søndag, april 29, 2007

Sekularisme

Spørgsmålet om adskillelse mellem religion og politik ser ud til på det nærmeste at være et globalt problem. Selv om det har vidt forskellig karakter forskellige steder.

I Kina kan man vel sige problemet eksisterer i en speciel kinesisk form: Den kinesiske stat er helt klart renset for religion, men det er på en ret så krampagtig måde det fastholdes: Staten er her vel nærmest anti-religiøs, idet dens politiske magt bliver brugt til i det hele taget at undertrykke religion. Den opfatter det åbenbart som en trussel, lige så snart religiøse kinesere overhovedet organiserer sig, hvilket er i modstrid med mange gode værdier, og i det hele taget må kaldes ufrihed.

Her i Danmark har vi også vore egne specielle problemer i den forbindelse. Aktuelt er der selvfølgelig det med Asmaas tørklæde, men det er nok trods alt et mindre problem, ihvertfald når mediestormen først har lagt sig. Et betydeligt mere alvorligt problem er efter min mening den manglende adskillelse mellem folkekirken og staten. Det må vi se at få løst.

Tyrkerne har også deres specielle problem med forholdet mellem religion og politik, som det fremgår af en artikel på Politiken.dk

Sekulære tyrkere er tydeligvis meget bekymret for, om Gül vil forsøge at ændre på adskillelsen af religion og politik, som er et vigtigt aspekt i den tyrkiske forfatning, og af mange opfattes som selve grundlaget for det moderne Tyrkiet.

Det er muligvis forståeligt, at de mest sekulært indstillede tyrkere er bange for det, men det kan også opfattes som en prøve på det tyrkiske demokrati, da Gül jo netop vil være demokratisk valgt, hvis han bliver præsident. Det drejer sig nok i virkeligheden om, hvorvidt det tyrkiske demokrati er stærkt nok til at forhindre, at religiøse politikere er i stand til at ændre på den grundliggende adskillelse af stat og religion. Eller måske, at selv de mest religiøse politikere i praksis anerkender adskillelsen.

Det sidste mener jeg vil være det bedste for Tyrkiet, idet det betyder, at religiøse tyrkere bliver "absorberet" af det normale demokrati. Sålænge de ikke er det, vil problemet blive ved med at være der, med risiko for at militæret blander sig. Man skal lige huske, at det jo ikke kun er den religiøse stat der står i modsætning til demokrati, men også militærdiktaturet.

1 kommentar:

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.