For nogle måneder siden havde den danske statsminister meget travlt med, at der skulle siges undskyld for både det ene og det andet overgreb der er sket i historiens løb.
Det syntes jeg dengang var lidt latterligt, fordi der i så fald kunne skrives temmelig lange lister over, hvad der skulle siges undskyld for. Eller man kommer op at skændes om, hvem der skal sige undskyld til hvem for hvad - uden at der egentlig kommer noget godt ud af det.
Tankegangen bygger så vidt jeg kan se på en form for individualisme, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, men som nogen måske forveksler med "liberalistisk individualisme". Det drejer sig nærmest om, at man opfatter samfundet som simpelthen en sum af individer, der hver for sig har en 100% fri vilje, der ikke på nogen måde er begrænset af aktuelle eller historiske omstændigheder. Resultatet er bl.a. en mærkværdig "historieløs historieopfattelse".
Det er noget helt andet, hvis man tager et historisk problem op igen, fordi det egentlig aldrig er blevet afklaret, sådan mellemfolkeligt. F.eks. kan kineserne vel med rimelighed forlange, at japanske skolebørn får sandheden at vide om de uhyrlige overgreb på civile kinesere, der er sket gennem tiden. Det er vel at mærke sandheden der betyder noget i denne sammenhæng.
Det vil også være rimeligt, hvis vi her i Danmark tog de lidt mindre heldige sider af vores historie med i betragtning. Rigtig mange danskere er slet ikke klar over, at den værste slavehandlernation i verdenshistorien er - Danmark. Et meget stort antal sorte i "Den Nye Verden" er efterkommere af nogen, der overlevede turen over Atlanten ombord på danske slaveskibe.
Ganske vist kan man finde bøger om det på biblioteket, hvis man selv opsøger det. Men det er alligevel stort set fortrængt fra danskernes almindelige selvbevidsthed. Derfor er det godt nok, at nogen trækker det frem, som talsmanden for slaveefterkommere i det tidligere Dansk Vestindien Shelley Moorhead gør i de kommende par uger, i form af møder og foredrag i Danmark.
Man må gå ud fra, at statsministeren møder op for at sige undskyld - så er det problem jo ude af verden. Erstatning til efterkommerne skal man nok ikke regne med, fordi den danske stat ville gå bankerot. Det er også en tankegang, der bygger på en noget urealistisk form for individualisme.
En form for individualisme der mest er for amerikanske advokater og danske bonderøve.
Particularly in the case of the Danish West Indies (DWI), it will not be an easy task to promote the making of amends, even when and where it may be deemed appropriate and necessary; however, we remain encouraged by a speech delivered at the tenth session of the United Nations Human Rights Council by the Honorable Danish Foreign Minister Dr. Per Stig Møller, in Geneva on Tuesday 3 March 2009, in which he remarked “where human rights violations occur, we stand ready to consider how the situation is best and most efficiently addressed with dialogue and cooperation as our preferred tools.” In all humility, it is such expressed commitment to the protection and preservation of humanity that, when strategically applied in the case of the DWI, will lend itself to an exemplary Danish model of peace, reconciliation, and the addressing of slavery-era wrongs.
SvarSletAlbeit dark and obscure, the history regarding the Danish Institution of African slavery in the DWI is an issue which has yielded much debate and discussion in recent years. A brief review of the historical record will reveal that for over 175 years Danes purchased, enslaved, trafficked, and sold human beings in what is today Ghana on the west coast of Africa and in the DWI and beyond.
A prevailing view of this history states that during the DWI colonial era, Denmark owned, occupied, and administrated the islands of St. Thomas, St. John, and St. Croix – the USVI of today. Between the years 1673 and 1848, more than 200,000 African men, women, and children were removed by Danish and Norwegian (under the double monarchy until 1814) slave ships from their from lands, languages, cultures, traditions, families, occupations, institutions of learning, dietary habits, standards of health, God, and spirituality, and transported across the Atlantic Ocean to the DWI through the horror of the middle passage. These people were forced to endure their lives as chattel governed by racist policies like the 19 statute 1733 Philip Gardelin Code (attached) and bound to the brutality of harsh plantation labor – with no accompanying wages. However, half those displaced by Denmark and destined for the islands' shores were not as fortunate. More than 100,000 Africans tragically perished during the dreadful journey across the Atlantic Ocean.
Un-repaired by the sale of the DWI in 1917 to the United States of America, today’s Virgin Islanders are yet to recover from the cultural, sociopolitical, and socioeconomic underdevelopment imposed by the eras of Danish slavery and colonization. Since that time, questioned has been the morality of the treaty entered into by the two (2) colonizing nations that governed the 1917 cession of the Danish West Indies; and, more recently the legality of the sale of title by Denmark and its purchase by the United States is being challenged citing violations of fundamental human rights and the sale of people. Today these issues continue to impede social advancement in the non self-governing, “Unincorporated” U.S. territory. The treaty document distinguishes between “citizens” as Danes and “inhabitants” as African descendants and demonstrates absolutely no consultation with the latter, nor grants any rights and privileges to the descendants of the enslaved Africans. The neglect and circumvention of this people’s inalienable human right to self-determination during the sale of the islands and the years which followed is reminiscent of the slavery-era sale and exploitation of African peoples and remains an international human rights violation of the worst sort.
