men selvfølgelig skal der være en aldersgrænse et eller andet sted.

Det man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, er en blank afvisning med det argument at det er unaturligt. For hvad vil det sige? Det er jo også "unaturligt" at vi mennesker lever så lang tid som vi gør i dag. Det skyldes i høj grad den samme videnskab, som også gør kunstig befrugtning mulig - og det er vel de færreste der har noget imod at leve længere? Det fragår ikke, at den længere levealder vi har i dag også er "unaturlig". Langt det meste af den tid mennesket har eksisteret, har den typiske levealder ligget omkring 40 år. Hvilket betyder, at den menneskelige biologi grundliggende må være tilpasset denne begrænsede levealder. Derfor er der f.eks. mange der dør af kræft vore dage, i modsætning til tidligere hvor folk så at sige ikke blev gamle nok til at kunne dø af kræft. På samme måde er det sikkert ikke tilfældigt, at den alder hvor kvinder normalt holder op med at kunne få børn ligger på nogenlunde samme niveau som den levealder vi er biologisk tilpassede til, altså omkring 40 år. Det er tilsyneladende netop tilpasset sådan, at kvinden skal kunne føde børn hele livet (ca. 40 år).

Med det udtrykkelige forbehold, at det ikke skader barnet, så vil en ændring af denne aldersgrænse opad snarere være et udtryk for, at det ikke kun drejer sig om at forlænge menneskers levealder rent kvantitativt, men også om livskvaliteten.

Der er brug for flere videnskabelige undersøgelser af denne problematik, så derfor må man håbe at uafhængige videnskabelige institutioner kan foretage disse - uden alt for megen indblanding fra populistiske politikere.