søndag, oktober 14, 2007

Mærkværdigt!


Jeg har ved flere tidligere lejligheder omtalt forskellige optiske illusioner, men den mest mærkværdige, jeg har set endnu er fra en videnskabelig blog der hedder "Neurophilosophy".

Jeg havde godt nok set den et par gange før, men droppede den, fordi jeg ikke synes den overhovedet virkede som påstået.

Efter at have fulgt det tip, der gives i denne artikel, er jeg virkelig imponeret!

Hvis du umiddelbart ser "modellen" dreje højre om og simpelthen fortsætte med dette, uanset hvor længe du kigger, så prøv lige at gøre følgende:
  1. Fokuser dine øjne på hendes skygge nederst (altså den gråfarvede skygge af hendes ben)
  2. Fortsæt med at holde dine øjne fokuseret på denne skygge, men forsøg samtidig på at lægge mærke til, hvad vej hun drejer.
  3. Når/hvis hun drejer venstre om så flyt dine øjnes fokus til selve figuren, og se på den som normalt.
  4. Når først hun er begyndt at dreje venstre om, så bliver hun ved med det!
Jeg har lagt mærke til, at hun også stadig drejer venstre om, hvis man i et kortere tidsrum ser et helt andet sted hen. Men går der lidt længere tid, så ser man igen at hun drejer højre om.

Denne illusion finder jeg overordentlig interessant. Uanset den specielle forklaring på netop denne illusion, så viser det vel også mere generelt, at det vi sådan ser omkring os, i temmelig høj grad er noget vores hjerne selv konstruerer - ihvertfald forstået på den måde, at det ikke simpelthen kommer udefra som sanseindtryk.

(klik evt. på billedet for at få det til at køre som animation)

7 kommentarer:

  1. Endnu mere besynderligt:

    Med lidt øvelse kan man få hende til at STÅ STILLE i et kort øjeblik, inden hun skifter rotationsretning!

    Man tror jo først, at der må være noget galt med computerens grafikkort eller noget i den retning...

    SvarSlet
  2. Ja, det er en fed illusion.

    Og du har helt ret i, at hjernen konstruerer den oplevelse, vi har, men lad nu være med at gå ud af den tangent, der hedder, at det hele blot er en konstruktion, og at vi ikke kan stole på sanserne.

    Hjernen fortolker det visuelle input fra øjnene, og forsøger at skabe sammenhæng og mening i den "scene", man iagttager, og som regel fungerer det jo fint, og det fortolkede billede er en god repræsentation af virkeligheden - bedre end det rå sanseinput.

    Visuelle illusioner, som fx den roterende pige, er eksempler på "underdeterminerede" visuelle scener, hvor der ikke er information nok til, at hjernen entydigt kan afgøre, hvad der er den rigtige fortolkning, og derfor kan finde på at springe fra den ene fortolkning til den anden.

    Den slags underdeterminerede scener støder vi selvfølgelig sjældent på i virkeligheden, og derfor kan vi normalt stole på sanserne, men under dårlige synsforhold (mørke, tåge), bør man nok være skeptisk, hvis man ser nisser eller elverpiger

    SvarSlet
  3. Min filosofi er meget langt fra idealismen, altså den ide at der ikke er nogen ydre virkelighed.

    Vi kan stole på vore sanser, fordi de under normale omstændigheder fungerer hensigtsmæssigt (illusioner som denne her handler netop om unormale omstændigheder).

    Men spørgsmålet er så, om vores sanseopfattelse nødvendigvis er i overensstemmelse med den fysiske virkelighed, blot fordi den er hensigtsmæssig?

    For eksempel kan fysikken ikke rigtig forklare, hvorfor tiden har en retning, altså "flyder" fra fortid til fremtid. Et muligt svar er, at det gør den heller ikke!

    Vores oplevelse af tidens gang kan tænkes at være et rent bevidsthedsfænomen, der IKKE afspejler en fysisk realitet (derimod eksisterer tiden som fysisk dimension).

    Jeg er enig med din fortolkning af netop denne illusion. Alene det, at figurens tredimensionalitet jo kun er noget vi forestiller os...

