Proportionerne

Jeg er absolut ikke enig med Villy Søvndal i hans nye (?) holdning til Muhammed-tegningerne.

Jeg synes ikke det er nogen god ide at pisse på folk på den måde, især ikke når det er et mindretal her i Danmark, der i første omgang er målet for strålen.

Men at reagere på tegningerne med vold, og trusler om vold, er ikke desto mindre betydeligt værre. Ingen fornærmelser kan efter min mening retfærdiggøre det - uanset hvor grove de er.

En ytring er en ytring, og vold er vold.

Samtidig vil jeg mene, at et vigtigt aspekt ved demokrati er, at det gør det muligt at løse konflikter uden brug af vold, eller trusler om vold.

I den forbindelse er ytringsfriheden naturligvis af afgørende betydning.

Derfor har jeg også altid holdt på, at Jyllands Posten er i sin gode ret til at trykke tegningerne (selv hvis de havde tabt retssagen - der er som bekendt ikke noget der hedder forhåndscensur her i Danmark).

Denne skelnen mener jeg ikke, man som dansker skulle have særlig svært ved at præstere. Altså at skelne mellem om man selv mener, at tegningerne er noget åndssvagt lort at hælde i hovedet på muslimerne, og så avisens grundlovssikrede ret til at opføre sig som en umoden knægt i pubertetsalderen.

Men nu er vi jo også som danskere mere fortrolige med et demokratisk system, der blandt andet bygger på denne skelnen.

Derimod viser reaktionerne fra nogle få muslimer her i landet, og fra tusinder af muslimer i andre lande, at man simpelthen ikke forstår denne skelnen mellem ytringens indhold og retten til at ytre den. Man forstår ganske enkelt ikke hvad demokrati overhovedet er, i store dele af den islamiske verden.

Det har den islamiske verden et virkelig alvorligt problem med.

Især i Saudi-Arabien, USA's nærmeste arabiske allierede i Mellemøsten.

Når man ser på proportionerne i sagen, så er det ikke Jyllands Posten der er i centrum, men den islamiske verdens mangel på demokrati og ytringsfrihed.

Desværre har tegningerne netop betydet et tilbageslag for demokratiske kræfter i denne del af verden, hvilket er en grund mere til at finde dem tåbelige.