I en aktuel sag har en fremstående imam som bekendt foreslået, at problemet løses ved at gerningsmandens familie betaler en godtgørelse til ofrets familie. Om man kalder det blodpenge eller ej, kan vel være underordnet. Men han har så vidt jeg ved ment, at det skal være den lokale imam, der automatisk optræder i rollen som mægler? Hvis det er tilfældet, så er jeg imod forslaget, fordi jeg mener han ikke har demokratisk mandat til denne myndighedsudøvelse.
Imidlertid er det jo velkendt, at det ofte er en god idé at mægle i en konflikt frem for at fælde dom ved en egentlig retsinstans. Den vigtigste grund er vel, at når man afgør tingene ved dom så er der typisk en vinder og en taber - hvad man måske kan undgå ved mægling i stedet. Her i Danmark har vi f.eks. en såkaldt "ombudsmand" på en række områder - og det har vi mig bekendt haft så stor succes med, at selve ordet er et af de få danske ord der er blevet kendt verden over. Man kan altså ikke så godt påstå, at ideen med at mægle frem for at dømme skulle være fremmed for dansk kultur; men man skal også lige lægge mærke til, at det her i Danmark altid er en person med demokratisk mandat.
Jeg synes faktisk det kunne være en god idé, hvis man udnævnte en slags ombudsmand til dette - jeg er ikke helt klar over om det er folketinget, regeringen eller et ministerium der i så fald skulle gøre det. Det vil i øvrigt også kunne bruges til at holde de mest yderliggående imamer væk fra selvbestaltet politisk og dømmende magt. Kan man finde en moderat imam, der er egnet og som har forstået dansk kultur og respekterer den, så ville det måske være smart? - men antallet kan muligvis tælles på én hånd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.