fredag, maj 04, 2007

Irans udenrigsminister

At præstestyret i Iran undertrykker iranerne ved at diktere hvordan de skal gå klædt er galt nok.

Men det er heldigvis kun i Iran de kan slippe af sted med den form for undertrykkelse.

DR Nyheder skriver i dag, at den iranske udenrigsminister valgte at forlade et middagsselskab, fordi en kvindelig violinist, der skulle underholde, var for udfordrende klædt!

Hvis det stod til ham, skulle hun nok helst have haft burka på. Om han så også ville forvente, at en kvindelig operasanger skulle have burka på, er ikke godt at vide (det ville nok lyde lidt sjovt).

Men manden er da velkommen til at fordufte, hvis han ikke kan tåle at se en kvinde.

Det er hans handicap.

Historien viser vel - i det små - at det iranske styre gerne ville udbrede dets reaktionære fortolkning af islam til resten af verden, hvis man kunne komme til det.

Det kan man heldigvis ikke.

4 kommentarer:

  1. Ikke desto mindre er det netop lykkedes en med hensyn til kvinders beklædning lige så reaktionær og kønsdiskriminerende muslim at blive opstillet som folketingskandidat for Enhedslisten.

    Det er sjovt, at du kan have så modsatrettede holdninger til de to ting. Du er god til det Dawkins kalder "compartmentalization of the mind", når du tilsyneladende ikke oplever nogen kognitiv dissonans (men det er selvfølgelig det samme med din holdning til videnskab og religion).

    SvarSlet
  2. Der er noget du har grundigt misforstået: Asmaa går FRIVILLIGT med sit tørklæde, og er imod at muslimske kvinder tvinges til at gå med det.

    Min holdning til de to ting modsiger aldeles ikke hinanden, tværtimod: Krarup og hans meningsfæller vil tvinge Asmaa til IKKE at gå med tørklædet. I begge tilfælde er jeg altså imod tvang, og tilhænger af personlig frihed. Det er Krarup også - undtagen når det gælder muslimer.

    Det har ikke det fjerneste med Dawkins at gøre. Når du nævner ham alligevel, skulle man næsten tro han er din - profet?

    Spørgsmål: er det muligvis "compartmentalization of the mind" når man kan få øje på elementet af tvang i det ene tilfælde, men ikke i det andet?

    SvarSlet
  3. Mogens, jeg er garanteret lige så stærk tilhænger af personlig frihed som du er, og jeg er både helt enig i, at Asmaa selvfølgelig har lov til at gå med tørklæde – så lad være med at slå mig i hartkorn med Krarup - og at præstestyrets fremfærd i Iran er dybt kritisabelt. Med hensyn til det sidste var dit eksempel i øvrigt ikke særlig velvalgt, for den iranske udenrigsminister forsøgte jo ikke at pådutte nogen sine holdninger. Han ville bare ikke være i stue med den letpåklædte violinistinde – det var stupidt, men som du også siger, så må han jo selv om det.

    Min kommentar gik på, at Asmaa har en reaktionær og kønsdiskriminerende holdning til kvinders påklædning, ligesom hun i øvrigt også har det til det der med at trykke mænd i hånden. Og det at hun frivilligt har valgt begge dele kommer ikke sagen ved – man kan selvfølgelig sagtens være reaktionær og kønsdiskriminerende af egen fri vilje. Det er selvfølgelig fint, at hun siger, at hun ikke ønsker at tvinge andre kvinder til at gå med tørklæde, men tror du virkelig, hun mener det inderst inde. Det er selvfølgelig svært at vide, men jeg tror i hvert fald ikke på det, bare fordi hun siger det. Den unge dame har politiske ambitioner, og jeg tror hun siger det, der skal til, for at hun kan opnå sine mål (ligesom de fleste andre politikere).

    Og selv om det er rigtigt, at hun ikke vil blande sig i, om andre muslimske kvinder går med tørklæde, så synes jeg, det er dybt problematisk, hvis hun via sin succes og sin store medieeksponering kommer til at optræde som rollemodel og derved påvirker andre unge muslimske piger og kvinder til at lade deres påklædning og adfærd styre af tåbelige, religiøse dogmer.

    Endelig er det selvfølgelig rigtigt, at Dawkins ikke har noget med sagen at gøre – jeg lånte bare hans udtryk og syntes, at jeg ville nævne, hvor jeg havde det fra. Og skal vi så ikke bare kalde det med, at Dawkins skulle være min profet, for en smutter – så tåbelig plejer du jo ikke at være Mogens.

    SvarSlet
  4. Morten, mit "eksempel" med den iranske udenrigsminister er uhyre velvalgt, da det faktisk er ham og hans opførsel der er EMNET for mit indlæg (se overskriften).

    Det er også faldet mig ind, at hun måske ikke mener det hun siger, og kun siger det for at opnå det hun vil. Men som du selv skriver, så gælder det de fleste politikere - så det kan vel ikke i sig selv gøre hende uegnet til at sidde i folketinget. Men i hendes tilfælde er det særlig vigtigt at være opmærksom på dette, idet hendes "skjulte agenda" teoretisk set kunne være at arbejde for at omdanne Danmark til en islamisk stat. Derfor mener jeg også, at Enhedslisten er for naiv, hvis man ukritisk tager imod en strøm af muslimske kvinder med tørklæde, der pludselig vil være medlem af partiet - inspireret af Asmaa.

    Jeg opfatter det som en prøve på, om religiøse enkeltpersoner kan "absorberes" af det politiske system (folketinget) uden at det går ud over den principielle adskillelse mellem religion og politik.

    Læg iøvrigt mærke til, at Asmaa går ind for en adskillelse mellem staten og folkekirken. Det er der en del danskere der ikke gør, så hvem er det der faktisk blander religion og politik sammen?

    (P.S: Tak for de frugtbare diskussioner om Dawkins mv. vi har haft andetsteds).

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.