fredag, januar 20, 2006

Vatikanet støtter Darwins evolutionsteori

Den romersk-katolske kirke har bekræftet sin støtte til evolutionslæren i en tid, hvor Darwins videnskabelige teori om livets oprindelse er under pres i USA og andre lande.

Vatikanets dagblad, L'Osservatore Romano, fastslår, at det blot vil skabe forvirring, hvis man begynder at undervise i intelligent design - idéen om, at Jorden og det jordiske liv er så kompleks, at det ikke kan være opstået uden hjælp udefra, for eksempel af en guddommelig hånd.

Vatikanet roser amerikansk domstol
Avisen fremsætter synspunktet i en artikel, hvor den roser en amerikansk domstols beslutning om at stemple intelligent design som en ikke-videnskabelig teori, der ikke bør stå på skoleskemaet.

De kristne konservative i USA giver ofte indtryk af, at den katolske kirke er en allieret i kampen mod Darwins evolutionslære. Men Vatikanet har altid afvist at bruge skabelsesretningen på en fundamentalistisk måde.

Evolutionen er en "nøgle til tolkningen af historien om liv på Jorden", og debatten i USA er "forurenet af politiske holdninger", hedder det i artiklen.

---

kilde: DR Nyheder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentaren skal godkendes af mig, inden den bliver vist på bloggen.