    Lige en tilføjelse: Noget af det smarteste ved moderne videnskabelige metoder er netop, at disse forhold omkring sansning bliver neutraliseret. Intelligensvæsener på en anden planet vil nå frem til den samme erkendelse som os, hvis de har videnskab - også selvom de måske sanser omgivelserne på en helt anden måde.

    SvarSlet
  4. Mogens, jeg ved ikke rigtig, hvad du mener med, at "vores sanseopfattelse nødvendigvis er i overensstemmelse med den fysiske virkelighed". Der er naturligvis ikke overensstemmelse i den forstand, at vi ser verden, som den er ("an sich"). Der er fx ikke noget i verden, der er rødt. Der er objekter, som reflekterer lys af bestemte bølgelængder, men selve farven rød konstrueres i hjernen. Et andet eksempel kunne være musik, som kun findes i hjernen. Ude i verden er der kun vibrationer i luften.

    Når jeg siger, at man kan stole på sanserne, mener jeg bestemt ikke, at de giver os et billede af verden, som den er. Det jeg mener er, at der er en ganske stabil og entydig korrespondance mellem objekter og begivenheder ude i verden og den oplevelse, vi har, af disse objekter og begivenheder. Og denne korrespondance er stabil og entydig netop fordi, den er hensigtsmæssig? Vi er produkter af en lang udviklingsproces, og vores forfædre var dem, der klarede sig og fik sat afkom i verden. Og det var de selvfølgelig i stand til, fordi de havde et effektivt sanseapparat og hjerne, som gav dem et stabilt, entydigt og virkelighedsnært billede af, hvad der foregik i verden omkring dem.

    SvarSlet
  5. Selvfølgelig er der noget i verden der er rødt - nemlig det der er rødt!

    Men det der er rødt er ganske vist ikke et fysisk fænomen, men et bevidsthedsfænomen. De elektromagnetiske bølger der giver anledning til at se farven rød (760 nm så vidt jeg husker) er et andet fænomen, der ligger uden for iagttagerens bevidsthed. De to fænomener er imidlertid forbundet med hinanden kausalt, og det er derfor vi kan stole på vore sanser.

    Imidlertid er det netop kun i praktisk forstand, at vi kan stole på vore sanser. Den moderne fysiks teorier viser os samtidig, at den fysiske virkelighed er radikalt anderledes. Derfor har de fleste mennesker mere end vanskeligt ved at forstå sådan noget som relativitet og kvantemekanik.

    Men det betyder ikke, at vi ikke kan stole på videnskabelige observationer. Når en fysiker f.eks. udfører det såkaldte dobbelt-spalte eksperiment med lys, så kan han godt stole på sine egne øjne når han ser et interferensmønster danne sig. Men samtidig er interferensmønsteret bevis på, at lyset opfører sig på en måde, der forekommer at være i modstrid med hans egen måde at sanse verden på.

    SvarSlet
  6. DEL 1
    Vær hilset I skønne kvantekløvere. Har en række oplevelser med den spinnende kvinde, som nogle sikkert vil afprøve selv, eller måske blive inspireret til andre ”lege”.

    For et halvt års tid siden stødte jeg på hende, og kunne efter små to minutter nyde synet af hende spinnende mod uret.
    I dag stødte jeg så på hende igen her på bloggen, men kunne slet og overhovedet ikke få hende 'omvendt', selvom jeg var tålmodig, og også fulgte tippet, da min egen teknik (der ellers virkede fint for et halvt år siden), ikke slog til.

    Jeg prøvede så efterfølgende, at gå logisk til værks. Figuren må trods alt bevæge sig i samme mønster i begge 'retningstilfælde', så man kan jo prøve at observere figuren objektivt, og hele tiden prøve at veje stillingen i forhold til begge retninger. Langsomt begynder man rent logisk at kunne se, at den godt KAN bevæge sig i begge retninger, i forhold til den overflade 'det sorte' berører. MEN- her ville mit hoved nu alligevel stadig have den til at køre med uret, selvom det var begyndt at se lidt anderledes/syrealistisk ud. Så nu besluttede jeg mig for, ikke kun at se på det sort på hvidt, og lod mit fokus være således at figuren igen stod lidt uklart, og denne kombination fik straks kvinden til at dreje mod uret. : )

