Det fremgår af medierne, at en del saudi-arabere åbenbart ikke har forstået, at den danske statsminister slet ikke kan forbyde en avis at offentliggøre det den nu gør.
Det skyldes selvfølgelig, at man aldrig har haft demokrati i Saudi-Arabien. Man er også håbløst bagud med f.eks. ligestilling mellem kønnene - og et par andre ting.
Det problem må vi se at få løst. Hvis saudierne ikke frivilligt indfører vestligt demokrati, så er der ikke andet at gøre end at angribe landet militært, for at få indført det.
Ligesom vi vistnok gjorde med Irak. Det var jo kun amerikanerne der begrundede angrebet på Irak med WMD. Hovedaktøren i den krig - Danmark - begrundede det som bekendt med afsættelsen af en diktator, dvs. indføring af demokrati. Ihvertfald ifølge Venstres udenrigspolitiske ordgyder. De danske soldater er der jo også kun, fordi en demokratisk valgt regering i Irak ønsker det.
Hvorfor så ikke gentage succesen?
Hvis Danmark ikke har militær kapacitet til at gøre det eneste rigtige for verden, så kunne man måske spørge amerikanerne om ikke de vil hjælpe lidt? Det drejer sig jo om at forsvare og udbrede demokrati.
Nu er det nok tvivlsomt, om de vil være med. Af uransagelige grunde har USA lige for øjeblikket ikke planer om at udbrede demokrati til Saudi-Arabien.
Skulle de komme i tanke om det, så står Danmark selvfølgelig klar...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.