Ifølge Politiken.dk er paven i Rom skidesur over, at kristendommen udelades fra erklæringerne i forbindelse med Romtraktatens 50-årsdag.
Jeg er enig med dem der siger at kristendommen er et vigtigt element i Europas historie, og også for mange europæeres identitetsfølelse. Men den kære pave glemmer da vist, at nogle af de vigtigste europæiske værdier faktisk er tilkæmpet under meget kraftig modstand fra især den katolske kirke. Det drejer sig bl.a. om demokratiske rettigheder og de værdier der knytter sig til videnskab. Hvis paven påstår at alle europæiske værdier udspringer direkte af kristendommen, så pynter han sig sandelig med lånte fjer, for at sige det pænt. Skal man sige det mindre pænt, så forsøger han at forvanske historien.
Hvis vi engang skal stemme om en europæisk traktat, hvor kristendommen er særligt fremhævet, så vil jeg stemme imod den alene af den grund. EU er i dag et sekulært samarbejde og skal blive ved med at være det. Hvis religion skal nævnes, så er det som en menneskeret, altså retten til at dyrke den religion man tror på - og retten til ikke at tro på nogen religion.
Det svarer præcist til indholdet i den såkaldte Bruxelleserklæring som jeg lige har skrevet under på. Jeg er selv kristen, men kan ikke se nogen som helst modstrid mellem kristne værdier, og det der står her. Når der ikke er det, hvorfor skulle jeg så have noget imod at en muslim eller en ateist kan skrive under på det samme?
Hvis du mener det samme, så skriv under!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.