Jugoslavien

I mit tidligere indlæg om Europa glemte jeg i skyndingen det gamle Jugoslavien som eksempel på nationalstatens krise under globaliseringens tryk. Selvom der nok må siges at være nogle helt specielle omstændigheder omkring både dannelsen og opløsningen af "Jugoslavien" (den har vist ikke eksisteret så lang tid?)

Jeg vil ikke vove mig ind i en nærmere analyse af Jugoslaviens historie, af den enkle grund at jeg ved for lidt om den. Derimod har det ligesom været nemt nok for de fleste at tage stilling til, hvad man skulle gøre ved konflikten på balkan: nemlig at stoppe lortet med massiv anvendelse af militær overmagt. Det har man lov til, fordi det drejede sig om at stoppe folkemord og bevidst etnisk udrensning. Af samme grund var det i overensstemmelse med både folkeret og FN, også selvom det ikke blev vedtaget i sikkerhedsrådet. Ihvertfald er der skabt præcedens for, at en stormagts vetoret kan ignoreres i dette tilfælde.

Men man kan så stille spørgsmålet, om Balkan-konflikten ville have været løst uden amerikanernes deltagelse? Der er nok ikke megen tvivl om, at opgaven ville have været ikke så lidt vanskeligere for EU alene, hvis ikke det ligefrem ville have udviklet sig til et mareridt. Vi europæere støttede os helt klart (endnu engang) på en overlegen amerikansk militær styrke. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i - når det er nødvendigt og retfærdigt.

Imidlertid er der tydeligvis sket et radikalt skifte i amerikansk politik siden Georg(e) Bush kom til: den er for det første blevet klart nationalistisk og militaristisk. Princippet er, at varetage sine egne interesser med militære midler, medmindre man er tvunget til andet.

Det betyder jo nok, at hvis/når der er en konflikt et eller andet sted i verden, der kunne begrunde et militært indgreb fra det såkaldte "internationale samfund", så vil det være umuligt eller i hverfald sværere for amerikanerne at være med - fordi deres militære ressourcer i høj grad er bundet i Irak på grund af en direkte tåbelig politik. Den situation de befinder sig i for øjeblikket har altid været til at forudse, medmindre man ikke aner en kæft om den verden man lever i.