torsdag, februar 16, 2006

Biskoppen og imamen

Kirkeministeriet har netop "frikendt" Århus-biskoppen Kjeld Holm i forbindelse med 3 klager over hans juleprædiken, hvor han har givet udtryk for protest over regeringens udlændingepolitik.

Det synes jeg er i orden. Han har jo ikke i den forbindelse stået og kaldt folketingsmedlemmerne Søren Krarup eller Jesper Langballe for "rotter i hullet" eller noget andet uhyrligt. Sådan taler en dansk præst ikke her i Danmark, heller ikke selv om S.K. og J.L. begge er (eller har været) præster i folkekirken. Det ville de færreste danskere også bryde sig om. Siger præsten noget, som indebærer en kritik af politikerne, så holder han en ordentlig tone - i respekt for folkestyret.

Det er også de færreste danskere, der bryder sig om, at en imam kalder et folketingsmedlem for en rotte. Sådan som imam Abu Laban fornylig gjorde med Naser Khader. Denne imam mangler noget i sin opdragelse, tydeligvis. Så gør det vel ikke så meget, at statsministeren ikke inviterer ham med til møderne - så længe ungen ikke har lært at sidde ordentligt ved bordet.

Iøvrigt synes jeg vi skal have en verdslig stat, hvor hverken præster eller imamer har egentlig politisk magt. De skal blot have lov til at ytre sig, som alle andre - også kritisere regeringens politik.

Det er på tide at løsrive folkekirken fra statsmagten, synes jeg. Det betyder absolut ikke folkekirkens død, tror jeg - tværtimod. Den seneste udvikling har snarere skærpet interessen for religion, også kristendommen. Samtidig er der mange, der hellere end gerne vil være fri for religion i det hele taget. De to ting behøver ikke at udelukke hinanden.

1 kommentar:

  1. OK - tak for oplysningen. Man bør vel egentlig også være opmærksom på, at det imamen siger til fredagsbønnen, er henvendt til dem der er fysisk til stede i lokalet? Det man evt. ser på TV er som "fluen på væggen". Ikke specielt for at forsvare Laban, det samme gælder når Pia Kjærsgaard siger noget "racistisk" fra talerstolen på DF's landsmøde. Det har noget at sige hvem man henvender sig til.

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.