mandag, februar 20, 2006

Værdier

Vi husker alle, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tid efterlyste en værdidebat i den danske offentlighed.

Man kan synes, at denne værdidebat ligesom ikke rigtig kom ud af stedet. Det blev nærmest til en debat om, hvorvidt vi skulle have en værdidebat!

For nylig har hr. statsministeren så givet udtryk for, at religionen endelig ikke må komme til at fylde for meget i den offentlige debat. Det synes han kan være farligt.

Er det statsministeren der bestemmer dagsordenen for den offentlige debat?

Er det statsministeren der bestemmer hvad man helst ikke skal snakke om, fordi han synes det er for "farligt" at snakke om?

I betragtning af den måde klovnen har tacklet sagen om M-tegningerne, er det selvfølgelig forståeligt at han for sit eget vedkommende opfatter religion som noget farligt noget. Brændt barn skyer ilden.

For religiøse mennesker er det nærmest absurd at tale om værdier i tilværelsen uden at tale om religion, altså deres egen religiøse tro og følelser. Fordi deres værdier er tæt knyttet til dette.

Det kan man selvfølgelig mene om hvad man vil, hvis man ikke selv er religiøs. Så har man altså bare nogle værdier der ikke er knyttet til religion, f.eks. fordi man er ateist. Men det giver ikke ret til at forlange, at dem der har værdier knyttet til religion skal holde sig uden for diskussionen.

Måske hr. statsministeren helst så, at vi helt afblæser værdidebatten, fordi det ikke passer ham selv, at der kommer religiøse værdier ind i det?

Her i Danmark er der næppe nogen risiko for, at dem der ikke er religiøse, får en eller anden religion presset ned over hovedet - det vil folk ikke finde sig i.

Det handler nok mere om ytringsfriheden for dem der er anderledes troende og tænkende?

Og ytringsfriheden går Anders 100% ind for. Det står ihvertfald i Jyllands Pesten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.