    Det var jo interessant. Ikke kun at blive ”synsbedraget”, men rent faktisk også gå systematisk til værks og få et resultat. Så tænkte at jeg kunne tage flere redskaber i brug. Figuren kørte atter højre om nu. Tog en finger tæt på computerskærmen og drejede den rundt med kvinden. Efter et stykke tid lod jeg min finger køre modsat, og kvinden begyndte umiddelbart efter at følge med rundt. Og hun blev ved med at køre modsat uret selv når jeg fjernede fingeren. Herefter fandt jeg ud af, at jeg med fingeren kunne ændre kvindens retning så tit jeg ønskede det. Lod hende køre to omgange og så modsat vej, en halv omgang og så modsat osv. Det var jo også interessant, men fingeren fremkaldte jo bare en vis forståelse- fingeren i sig selv får jo ikke figuren til at dreje, så jeg fjernede fingeren og forsøgte det samme. Altså at ændre kvindens retning efter ønske. Og det lykkedes… Så nu kunne jeg få hende til at dreje den vej jeg ønskede. Og på en go’ dag er det jo ren magi!
    Efter et stykke tid mistede jeg min nyerhvervede egenskab. Hun snurrede hverken højre om eller venstre om- hun snurrede halvt om og vendte så om og blev ved med at gøre det frem og tilbage. Således at det ben hun har lidt oppe i luften, aldrig kommer foran det ben hun står på. Det var jo endnu en interessant opdagelse..

    SvarSlet
  7. Del 2
    Det er nu 3 dage siden jeg sidst sad og skrev i dette dokument (som jeg snart lægger ind på momiblog), og det er også 3 dage siden jeg sidst iagttog den spindende kvinde, og hun drejer stadig kun halvt rundt og vender så om, drejer så halvt rundt og vender så om. Så nu har min hjerne altså bare bestemt sig for at se hende på den måde. Min hjerne er vist gået på kompromis med sig selv. Kan godt få hende til at dreje højre eller venstre om: Hvis jeg har fx har fokus på hendes hoved vil hun dreje højre om, men har jeg fokus på den arm der stikker lidt ud vil hun dreje venstre om. Kigger jeg på hele hende, vender hun straks tilbage til sine halve omgange. Ser nok den egentlige animation mere korrekt end nogensinde. For drejer hun højre om, står hun på sit venstre ben- og drejer hun venstre om, står hun på sit højre. Og sådan er hele hendes krop animeret. At alt kan være sin modsætning. Ansigtet kan fx kun være nakken, fordi hun er fyldt ud med sort farve, og ikke er animeret med øjne, mund osv.. MEN – hvis jeg skulle se hende på den ’korrekte’ måde, skulle jeg OGSÅ kunne se hende således, at det ben hun har lidt oppe i luften, ville bevæge sig FORAN det ben hun står på. En halv omgang og så tilbage osv. Men kan simpelthen kun se det, som bevæger det ene ben sig BAGVED det ben hun står på. Som jeg umiddelbart kan tænke mig til, vil det være mest korrekt, at ”se hende relativt”. Ligemeget hvad ens hoved beslutter sig for at se, vil det være ukorrekt. Man vil se hende korrekt, når hovedet ikke beslutter sig for noget…

    Det er jo smukt. Ligesom resten er livet er det. For tænk engang, hvis man kunne se livet, uden at beslutte sig for hvordan det ser ud. Hvad ville man se? Hvis man så den spindende kvinde på en sådan måde, ville man måske se hende først den ene vej så den anden vej, så benet foran det ben hun står på, så bagved, og så tilfældigt rundt. Men så har hovedet vel i grunden også besluttet sig? Forskellen er så bare her, at hovedet så ombeslutter/(ombestemmer) sig igen, og så beslutter sig for noget andet sekundet efter; ombeslutter sig og beslutter sig osv. osv. Så selvom hovedet ikke har besluttet sig for kun én mulighed, så har det stadig ikke ikke-besluttet sig.

    Og nu kan jeg mærke, at jeg skal afslutte for ikke at ende i en endeløs samtale med mig selv. Håber at kunne fortsætte samtalen på momiblog..

    Ulbæk

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.