lørdag, november 10, 2007

Den Rohdede Komedie

Når en politisk kommentator som Peter Mogensen vælger at formulere sig på en helt ny måde, ved at skrive en "komedie", så er det vel fordi det politiske spil under denne valgkamp godt kunne minde en del om en sådan.

En anden grund kan være, at "komedien" indeholder nogle påstande, som Mogensen ikke på nogen måde er i stand til at dokumentere.

Det synes jeg er acceptabelt, fordi man jo ikke behøver at tage det for mere end det er. Der er vel heller ikke nogen der kunne finde på at forlange dokumentation for de uhyrlige påstande, der kan være i en sketch i Cirkus-Revyen (uden sammenligning i øvrigt).

Derimod er det ikke så smart når en avis kommer med grove beskyldninger mod en politiker, på en måde der giver sig ud for at være seriøst, uden at levere den fjerneste dokumentation for det. Jeg tænker på Ekstra Bladets artikel i dagens avis: "Helles topmand var spion for Venstre".

Jeg har lige læst den igennem, og den indeholder ikke nogen dokumentation overhovedet!

Den eneste støtte for troværdigheden af historien er, at den bekræftes mundtligt af ikke-politikeren Jens Rohde, der som bekendt ikke blander sig i politik så længe han er direktør for TV 2 Radio. At Jens Rohde er tidligere toppolitiker i regeringspartiet Venstre, der lige for øjeblikket mangler nogle missiler i en desperat valgkamp, er naturligvis en ren tilfældighed.

Eller også er der foregået noget bag kulisserne, som man ligesom kun kan gisne om?

Så kunne man jo skrive en komedie om det - og så kalde den det.

1 kommentar:

  1. Ved nærmere eftertanke vil jeg nok tilføje, at fejlen først og fremmest ligger hos Rohde (og partiet Venstre?). Ekstra Bladet dokumenterer ganske vist ikke historien, men de har en navngivet kilde. Rohde burde under alle omstændigheder have sagt "ingen kommentarer" fordi han er direktør for TV 2 radio.

    SvarSlet

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.