Den danske regering og Dansk Folkeparti gør som bekendt alt hvad de kan for at sende irakiske flygtninge tilbage til Irak - et land i kaos og krig.
En krig, der startede med bl.a. Danmarks folkeretsstridige militære angreb på landet.
En krig, der har kostet omkring 650.000 civile irakere livet.
En krig, som 2 millioner irakere er flygtet fra (7 pct. af befolkningen).
De fleste af dem til nabolandene, f.eks. Jordan - hvor der for øjeblikket opholder sig 750.000 af dem, hvoraf kun sølle 600 har fået opholdstilladelse. Jordan er et land med ca. 5 millioner indbyggere, ligesom Danmark. Uden sammenligning iøvrigt: Jordan er ikke et af verdens rigeste lande, og har ikke været med til at starte den ulovlige krig.
Her i lille Danmark har man opfundet et smart begreb, der hedder at "hjælpe i nærområdet". Det forsvares med, at man så kan hjælpe flere flygtninge på den måde, og det lyder jo umiddelbart tilforladeligt. Selv om man nok også er glad for, at man på den måde ikke får for mange af de forkerte udlændinge ind i landet.
Men forudsætningen for, at denne politik kan gennemføres på en forsvarlig måde er, at nærområdet er nogenlunde stabilt og i stand til overhovedet at opsuge flere flygtninge. Altså at krigens kaos er et lokalt problem i et bestemt land, og ikke har udviklet sig til et regionalt problem, bl.a. på grund af voldsomme flygtningestrømme.
Det er netop det, flygtningeproblemet har udviklet sig til i mellemøsten: et regionalt problem.
Hvis ikke lande som Jordan bliver aflastet af andre lande, med hensyn til flygtninge, risikerer vi en eksplosion i mellemøsten på grund af destabilisering af nabolandene. Det kaos der er i Irak kan meget vel brede sig.
Hvilke lande burde så tage sig af denne aflastning?
Hvad med rige lande med masser af ressourcer og en økonomi der bare kører derudaf?
Hvad med de lande, der har ansvaret for miseren - de lande der angreb Irak i modstrid med folkeretten?
Hvad med de lande som begge dele gælder for?
Hvad med... Danmark?
update:
Politiken.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.