Sorte hunde

For snart et år siden mistede jeg min hund, og det skrev jeg lidt om her på bloggen.

En af de ting, jeg husker fra alle de ture jeg gik med den, er at specielt indvandrere her i kvarteret tilsyneladende var bange for den, og gik i en stor bue uden om den. Til trods for, at det var en lille godmodig hund i snor!

Det forekom mig naturligvis lidt latterligt, men jeg slog det hen med, at de nok bare kom fra et land, hvor der forekom en del vilde hunde eller sådan noget. Så kan det vel være forståeligt - og rigtigt af forældrene at opdrage børnene til at holde sig på lang afstand af hunde.

Men efter at have læst bogen "Problemet med Islam" af Irshad Manji er det gået op for mig, hvad forklaringen sikkert er:

"Jeg kan bruge mig selv som eksempel. Da jeg voksede op var jeg bange for hunde, fordi islam lærte mig, at hunde er beskidte dyr. Hvis man absolut skal bruge dem som vagthunde, må man holde sig for næsen. Man må under ingen omstændigheder klappe en, for slet ikke at tale om at overveje at anskaffe en som kæledyr. Og sorte hunde? De er dæmoniske, helt enkelt. Jeg var langt oppe i tyverne, før jeg kunne røre ved en hund uden at forvente, at den bed mig som straf for, at jeg satte mig op imod Gud."

Behøver jeg at tilføje, at min hund "Krølle" var knaldsort?

Det er åbenbart rigtigt, at mange muslimer ligger under for den slags latterlige fordomme.