fredag, februar 24, 2006

Dobbelt standard

I en artikel på Politiken.dk kommer udenrigsminister Per Stig Møller med en meget kraftig kritik af Politikens redaktionelle linje og visse artikler i avisen. Han er blandt andet citeret for følgende:

Jeg kan ikke være fejlretter for jer. Tag det, jeg har fortalt jer - også dét med FN-resolutionen og der er flere ting - men nu skal vi jo heller ikke føre diplomati via Politikens misinformation. Ét er til Politiken, noget andet er at fortælle Egypten, hvordan de misinformerer via Politiken.

Samtidig har statsministeren til bevidstløshed gentaget, at regeringen ikke kan have en mening om den redaktionelle linje hos en dansk avis, eller kritisere indholdet i avisen - fordi det er i modstrid med ytringsfriheden her i Danmark. Det er sket i forbindelse med Jyllands Postens offentliggørelse af de berygtede Muhammed-tegninger.

Konklusionen bliver man nødt til at formulere i nysprog:

De rettigheder der ifølge loven og konstitutionen gælder for alle aviser her i Danmark, gælder for Jyllands Posten, men ikke for Politiken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.