Dansk Folkepartis udlændingeordfører Jesper Langballe er stærkt ophidset over, at familieminister Carina Christensen (K) ikke vil gribe ind og forhindre, at en dagplejemor bærer burka.
Jesper Langballe har ved tidligere lejligheder givet udtryk for en radikalt "familieorienteret" holdning til sager, hvor det er et spørgsmål om, hvorvidt staten skal blande sig i hvordan folk behandler deres egne børn. Senest har han været fortaler for det synspunkt, at børn der vantrives stort set aldrig skal fjernes fra forældrene, altså nærmest at folk har ubegrænset ejendomsret til deres børn. Det har jeg bestemt ikke indtryk af, at det store flertal af danskere mener. Derimod deles synspunktet vistnok af de mest bagstræberiske islamister!
Det betyder ikke, at der muligvis er et problem i selve det, at en dagplejemor har burka på. Jesper Langballe bruger på Politiken.dk følgende argument:
»Det er fuldstændigt klart, at den ansvarlige minister må tage afstand fra det her. Tanken er jo direkte uhyggelig. Et barn har brug for at stå ansigt til ansigt med et voksent menneske, som det føler tryghed hos og har tillid til og ikke et formummet mumie«
Det er ret nærliggende, at børn kan tænkes at blive skadet i deres udvikling, hvis de ikke lærer at aflæse det menneskelige ansigt på en korrekt måde. Det er faktisk et temmelig vigtigt element i vores egen menneskelighed. Men hvis det forholder sig sådan, så må man vel forbyde specielt burkaen i forbindelse med børnepasning. Derimod kan jeg ikke se, det skulle være nødvendigt at forbyde et muslimsk tørklæde i den forbindelse.
Forudsat, at et sådant forbud er nødvendigt af hensyn til barnets udvikling så mener jeg ikke muslimer kan kalde det en indblanding i deres religion. Det svarer nærmest til at forbyde dagplejemødre at ryge mens de passer børnene, altså at udsætte børnene for passiv rygning, der som bekendt skader dem. Princippet i den slags forbud skal blot være, at det drejer sig om at beskytte den svage part i denne sammenhæng - nemlig børnene.
Men man skal så lige lægge mærke til, at det er Dansk Folkepartis udlændingeordfører der engagerer sig i denne sag. Det kan man så undre sig over, da det jo drejer sig om barnets tarv.
Eller gør det?
Når man lægger det hele sammen, så er der noget der tyder på, at Jesper Langballes motiv snarere er endnu en gang at hakke på det muslimske mindretal her i Danmark. Altså det sædvanlige national-konservative angreb på specielt muslimerne.
Det, som den nuværende regering sammen med DF har gjort Danmark verdenskendt for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.