Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet benægter alle at de huser hemmelige CIA-fængsler, hvor den amerikanske efterretningstjeneste gemmer højtstående al-Qaeda fanger.
Ifølge den tjekkiske indenrigsminsiter afviste Tjekkiet, så sent som for en måned siden, en amerikansk forespørgsel om at overføre fanger fra Guantanamo-fængslet, og lade dem tilbageholde i Tjekkiet.
"Sorte steder"
Fængslerne, der i den amerikanske hovedstad omtales som "sorte steder", er et forsøg på at omgå samtlige nationale og internationale regler om retssikkerhed, retsstat og konventioner.
Fordi fængslerne befinder sig uden for USAs territorium, undgår man, at nogen på fangernes vegne kan påberåbe sig den amerikanske forfatnings retsbeskyttelse. Det er samme princip som ligger bag oprettelsen af fangelejren på Guantanamo-basen, men til forskel fra de hemmelige fængsler er Guantanamo kendt over alt, og drevet af uniformeret amerikansk personel.
CIA og den amerikanske regering nægter at bekræfte, at fængslerne eksisterer, og man afviser at bekræfte, at fangerne i systemet eksisterer. Officielt eksisterer de overhovedet ikke, og derfor er der heller ikke tale om hverken konventionskrænkelser eller ulovligheder, mener Washington.
Ingen direkte løgn
Ved ikke at bestride fængslernes eksistens, undgår man direkte at lyve over for Kongressen og offentligheden. Dermed forsøger man at undgå, at højtstående embedsmænd en dag stilles for en dommer, sigtet for at føre Kongressen bag lyset.
Står oplysningerne fra Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet til troende, efterlader det muligheden at, at CIA har hemmelige fængsler i Polen, Ukraine, Bulgarien og/eller Rumænien. I princippet kan der også være tale om de eks-jugoslaviske stater - Slovenien, Kroatien, Serbien-Montenegro, Bosnien-Hercegovina og Makedonien - og Albanien.
kilde: DR Nyheder
(Billedet er fra en CIA-fangelejr i Afghanistan)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.