onsdag, november 07, 2007

Politisk syge?

Berlingske.dk har en artikel, der gengiver debatten mellem Naser Khader og Pia Kjærsgaard på vælgermødet i Kalundborg:

"De allieredes kamp"

Gengivelsen er korrekt nok, og får det essentielle med, selvom artiklens titel får det til at lyde som en spændende krigsfilm med Michael Caine i hovedrollen (?)

Der er også en lille fejl i artiklen. Den findes i passagen:

Men asylbørnene er efter Pia Kjærsgaards mening kommet til at fylde for meget. »Hvor meget har vi talt om de handicappede, de politisk syge eller om de grønlandske børn, som er danske statsborgere, og som udsættes for vold, incest og grusom omsorgssvigt,« lød det indædt fra Pia Kjærsgaard.


Politisk syge?

Der skulle jo nok have stået "psykisk syge". Det var også det Pia sagde, kan jeg huske.

Sådan en banal fejl er selvfølgelig ret ligegyldig for valgkampen. Men den er sgu alligevel ret interessant som stavefejl betragtet. Sigmund Freud ville nok sige, at det er en fortalelse, der røber forfatterens underbevidste tanker: Noget i retning af, at denne valgkamp forekommer noget bizar og unormal, så der må være nogen der er - netop - politisk syge.

Så mangler vi bare, at en af parterne i spillet kommer med et valgløfte om, at man vil gøre noget for de politisk syge efter valget?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.