Så vidt jeg har forstået det, så viser opinionsmålingerne, at et flertal af danskerne idag anser Irak-krigen for at være en fejltagelse.
Det er selvfølgelig et fremskridt - bedre sent end aldrig!
Men hvorfor er det først gået op for danskerne her på det sidste? Har der slet ikke været tegn på det tidligere?
Jo der har, og det har i lang tid været kommenteret af udenlandske kilder, bl.a. irakiske bloggere.
Forklaringen er, at Irak-krigen ikke har været dækket bare nogenlunde hæderligt af de danske medier, heller ikke de såkaldte public-service kanaler. TV2 har nærmest ageret ren mikrofonholder for statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren.
Ganske vist har vi en fri presse, men den aktuelle mediesituation er, at de aviser der har været bare lidt kritiske omkring Irak-krigen, har haft svært ved at få budskabet ud, på grund af små oplag - og måske også fordi man ikke har så mange medieklovne, der kan optræde som "eksperter" i andre medier (Qvortrup?)
Når der så endelig er en avis, der skriver en vægtig artikel om det, så sker der jo ofte det, at artiklen er gået i glemmebogen flere år efter. Det er for besværligt for de fleste, at gå på folkebiblioteket og kigge på avisudklip fra arkivet, bare fordi der er folketingsvalg.
Derfor synes jeg bestemt, at det er rigtig smart, at en avis som Information kan sætte en artikel op på deres hjemmeside, fordi de vurderer den til helt klart at have fornyet aktualitet:
Jørgen Steen Nielsen: Frihedskrigen
Den er fra 28. marts 2003 - men det er i og for sig netop det der er pointen. Det viser jo, at der altså var nogen der kunne analysere tingene nogenlunde korrekt allerede dengang!
Jeg kan ikke forestille mig, at Information skulle få færre abonnenter, fordi de stiller en "gammel" artikel gratis til rådighed på den måde - tværtimod. De kan jo nok ikke så godt sætte den på forsiden af dagens papirudgave, som om det var en nyhed!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.