Tør man ønske Venstre, Danmarks engang liberale parti, tillykke med deres nye hyper-ideolog Karen Jespersen?
Ordet "hyper-ideolog" har jeg selv opfundet, og jeg må lige forklare hvad jeg mener med det:
Vi har forhåbentlig alle en eller anden form for ideologi, forsåvidt ordet afspejler nogle ideer og værdier som man tror på. I den betydning er ordet positivt.
Jeg er selv kristen, venstreorienteret demokrat.
Jeg husker fra mine unge dage, at man på den danske venstrefløj blev anset for at være mærkelig eller tosset, hvis man sagde at man både var venstreorienteret og religiøs!
Det kunne man ligesom ikke være.
Det passede ikke ind i skemaet.
Det skema der var bestemt af et firkantet ideologisk system kaldet marxismen. En typisk hyper-ideologi.
Nu hører jeg ikke til dem, der mener at der skal drives klapjagt på dem, der dyrkede denne hyper-ideologi dengang. For det første lå det inden for rammerne af det danske demokrati, for det andet har marxismen aldrig været "herskende ideologi" (!) i Danmark som sådan. Den havde kun en kraftig indflydelse på universiteterne og lignende.
Men partiet VS var helt klart vigtigt i denne sammenhæng. Det var måske ikke entydigt marxistisk, men ideologien var helt klart firkantet. Man vidste ligesom hvem fjenden var: US-imperialismen. Man tog måske nok afstand fra det kommunistiske Sovjetunionen, men kun halvhjertet. Det kneb med at indse, at Sovjetunionen faktisk var en trussel mod værdier som også det meste af den danske arbejderklasse delte, først og fremmest demokrati. Der var altså et meget vigtigt aspekt ved virkeligheden der blev overskygget af en vilkårlig ideologi. Det er det jeg kalder hyper-ideologi.
Ideologi bliver til hyper-ideologi når den antager en sådan karakter, at man ligesom ikke kan se den umiddelbare virkelighed.
For eksempel når man, anført af vores kære landsfader Fogh, gør den hellige, totale ytringsfrihed til en fetich, der står over for fjenden, som i dag er: ISLAM!
Samtidig med, at man forholder sig totalt ukritisk over for den måde, USA opfører sig på.
At forholde sig overordentlig kritisk til USA's nuværende politik, betyder aldeles ikke, at man ikke deler grundlæggende værdier med amerikanerne - tværtimod!
Hvis det er anti-amerikansk, som mange i "Det Sorte Kabinet" siger, så er flertallet af amerikanere altså anti-amerikanske...
Med udtrykket "Det Sorte Kabinet" mener jeg Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative.
Når Anders Fogh Rasmussen finder det nødvendigt at gøre opmærksom på, at Venstres holdninger ikke er sammenfaldende med Dansk Folkepartis, så er det fordi forskellen er meget lille.
Velkommen i Det Sorte Kabinet, Karen Jespersen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.