Jeg ved ikke om du har læst Richard Dawkins' bog "Illusionen om GUD" eller har fulgt med i diskussionen, hvor radikale ateister affejer al religion som latterlig overtro?
En af de ting man kan kritisere den holdning for, er at man undlader at sammenholde det med andre former for "illusioner" som er mindst lige så udbredte, men som man af gode grunde ikke blot kan affeje som pjat, men må forholde sig seriøst til. Det drejer sig først og fremmest om den forestilling, at tiden er noget der flyder eller strømmer, dvs. bevæger sig.
Sagen er nemlig, at det gør tiden slet ikke!
Den virkelige tid, dvs. objektiv og fysisk tid, er en dimension ligesom fysisk rum (selv om den har andre egenskaber end rummet). Men der er ikke noget som helst grundlag for at sige, at denne objektive tid på nogen som helst måde "strømmer eller flyder". Derimod forholder det sig sådan, at verden er asymmetrisk med hensyn til begivenheder der ligger før og efter i tid. Entropiens lov er udtryk for dette, og kan muligvis være en af forklaringerne på, at vi oplever tiden som noget der "strømmer".
Vores oplevelse af tidens gang er altså en illusion, som bl.a. Einstein sagde?
Det vil jeg faktisk ikke mene det er. Det er efter min mening mere rigtigt at sige, at vores oplevelse af tidens gang er et bevidsthedsfænomen, som der er virkelig gode grunde til findes. Det der er en illusion i denne forbindelse, er forestillingen om at tidens gang er en egenskab ved den objektive, fysiske tid.
Det er ikke holdbart at kalde det en "illusion" i samme forstand som f.eks. børns tro på julemanden, eller forskellige former for overtro. Vi mennesker kan ikke blot vælge at opleve tiden anderledes, ihvertfald ikke umiddelbart. Det kan muligvis godt lade sig gøre gennem meditation, men det kræver mange års praksis, så vidt jeg ved.
For at vende tilbage til Dawkins:
Som troende kristen tror jeg naturligvis på Guds eksistens. Men jeg er parat til at gennemtænke de filosofiske konsekvenser af hans eventuelle ikke-eksistens. Her vil jeg påstå, at hvis Gud ikke eksisterer, så er troen på ham ganske vist en illusion, men det er i så fald en illusion af samme type som illusionen om tidens gang. Forstået på den måde, at det ikke blot kan affejes som overtro, men hænger tæt sammen med vores egen natur.
Konklusionen er, at det er udtryk for nedladende arrogance, når radikale ateister sætter troen på Gud i samme kategori som troen på nisser eller FSM ("Flying Spaghetti Monster" som en eller anden arrogant skid har opfundet).
Ovenstående har jeg fundet anledning til at skrive efter at have læst en interessant artikel af den teoretiske fysiker Paul Davies:
"Tiden: Den mystiske strøm"
Hvor han forklarer tingene grundigt. Læs den!