Jeg kan forstå på nyhederne, at Venstre og Konservative har tænkt sig at føre valgkamp på store skattelettelser til dem med de højeste indkomster, mindre skattelettelser til lønmodtagere med almindelige indkomster - og så nogle krummer fra de riges bord til folk på overførselsindkomst i form af en regulering af pensioner mv. på grund af stigninger i grønne afgifter.
Så er det lige med, om f.eks. folkepensionister kan acceptere, at sådan noget som hjemmehjælp ikke bliver forbedret - blot fordi en højere udgift til varme, vand mv. bliver kompenseret?
Nu kan man selvfølgelig ikke vide, om Fogh kunne finde på at overbyde oppositionen, for at lokke folk på overførselsindkomst til at stemme på ham, eller ihvertfald stemme sådan at han kan fortsætte som statsminister - de har jo stemmeret til folketingsvalg (hvad der helt klart er det afgørende for magtmennesket Fogh).
Jeg får selv førtidspension, men selv hvis Fogh tilbød os førtidspensionister mere i pengepungen end oppositionen tør, kunne jeg aldrig finde på at stemme til fordel for en ny regering med Fogh som statsminister.
Fordi det er den mest uansvarlige statsminister vi nogensinde har haft.
Han har ansvaret for den alvorligste fejlbeslutning i Danmarks historie: Beslutningen om at sende Danmark med i det militære angreb på Irak.
Hvis han fortsætter som statsminister, så kan man være sikker på, at omstændighederne omkring dette vigtige kapitel i vort lands historie aldrig bliver undersøgt ordentligt. Eller ihvertfald at en fremtidig undersøgelse risikerer at blive unødigt mangelfuld.
Mogens Lykketoft har ret: Den mand er farlig!
(at han først og fremmest er farlig fordi han er et forfængeligt fjols, er så noget helt andet).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.