With the institution of slavery ending in the Danish colony in 1848, and in the United States in 1863, how then, without their consultation, are the sale, purchase, and/or cession of more than 100,000 “free” people justified generations later? Which nation is responsible for repair? Who will bear the still-lingering, inevitable burden of decolonization? These issues and questions linger on and today continue to impede development in the USVI.
Især i forbindelse med De Dansk Vestindiske Øer (DWI), vil det ikke være en nem opgave at fremme fremsættelsen af ændrer, selv hvor og hvornår den kan anses for hensigtsmæssige og nødvendige, men vi er stadig opmuntret af en tale på tiende samling i FN's Menneskerettighedsråd ved det ærede danske udenrigsminister Per Stig Møller, i Genève den tirsdag den 3. marts 2009, hvor han bemærkede, "hvor menneskerettighedskrænkelser sted, vi står klar til at overveje, hvordan situationen er bedst og mest effektivt løses med dialog og samarbejde som vores foretrukne værktøjer. "I al ydmyghed, er det så udtryk for vilje til beskyttelse og bevarelse af menneskeheden, at når strategisk anvendes i tilfælde af DWI, vil egner sig til en eksemplarisk dansk model for fred, forsoning, og håndtering af slaveri-æra uret.
SvarSletEnd mørk og dunkel, historien om den danske Institution of afrikansk slaveri i DWI er et emne, som har givet megen debat og diskussion i de seneste år. En kort gennemgang af de historiske optegnelser vil afsløre, at i over 175 år danskerne har købt, slaveri, menneskehandel, og sælges mennesker i hvad der i dag Ghana på vestkysten af Afrika og i DWI og udenfor.
En fremherskende opfattelse af denne historie, hedder det i løbet af DWI kolonitiden, Danmark ejede, besat, og administreres øerne St. Thomas, St. John og St. Croix - den USVI i dag. Mellem år 1673 og 1848 mere end 200.000 afrikanske mænd, kvinder og børn blev fjernet af danske og norske (under dobbelt monarki indtil 1814) Slaveskibe fra deres fra jord, sprog, kulturer, traditioner, familier, erhverv, institutioner læring, kostvaner, standarder for sundhed, Gud, og åndelighed, og transporteret tværs over Atlanterhavet til DWI gennem rædsel i midtergangen. Disse mennesker blev tvunget til at leve deres liv som løsøre er omfattet af racistisk politik som de 19 statut 1733 Philip Gardelin Code (vedlagt) og bundet til den brutalitet, barske plantage arbejdskraft - uden ledsagende løn. Imidlertid halvdelen af de fordrevne fra Danmark og er bestemt til øernes kyster var ikke så heldige. Mere end 100.000 afrikanere på tragisk vis omkom under forfærdelige rejse over Atlanterhavet.
Un-repareret af salget af DWI i 1917 til USA, dagens Virgin Islanders er endnu ikke kommet fra det kulturelle, socio-politisk, og socioøkonomiske underudvikling pålagt af de epoker i dansk slaveri og kolonisering. Siden dengang har sat spørgsmålstegn været Moral traktat indgået af de to (2) koloniserer nationer, der var gældende for 1917 overdragelse af De Dansk Vestindiske Øer, og for nylig lovligheden af salg af titlen som Danmark og dets køb af USA er ved at blive udfordret citere krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder og salg af mennesker. I dag er disse spørgsmål fortsat at hindre social fremgang i de ikke selvstyrende, "personlige" amerikansk territorium. Traktaten dokumentet skelner mellem "borgere" som danskere og "indbyggere", som afrikanske efterkommere og viser absolut ingen samråd med denne, eller giver en af de rettigheder og privilegier til efterkommere af slaver afrikanere. Forsømmelse og omgåelse af dette folks umistelige menneskers ret til selvbestemmelse i forbindelse med salget af øerne, og de år, der fulgte minder om slaveri-æraen salg og udnyttelse af afrikanske folk og er en international krænkelse af menneskerettighederne i den værste slags.
Med institutionen for slaveri, der sluttede i den danske koloni i 1848, og i USA i 1863, hvor derefter, uden at deres konsultation, er køb, salg og / eller overdragelse af mere end 100.000 "frie" mennesker retfærdiggøres generationer senere? Som nation er ansvarlig for reparation? Hvem skal bære den stadig dvælende, uundgåelig byrde afkolonisering? Disse spørgsmål og spørgsmål hængende på og i dag fortsætter med at hæmme udviklingen i USVI.