Tandlægeskræk

Jeg sidder lige nu og hører på et indslag om tandlægeskræk på TV2.

Det er der åbenbart mange, der har problemer med.

Jeg kan da godt forstå baggrunden for det, sådan intellektuelt set. Men jeg har alligevel lidt svært ved helt at sætte mig ind i det, fordi jeg aldrig selv har haft det.

Som 5-6 årig var jeg ved tandlægen første gang, og jeg husker at tandlægen var ret forbavset over, at jeg tog det helt roligt, selv om jeg ikke fik bedøvelse. Det får jeg næsten aldrig, fordi jeg synes det irriterer for meget bagefter (det kan f.eks. være svært at drikke en øl af et glas!)

Det er absolut ikke fordi det ikke gør ondt på mig, når tandlægen borer og skærer, men mere et spørgsmål om, hvordan jeg forholder mig til min egen smerteoplevelse, mener jeg. De fleste forsøger desperat at undertrykke deres smerteoplevelse, hvad der i virkeligheden kun gør det værre. Man skal lade smerteoplevelsen være som den er, forsøge at slappe af, og fokusere på noget andet.

Måske det kan siges at være en form for "meditation" jeg bruger i den forbindelse?

I så fald er det noget jeg selv intuitivt har tillært mig. Jeg har kun et begrænset kendskab til det man normalt forstår ved meditation.

Hvis det er rigtigt, at sammenhængen er sådan, så tror jeg egentlig nok, at mange mennesker kunne have gavn af at lære en eller anden form for meditation. Naturligvis ikke udelukkende for at slippe for tandlægeskræk, men fordi det vil være en mere generel fordel i livet.