mandag, november 26, 2007

Mistillidsvotum?

Søren Pind kalder det ifølge Politiken.dk "hyklerisk" at oppositionen muligvis kunne finde på at gennemføre højere løn til offentligt ansatte, ved at danne flertal uden om regeringen sammen med DF.

Enhver ved, at oppositionen først og fremmest er imod DF's indflydelse på udlændingepolitikken. Derimod blev det klart tilkendegivet under valgkampen, at man evt. godt kunne samarbejde med DF på visse andre områder. Den der med at sætte DF "helt uden for indflydelse" er i rimelig høj grad en myte de selv har pustet op, selv om der muligvis er enkelte på venstrefløjen der har udtrykt sig sådan.

Desuden er en forbedring af forholdene for offentligt ansatte et ønske som Pia Kjærsgaard og Helle Thorning Schmidt under selve afslutningsdebatten nærmest aftalte at gå videre med efter valget, uanset hvem der dannede regering. Når de så taler om det nu, så holder de sig blot til det man har lovet vælgerne under valgkampen.

Søren Pind påstår i denne forbindelse, at regeringen ifølge grundloven har ret til at ignorere et sådant flertal, ved at nægte at underskrive de pågældende love:

»Grundloven levner heldigvis også regeringen magtmidler i denne sammenhæng. Magtmidler, 80er-regeringerne ikke turde anvende. F.eks. en generel veto-ret mod al lovgivning, regeringen ikke er enig i. Forfatningsretligt er det enkelt: Både regering og folketing er en del af den lovgivende magt. Lovforslag kan kun blive til ved enighed de to parter imellem. Underskriver en minister ikke lovforslag, bliver de ikke til lov«, skriver Søren Pind.

Om han har ret i dette, skal jeg ikke kunne sige. Men det ville da være det rene selvmord for Fogh-regeringen at gøre det. Det ville jo betyde, at DF bliver nødt til at stemme for et mistillidsvotum til regeringen - eller svigte en meget stor del af de vælgere der har stemt på partiet, nemlig lavtlønnede offentligt ansatte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.